Borgerdialog om ny biblioteksplan
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg samarbejder med Kultur- og Fritidsforvaltningen og Østerbro Lokaludvalg om et borgermøde i januar 2019 om en ny biblioteksplan.
- at Indre By Lokaludvalg udpeger tovholdere til at planlægge borgermødet sammen Kultur- og Fritidsforvaltningen og tovholdere fra Østerbro Lokaludvalg.
- at Indre By Lokaludvalg drøfter hvilke grupper af borgere, der formentlig ikke deltager i borgermødet, som lokaludvalget og forvaltningen bør tage ud og tale med.
- at Indre By Lokaludvalg udpeger tovholdere til sammen med forvaltningen at tale med udvalgte grupper af borgere.
- at Indre By Lokaludvalg beslutter, om Indre By Borgerpanel skal stilles spørgsmål vedr. biblioteksplanen
Problemstilling
Da Københavns Bibliotekers nuværende strategi snart udløber, har bibliotekerne for nylig igangsat arbejdet med en ny biblioteksplan for 2019-2023. Kultur- og Fritidsforvaltningen ønsker at undersøge borgernes ønsker og behov i forhold til byens biblioteker sammen med lokaludvalgene. Blandt andet vil forvaltningen gerne have input til byens fysiske biblioteker, bibliotekernes digitale tilbud, hvordan man kan arbejde målrettet med læsning og litteratur, og hvordan man får skabt de bedste tilbud til børn og unge. Da der er tale om en overordnet plan for alle biblioteker i København, er forvaltningen primært interesserede i mere generelle ønsker til bibliotekerne, frem for specifikke ønsker til et konkret bibliotek.
Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at der i kommunen holdes fire borgermøder; et i hvert af områderne, som Kultur- og Fritidsforvaltningen administrativt er opdelt i. Det vil sige et møde i byområderne i henholdsvis Kultur N, Kultur S, Kultur V samt Kultur Ø. Indre By Lokaludvalgs område hører til Kultur Ø. Under Kultur Ø hører Hovedbiblioteket i Krystalgade, Østerbro Bibliotek på Dag Hammarskjölds Allé og Øbro Bibliotek på Jagtvej.
Da Kultur- og Fritidsforvaltningen også har et ønske om at få ikke-brugere af bibliotekerne i tale, foreslår forvaltningen desuden et samarbejde på tværs af byen mellem lokaludvalgene og Kultur N, S, Ø og V om at tage ud og tale med udvalgte borgere, eksempelvis børn, unge, ældre, borgere med anden etnisk herkomst eller andre, som lokaludvalgene ønsker inddraget.
Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår også, at man overvejer at gøre brug af lokaludvalgenes borgerpaneler.
Mulige temaer i en ny biblioteksstrategi
I en indstilling om proces for og indsatsområder i en ny plan for Københavns Biblioteker, som Kultur- og Fritidsudvalget tog stilling til den 19. september 2018, skrev Kultur- og Fritidsforvaltningen:
"På baggrund af en drøftelse mellem bibliotekslederne af mulige indsatsområder i en ny biblioteksstrategi, kan udvalget overveje nedenstående indsatsområder. Når indsatsområderne er fastlagt, vil det nærmere indhold under hvert indsatsområde blive udarbejdet i samarbejde med medarbejderne og med inddragelse af borgerne.
Børn og unge
Der lægges op til, at prioriteringen af børn og unge videreføres til en ny strategi, hvor der fortsat vil være fokus på tidlig læsefærdighed, herunder på børn, unge og børnefamilier samt samarbejdet med daginstitutioner, skoler, fritidshjem, klubber og ungdomsuddannelser.
Det fysiske bibliotek
Der lægges op til, at prioriteringen af det fysiske bibliotek fortsætter, da det stigende antal borgere, de slidte fysiske rammer, og den forholdsmæssigt lave tilfredshed med biblioteket som et rart og trygt sted, alle er indikationer på, at der bør arbejdes på en systematisk forbedring af de fysiske rammer på tværs af byen.
