Brev til Københavns Politi om Ordensbekendtgørelsen
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg godkende henvendelsen til Københavns Politi om Ordensbekendtgørelsen og nattelivet i Indre By, der fremgår af løsningsafsnittet, idet spørgsmålene også sendes til Borgerrepræsentationen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen til orientering.
Problemstilling
Lokaludvalget behandlede i mødet den 8. november 2018 følgende medlemsforslag fra Hannibal C. Holt:
"Spørgsmål vedrørende til Københavns Politi vedrørende Ordensbekendtgørelsen
Jeg foreslår, at lokaludvalget beder Københavns Politi, om at besvare følgende to spørgsmål;
1) Hvordan fortolker Københavns Politi Ordensbekendtgørelsen, særligt dennes Kapitel 2, §3 og §4, og særligt i relation til støj fra byens natteliv?
2) Betragter Københavns Politi den nuværende tilstand i nattelivet, som acceptabel og i overensstemmelse med Ordensbekendtgørelsens hensigt?
Baggrund
På enhver given torsdag fredag og lørdag aften og nat, særligt i indre København, er der meget store menneskemængder i gadebilledet.
Mange er tydeligvis voldsomt berusede.
Disse mange mennesker opholder sig på fortove, gader og stræder. I visse kvarterer overtager og blokerer disse grupper mere eller mindre gaden, herunder også kørebanen. Skrigen, råben og anden støjende adfærd, er helt almindeligt i nattelivets gadebillede, og til væsentlig gene for omkringboende.
Områderne omkring Vestergade og Gothersgade, Illustrerer denne tilstand meget tydeligt.
På følgende link https://youtu.be/4C6l6W8Knj0 ses optagelse af tilstanden i Vestergade på en vilkårlig september aften i 2016. Forholdene har ikke ændret sig til det bedre siden da."
Lokaludvalget besluttede at bede formanden om en indstilling til lokaludvalgets møde den 13. december 2018 med forslag til en henvendelse til Københavns Politi om Ordensbekendtgørelsen og nattelivet i Indre By.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Københavns Politi:
"Som bekendt er beboerne i nattelivsområderne i Indre By generet af nattelivsgæsternes opførsel i gaderummene. På enhver given torsdag, fredag og lørdag aften og nat er der meget store menneskemængder i gadebilledet, og mange er tydeligvis voldsomt berusede. De opfører sig anderledes, end de formentlig gør til dagligt hjemme, hvor de bor, for nu at udtrykke det diplomatisk.
Beboerne i nattelivsområderne oplever, at Ordensbekendtgørelsens kapitel 2-4 ikke håndhæves af politiet. Vi beder derfor om en orientering om, hvordan politiet ser på situationen.
Vi vil sende jeres orientering til Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen, samt til Borgerrepræsentationen. For det er vigtigt for os, at embedsværket og beslutningstagerne i kommunen har et rigtigt billede af situationen, når der skal træffes (eller ikke træffes) beslutninger i forhold til nattelivet i vores bydel.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har godkendt brevet, sender sekretariatet det til Københavns Politi samt til Kultur- og Fritidsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Borgerrepræsentationen.
Formanden holder møde med politidirektøren medio januar 2019.
Beslutning
Ændringsforslag til det foreslåede brev til Københavns Politi:
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Marietta Bonnet om, at lokaludvalget nævner, at der i gadebilledet foregår salg og indtagelse af stoffer.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jan Frederik Hansen om at 2. afsnit indledes med: "Beboerne i nattelivsområderne oplever, at Ordensbekendtgørelsens kapitel 2-4 ikke håndhæves i tilstrækkeligt omfang af politiet."
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jan Frederik Hansen om, at 2. sætning i 2. afsnit formuleres som et oplæg til dialog med politiet.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Peter Stakemann om, at der skal en bemærkning ind om, at der er behov for en synlig indsats, som skaber tryghed og som har en præventiv virkning.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Ingolf Ibus om, at der skal en bemærkning ind om behovet for en mobil politistation.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lean Milo om, at der skal en bemærkning ind om behovet for kulturændringer.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Hannibal C. Holt om, at politiets ledelse skal gøre noget for, at håndhævelse af Ordensbekendtgørelsen får en større prestige i politiet.
Lokaludvalget godkendte henvendelsen til Københavns Politi om Ordensbekendtgørelsen og nattelivet i Indre By, der fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag, idet henvendelsen også sendes til Borgerrepræsentationen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen til orientering.