Mødedato: 14.01.2016, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Omdannelse af parkeringspladser

Indre By Lokaludvalg skal tage en henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen om input til omdannelse af parkeringspladser til efterretning.

Indstilling

Formanden indstiller,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager henvendelsen fra formanden til Teknik- og Miljøforvaltningen om omdannelse af parkeringspladser til efterretning.

Problemstilling

I Københavns Kommunes budgetaftale for 2016 blev det besluttet at øge den tilgængelige parkeringskapacitet i Indre By ved at tilvejebringe kommunale parkeringspladser i et parkeringshus mod at nedlægge 300 parkeringspladser i terræn i nærområdet. De arealer, hvor man nedlægger parkeringspladser, skal anvendes til etablering af cykelparkering og grønne byrum.

Kommunen arbejder på at fremskaffe ca. 1200 parkeringspladser i Indre By, som vil kunne benyttes af beboere med beboerlicens og af byens gæster efter samme regler, som på gadeplan i den pågældende zone. Dermed vil der i alt blive tilført flere offentlige parkeringspladser i parkeringshuse, end der vil blive fjernet pladser i terræn. 

Teknik- og Miljøforvaltningen skal fremlægge et oplæg om en samlet model for, hvordan det kan gøres, til budgetforligspartierne i forbindelse med overførselssagen i foråret 2016. Forvaltningen har derfor bedt lokaludvalget om input til, hvilke potentialer der er for etablering af cykelparkering eller grønne byrum i Indre By med frist d. 6. januar 2016.

På lokaludvalgsmødet d. 10. december 2016 besluttede lokaludvalget at bemyndige en arbejdsgruppe bestående af Bent Lohmann, Kjeld A. Larsen, Steen Juhl Olesen og Jens-Erik Frandsen til at sammenfatte lokaludvalgets prioriteringer i forbindelse med projektet. 

Lokaludvalget besluttede desuden at sende en henvendelse til Økonomiforvaltningen, Økonomiudvalget, Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen angående kommunens køb af parkeringspladser i et eller flere eksisterende, private parkeringshuse. Henvendelsen kan læses her: http://www.indrebylokaludvalg.kk.dk/planer-debat/breve/koeb-parkeringspladser-private-p-huse.

Løsning

Formanden har på vegne af lokaludvalgets arbejdsgruppe indsendt følgende henvendelse, som det foreslås, at lokaludvalget tager til efterretning:

"Medlemmer af Indre By Lokaludvalg har, efter lokaludvalgets bemyndigelse, drøftet potentialerne i nedlæggelsen af parkeringspladser efter køb af pladser i parkeringsanlæg i Indre By.

Først og fremmest vil vi gerne understrege, at det er vigtigt, at man ikke nedlægger parkeringspladser i terræn, før de nye parkeringspladser i parkeringshuse er fremskaffet.

Derudover er det vigtigt, at de parkeringspladser, der måtte blive nedlagt, ligger i umiddelbar nærhed af de nyoprettede pladser. Borgerne skal opleve, at de får et reelt alternativ til gadeparkering, som de kan benytte i hverdagen.

Når det er sagt, så ser vi, at projektet kan give gode muligheder for en bedre anvendelse af byens rum, ligesom det kan være med til at løse nogle af de udfordringer, der er i forhold til cykelparkering og trængsel, særligt i Middelalderbyen.

Vi har primært drøftet to løsningsmodeller, som vi mener, at forvaltningen bør gå videre med:

  1. I den første model forudsætter vi, at det er muligt for kommunen at købe 300 parkeringspladser, eller mere, i parkeringshuset på Israels Plads. Såfremt denne forudsætning er opfyldt, så mener vi, at der er stort potentiale i at nedlægge parkeringspladserne på Jarmers Plads og i Nørre Voldgade. Her kunne man skabe et visionært, grønt byrumsprojekt, hvor man forlænger det rekreative strøg i Vester Voldgade med en grøn rambla i Nørre Voldgade. Dette vil også være med til at styrke oplevelsen af den grønne fæstningsring og sammenhængen mellem parkmuseerne.
  2. I den anden model forudsætter vi, at kommunen køber parkeringspladser i flere anlæg i Indre By, herunder et mindre antal pladser på Israels Plads. I så fald anbefaler vi, at man nøjes med at nedlægge parkeringspladser på Jarmers Plads samt langs facaden på Nørre Voldgade. Derudover kan man fjerne et passende antal parkeringspladser i Nørre Kvarter og andre steder i Middelalderbyen for dermed at gøre plads til flere cykelparkeringspladser, som der er hårdt brug for.

For både model 1 og 2 foreslår vi følgende:

  • At omdanne et passende antal almindelige parkeringspladser til håndværkerparkeringspladser, da det er et stort ønske for beboerne i Middelalderbyen. Det kunne man f.eks. gøre på Dyrkøb.
  • At nedlægge parkeringspladser i Linnésgade og Rømersgade for at skabe et grønt gadeforløb, der forbinder Ørstedsparken med Botanisk Have. Linnésgade og Rømersgade er også oplagte til placering af flere cykelparkeringspladser, da der i dag er store problemer omkring Torvehallerne.
  • At omlægge skråparkeringen i Nansensgade til parallelparkering, da det vil øge trafiksikkerheden væsentligt.
  • At nedlægge parkeringspladser i St. Kirkestræde og Lille Kongensgade for at skabe plads til cykelparkering.
  • At nedlægge parkeringspladser mellem Nørre Farimagsgade og Rømersgade for at skabe cykelparkeringspladser nær Torvehallerne.
  • At afspærre Krystalgade fysisk for biltrafik, f.eks. med pullerter, enten ved Nørregade eller Fiolstræde. Dette vil være hensigtsmæssigt i forbindelse med terrorsikring af synagogen, og det vil styrke den naturlige fodgængerforbindelse mellem Købmagergade og Fiolstræde. Såfremt gaden lukkes ved Nørregade kan busparkeringen og afsætningspladserne foran Sankt Petri-hotellet flyttes til Nørregade.

Vi glæder os til at indgå i den videre proces, og vi vil meget gerne være med til at føre borgerdialog om projektet, så snart det er muligt.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet

Videre proces

Intet

Beslutning

Taget til efterretning.
Til top