Retningslinjer for støtte til aktiviteter i Indre By
Indstilling og beslutning
1. at Indre By Lokaludvalg drøfter retningslinjerne for støtte til aktiviteter i Indre By, der fremgår af løsningsafsnittet.
Problemstilling
Løsning
"Retningslinjer for støtte til aktiviteter i Indre By
Ansøgningsfrister
Lokaludvalget behandler puljeansøgninger i lokaludvalgets møder i januar, marts, maj, september, november. Ansøgningsfristen er den 7. i måneden før, man ønsker ansøgningen behandlet. Dvs. at fristerne er 7. december, 7. februar, 7. april, 7. august og 7. oktober.
Krav til ansøgningen
Ansøgere skal benytte lokaludvalgets ansøgningsskema. Med ansøgningen skal der være et budget med en opgørelse over forventede udgifter og indtægter. Ansøgere skal ikke vedlægge uddybende bilag til ansøgningen, da lokaludvalgets beslutning om støtte alene sker på grundlag af ansøgning og budget.
Støttens størrelse
Som udgangspunkt støtter Indre By Lokaludvalg med max. 50.000 kr. Lokaludvalget støtter som regel en aktivitet i sin helhed, men kan også støtte enkelt-elementer i ansøgningen, fx annoncering af aktiviteten.
Overordnet ramme for lokaludvalget støtte
Indre By Lokaludvalg støtter tværgående, bydelsrelaterede, dialogskabende og netværksdannende aktiviteter henvendt til Indre Bys borgere og brugere. Det kan fx være borgermøder, oprettelse af hjemmesider, rundvisninger, ture, opførelse af teaterstykker, koncerter, udstillinger, performances, idræt, oplæsninger, gadefester og anderledes former for brug af byrummet. Fantasien kender ingen grænser, men:
- Arrangøren af aktiviteten skal være hjemmehørende i Indre By Lokaludvalgs område
- Aktiviteten skal foregå i Indre By Lokaludvalgs område
- Aktiviteten skal offentliggøres og være offentligt tilgængelig. Dvs. at lokaludvalget ikke støtter aktiviteter, der henvender sig til en lukket kreds. I udgangspunktet støtter lokaludvalget heller ikke aktiviteter, hvor der tages entré. Ud fra en konkret vurdering vil lokaludvalget dog kunne støtte aktiviteter med en entré på op til 50 kr.
- Aktiviteten skal i hovedsagen baseres på frivillige kræfter. Dvs. at lokaludvalget ikke støtter aktiviteter, hvor løn og honorarer efter lokaludvalgets vurdering udgør en væsentlig del af aktivitetens udgiftsbudget.
- Med hensyn til aktiviteter i byrummet, skal der i ansøgningen redegøres for, dels hvordan der ryddes op og dels for i hvilken grad i øvrigt, at aktiviteten er til gene for de omkringboende.
- Lokaludvalget giver ikke støtte til aktiviteter, hvor hovedsigtet er at tilgodese erhvervsvirksomhed.
- Lokaludvalget giver ikke støtte til drift af aktiviteter, dvs. at aktivteten skal afholdes inden for en given periode.
- Lokaludvalget støtter ikke aktiviteter, hvor der forekommer religiøs forkyndelse.
- Lokaludvalget støtter ikke aktiviteter, der er påbegyndt, når lokaludvalget skal tage stilling til ansøgningen.
Ramme for støtte i 2013 og 1. halvår 2014
I 2013 og i 1. halvår 2014 vil lokaludvalget især støtte aktiviteter, der understøtter Indre By Bydelsplan. Dvs. at i udgangspunktet skal aktiviteten have et indhold, der kan rummes inden for en af følgende kategorier:
- Flere muligheder for fællesskab
Her tænkes på aktiviteter, der underbygger tanken om, at Indre By skal være et sted, hvor man føler tilknytning til sin bydel og sit kvarter, har tillid til sine medborgere, og hvor man har rige muligheder for et berigende og socialt fritidsliv. - Særlige grupper
Her tænkes på aktiviteter for Indre Bys børn, unge, ældre og socialt udsatte. - Anderledes brug af bydelens byrum
Her tænkes på aktiviteter, som har til formål at vise, hvordan bydelens gader, parker, grønne oaser, søer og havneområder kan udvikles til spændende og berigende opholdssteder for bydelens borgere og brugere.