Det digitale bibliotek
Der lægges op til, at prioriteringen af det digitale bibliotek videreføres, idet der i den nuværende strategi arbejdes på at skabe en sammenhængende, sidestillet biblioteksoplevelse imellem det fysiske og digitale bibliotekstilbud. Arbejdet tager udgangspunkt i bibliotekernes materialer og formidlingen af dem i en række fælles digitale projekter på tværs af landets biblioteker, bibliotekerne i København og i samarbejde med andre relevante partnere.
Litteratur og læsning
Der lægges op til, at Københavns Biblioteker i fremtiden vil satse systematisk på læsefærdigheder og stimulering af læselyst på alle platforme, analoge såvel som digitale. Desuden kan det ske gennem et samarbejde med forældre, dagtilbud, skoler, læsekredse, skriveværksteder og andre relevante partnere.
Kvalitet frem for kvantitet
Der lægges op til, at bibliotekerne satser på færre, mere slagkraftige arrangementer og tiltag på tværs af byens biblioteker. Dvs. at man i højere grad udvikler koncepter, som henvender sig til et større publikum, kan gentages på samme bibliotek eller afholdes på forskellige biblioteker i byen.
Brugerbehov i centrum
Der lægges op til at arbejde systematisk med at opnå et større kendskab til bibliotekernes brugere og potentielle brugere for at kunne tilpasse bibliotekernes services og ydelser til københavnernes behov. Det vil ske ved at have et ”udefra og ind” perspektiv, hvor brugerne er i centrum og ved at praktisere en mere systematisk og strategisk anvendelse af brugerdata.
Strategiske partnerskaber
Der lægges op til, at Københavns Biblioteker i endnu højere grad end i dag indgår strategiske partnerskaber med relevante aktører. Det kan være med daginstitutioner og skoler, med større kulturinstitutioner som DR og museerne, eller det kan være med mindre lokale foreninger og virksomheder, der spiller en stor rolle i bibliotekernes lokalområde, hvor de kan være med til at skabe en stærk lokal forankring og synlighed for alle borgere, herunder også borgere med særlige behov."
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget samarbejder med Kultur- og Fritidsforvaltningen og Østerbro Lokaludvalg om et borgermøde i januar 2019 om en ny biblioteksplan. Endvidere foreslår formanden, at lokaludvalget drøfter hvilke grupper af borgere, der formentlig ikke deltager i borgermødet, som lokaludvalget og forvaltningen bør tage ud og tale med. Endelig foreslår formanden, at lokaludvalget beslutter, om Indre By Borgerpanel skal stilles spørgsmål om den nye biblioteksplan.
Lokaludvalget skal udpege tovholdere til opgaverne.
Økonomi
Kultur- og Fritidsforvaltningen betaler lokaleleje og forplejning til borgermødet.
Videre proces
Lokaludvalgenes sekretariater har den 20. december 2018 møde med Kultur- og Fritidsforvaltningen, hvor der bliver samlet op på lokaludvalgenes beslutninger.
Lokaludvalget er sammen med Kultur- og Fritidsforvaltningen og Østerbro Lokaludvalg vært for et borgermøde i januar 2019 om en ny biblioteksplan.
Lokaludvalget bliver hørt i april/maj 2019 om biblioteksplanen.
Beslutning
- Lokaludvalget besluttede at samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen og Østerbro Lokaludvalg om et borgermøde i januar 2019 om en ny biblioteksplan.
- Lokaludvalget udpegede Marietta Bonnet og Kjeld A. Larsen til at planlægge borgermødet sammen Kultur- og Fritidsforvaltningen og tovholdere fra Østerbro Lokaludvalg.
- Lokaludvalget drøftede hvilke grupper af borgere, der formentlig ikke deltager i borgermødet, som lokaludvalget og forvaltningen bør tage ud og tale med. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
- Bibliotekerne er ved at udvikle sig til kulturhuse.
- Bibliotekerne er blevet professionaliseret og har overtaget funktioner, som før lå i foreningsregi, fx foredragsarrangementer.
- Hovedbiblioteket er en varmestue. Skal det være det?
- Hovedbiblioteket har juridisk rådgivning, hvilket hører hjemme på et bibliotek.
- På forslag fra Bent Lohmann besluttede lokaludvalget at svare Kultur- og Fritidsforvaltningen, at det tager stilling til ønsket om at benytte Indre By Borgerpanel til en spørgeskemaundersøgelse vedr. biblioteksplanen, når det har set spørgsmålene.