Mødedato: 13.12.2018, kl. 16:30
Mødested: Grundtvigstuen, Vartov, Farvergade 27

B-sag: Cykelgader på tværs af bydele

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal beslutte et svar til Amager Vest Lokaludvalg vedrørende et forslag om et cykelgadesystem på tværs af bydele.


Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender svaret til Amager Vest Lokaludvalg, der fremgår af løsningsafsnittet, vedrørende et forslag om et cykelgadesystem på tværs af bydele.

Problemstilling

Den 1. november 2018 skrev Amager Vest Lokaludvalg til de øvrige lokaludvalg i Københavns Kommune:

"I erkendelse af, at cykelstierne med hurtige ladcykler, knallerter, løbehjul, skatere og el-cykler er blevet utrygge, og at mange cykelstier ligger langs trafikerede/luftforurenede gader, har kommunen indført "cykelgader" i planlægningen.

En cykelgade er en gade, hvor der både færdes biler, cykler og fodgængere, men hvor de trafikale forhold er tilpasset cyklisternes behov eksempelvis via hastighedsbegrænsning for biler.

Teknik- og Miljøudvalget har imidlertid ikke fremlagt en samlet plan for cykelgader, og vi ved ikke hvor og hvornår den kommer.

Hvis lokaludvalgene skal være på forkant med udviklingen og få indflydelse må vi agere nu. Vi vedlægger en revideret plan af Dansk Cyklistforbunds forslag til cykelgader fra 1973. Den er stadig aktuel og kan danne baggrund for debat og måske samarbejde mellem lokaludvalgene.

Med venlig hilsen

André Just Vedgren

Formand for Amager Vest Lokaludvalg"

 

Dansk Cyklistforbunds forslag til cykelgader fra 1973 ses i bilaget.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget svarer:

"Tak for jeres brev af 1. november 2018 om etablering af cykelgader på tværs af bydele, baseret fra Cyklistforbundets forslag fra 1973. 

Der er sket meget på cykelområdet siden 1973: Der er blevet etableret et system af supercykelstier og cykelruter, ligesom der er langt flere kilometer cykelsti langs gaderne nu.  

Men der er behov for at se på, om der kan gøres mere og andet for at fremme cykeltrafikken i Københavns Kommune. Det deltager vi gerne i et samarbejde om. 

Vores udgangspunkt for samarbejdet er, at man så vidt muligt skal holde de forskellige trafikarter adskilt, hvorfor cykelruter i eget tracé må være vejen frem. 

Der bør især ses på, hvordan følgende strækninger kan optimeres for cyklister og/eller erstattes af cykelruter i eget tracé:

  • Nørrebro-Vendersgade-Nørregade-Rådhusstræde-Frederiksholms Kanal-Lille Langebro-Christianshavn/Amager
  • Østerbro-Søgaderne-Vesterbro/Axeltorv-området og videre ind i Middelalderbyen
  • Nørrebro/Frederiksberg-Gyldenløvesgade-H.C. Andersens Boulevard-Langebro-Amager
  • Nørrebro- Gothersgade-Nyhavn-Inderhavnsbroen-Christianshavn/Amager
  • Østerbro-Nyboderkvarteret-Gothersgade/Kgs. Nytorv-Middelalderbyen

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet svaret, sender sekretariatet det til Amager Vest Lokaludvalg samt til Cyklistforbundets Københavnsafdeling.

Beslutning

Udsat til lokaludvalgets møde den 10. januar 2019.
Til top