- Byliv i dagslys
Her tænkes på bylivsskabende aktiviteter, som understøtter Indre By som en levende bydel om dagen og tidlig aften, frem for om natten. Der tænkes også på aktiviteter, som skaber dialog om hvilken type af byliv, der ønskes i Indre By.
- Grøn og miljøvenlig bydel
Her tænkes på aktiviteter, som har til formål at sætte fokus på miljø, klima og trafik i en lokal kontekst. - Turistvenlig hovedstad
Her tænkes på aktiviteter, som har til formål at få Indre By til at fremstå indbydende og interessant for bydelens mange turister. - Borgerdialog om Indre Bys udvikling
Her tænkes på aktiviteter, der fremmer dialogen om Indre Bys udvikling, herunder også udviklingen på nattelivsområdet. Aktiviteten skal fokusere på Indre By og derfor støtter lokaludvalget ikke aktiviteter, der angår forhold i Danmark eller i hovedstadsområdet som helhed, ligesom lokaludvalget ikke støtter aktiviteter, der udelukkende skuer tilbage.
Egne projekter
Ud over en pulje til aktiviteter, som man kan søge om midler fra, har Indre By Lokaludvalg en pulje til Egne Projekter. Puljen er tiltænkt projekter, der etableres og drives af lokaludvalget.
Med jævne mellemrum vil lokaludvalget udbyde midler af puljen med henblik på at få ansøgninger fra ansøgere med de rette kompetencer til at løse en særlig opgave eller fokusere på et bestemt tema.
Borgere, foreninger, organisationer, netværk mv. er velkomne til at foreslå lokaludvalget et samarbejde om en given aktivitet, som i lokaludvalgets regi vil vær et ”Eget Projekt”. Man kan henvende sig til et af lokaludvalgets medlemmer med sådanne forslag. Man kan også henvende sig til lokaludvalgets sekretariat med forslaget. Sekretariatet vil da drøfte forslaget med lokaludvalgets formandskab, som kan beslutte, om forslaget skal videre til lokaludvalget.
Aflevering af regnskab
Lokaludvalget gør opmærksom på, at ansøgere, der får tilsagn om støtte fra lokaludvalgets pulje til en aktivitet, vil skulle aflevere et regnskab for anvendelsen af støtten senest 1 måned efter afslutningen af arrangementet / projektet, medmindre andet er aftalt med lokaludvalgets sekretariat. I udgangspunktet bortfalder tilsagnet om støtte, hvis den fastsatte frist for aflevering af regnskab ikke overholdes.
Afvisning af ansøgninger
Lokaludvalget har i sit møde den 19. september 2011 bemyndiget formanden til
- at afvise puljeansøgninger, der angår aktiviteter, som vil være afholdt, når lokaludvalget skal tage stilling til ansøgningen.
- at afvise puljeansøgninger, der er indkommet for sent i forhold til ansøgningsfristen.
Lokaludvalget orienteres om afvisningen."
I forhold til de nuværende retningslinjer
I de nye retningslinjer lægges der vægt på, at ansøgningerne skal knytte an til lokaludvalgets bydelsplan. Der ses her bort fra, om ansøgeren er kommunal eller privat - det er aktiviteten, som er vigtig.
Derudover lægges der vægt på, at ansøgeren har tilknytning til Indre By. Dvs., at kun borgere og foreninger med adresse i Indre By Lokaludvalgs område kan få støtte.
Endelig lægges der vægt på, at lokaludvalget kun giver støtte til aktiviteter, der foregår i Indre By Lokaludvalgs område. Fremover vil der ikke kunne gives støtte til aktiviteter uden for Indre By Lokaludvalgs område - dette, selv om ansøgeren oplyser, at der deltager borgere fra Indre By.
Økonomi
Det er sekretariatets opfattelse, at lokaludvalget hidtil har prioriteret borgerdialog højere end det at støtte andres aktiviteter. Dette er også kommet til udtryk ved budgetlægningen af lokaludvalgets puljemidler.
Videre proces
Sekretariatet annoncerer de nye retningslinjer.