Mødedato: 13.12.2012, kl. 17:00
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Ønsker til kommunens Budget 2014

Indre By Lokaludvalg skal beslutte ønsker til Københavns Kommunes budget for 2014.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
1. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger formanden til at sende ønskelisten til Københavns Kommunes budget for 2014, der fremgår af løsningsafsnittet, til medlemmerne af Borgerrepræsentationen.

2. at Indre By Lokaludvalg beslutter tre sager fra ønskelisten, som man ønsker at fokusere særligt på under budgetprocessen.

Problemstilling

Processen på Rådhuset for Budget 2014 starter nu. Hvis lokaludvalget ønsker indflydelse i processen, skal det byde ind med ønsker senest i januar 2013.

Løsning

Formandskabet foreslår, at lokaludvalget beslutter ønsker til kommunens Budget 2013, som kan sendes til Borgerrepræsentationens medlemmer samt til de forvaltninger, ønskerne angår. Ønskerne nedenfor er nogle af de ønsker fra ønskelisten til Budget 2013, som ikke blev taget med i budgettet, og ønsker, der er prioriteret i bydelsplanen.

Uopfyldte ønsker fra ønskelisten til Budget 2013:

1.      Skøjtebane

Med metrobyggeriet har Indre By de næste mange år mistet sin skøjtebane på Kgs. Nytorv, ligesom den på Havnegade er fjernet. En storby med respekt for sig selv bør have en centralt beliggende skøjtebane. Indre By bør have en, fordi bydelen er underforsynet med idrætsfaciliteter. Det kunne fx. være i gårdspladsen i Kunsthallen Charlottenborg, der er afskærmet mod vind. Her kunne man anlægge en CO2-neutral skøjtebane.

2.     
 Midlertidige byrum

I 2009 havde Teknik- og Miljøforvaltningen og Indre By Lokaludvalg godt gang i en borgerdialog om etablering af midlertidige byrum til erstatning for de, der midlertidigt forsvinder med etableringen af byggepladserne for ringmetroen.

Vi forestiller os en opgradering af eksisterende byrum til brug for fritidsaktiviteter, kunst og lignende.

For kommunen (og Metroselskabet) handler det om at vise borgerne, at man vil vende den ”negative” situation med de mange udgravninger etc. til noget positivt.

3.     
Metroforpladser

Der er en plan for, hvordan arealerne omkring de kommende metrostationer i Indre By skal udformes. Det er aftalt med Metroselskabet. Kommunen bør tænke videre og afsætte midler til forskønnelse og forbedring af den del af metroforpladserne, der ikke indgår i aftalen med Metroselskabet – og allerede i 2014 tage fat på at forskønne og forbedre, der hvor det er muligt, uden at genere metrobyggeriet.

4.     
Forgrønnelse

Med udgangspunkt i kommunens Klimaplan bør der afsættes midler i 2013 og årene frem til forgrønnelse af bygninger i Indre By. Forgrønnelsen kan tage noget af luftforureningen, ligesom den virker støjdæmpende. Endvidere vil det have en gavnlig effekt på absorbering at regnvand og dermed være medvirkende til mindre belastning af kloaksystemerne.

Vi forestiller os tre puljer:

1.   en pulje til forgrønnelse af kommunens egne bygninger i Indre By, som de stående udvalg kan trække på – vel først og fremmest Kultur- og Fritidsudvalget, eftersom de har Københavns Ejendomme under sig

2.   en pulje til forgrønnelse af statens bygninger i Indre By, som ministerierne og styrelserne kan søge om penge fra

3.   en pulje til forgrønnelse af egnede private bygninger, som private ejendomsejere kan søge om penge fra.

Et krav til de, der får forgrønnelsesstøtte, kunne være, at de skal benytte Miljøpunkt Indre By-Christianshavn som rådgivere, så kommunen har sikkerhed for, at forgrønnelsen fagligt er i orden. Hvis man tænker videre, kunne vilkår for støtten fastsættes af Miljøpunktet, ligesom sagsbehandlingen af ansøgningerne kunne foregå dér.

5.     
Storbyhaver

Med udgangspunkt i Teknik- og Miljøforvaltningens katalog ”Frivillighed i det fri” og Kultur- og Fritidsforvaltningens udkast til en revideret frivillighedspolitik foreslår vi, at der afsættes midler til udvikling af små haver i gaderummene, som borgere frivilligt er ansvarlige for sammen med kommunen.

Indre By Lokaludvalg er interesseret i at stå for grønne partnerskaber, som omtales i kataloget ”Frivillighed i det fri”.

6.     
Motion og idræt

Med udgangspunkt i kommunens Sundhedspolitik bør man i 2014 og årene frem afsætte yderligere midler til at forbedre vilkårene for motionister i Indre By, fx ved

 

at anlægge arealer i parker, ved Søerne og på havnefronten med udendørs motionsredskaber. 

at forbedre de stier, der er populære at løbe på: Eksempelvis kan underlaget på stierne rundt om Søerne trænge til en ”udjævning”. Endnu bedre ville det være, hvis stierne langs søgaderne blev ført under Kampmannsgade, Gyldenløvesgade, Nørrebrogade og Fredensgade, således at løbere ikke skal krydse de nævnte, meget trafikerede gader. 

at lukke en eller flere vejstrækninger – helt eller delvist – i weekenderne, således at de kan anvendes til rulleskøjteløb, skateboard, cykling, løb, stavgang osv. Det kunne f.x. være Søgaderne, Slotsholmen eller Dag Hammerskjølds Alle-Grønningen, man lukkede af. 

Der er afmærket en ½ maratonrute fra Indre By mod nordvest. Vi foreslår, at man i 2013 afmærker ½ maratonruten mod syd. Vi forstår, at afmærkningen er et projekt, forvaltningen har på tegnebrættet. 

Der etableres et vinterbadeanlæg et passende sted i Inderhavnen. I 2013 kunne man afsætte midler til projekteringen af det, så man har et grundlag for en borgerdialog om det.


7.      Forholdene for cyklister

Forholdene for cyklister

I vores dialog med borgerne om god cykelkarma har vi konstateret, at der er behov for trygge cykelstier. D.v.s. at på de mest befærdede strækninger skal cykelstierne være brede, og generelt skal der ikke anlægges cykelbaner, men cykelstier, så der sikres en adskillelse mellem de den motoriserede trafik og cyklisterne.

Vi kan endvidere se, at der er et stort behov for cykelparkering, særligt omkring metroudgravningerne og de øvrige anlægsarbejder i bydelen. Som det er nu, bliver cyklerne parkeret på må og få til gene for fodgængerne og de, der skal levere varer til butikkerne.

8. Støjhandlingsplan
Lokaludvalget foreslår Borgerrepræsentationen at iværksætte tiltag i medfør af kommunens støjhandlingsplan, fx at lægge støjdæmpende asfalt på veje og støjisolere boliger.

9. 
Forskønnelse af området omkring Søerne

Søerne er et markant og rekreativt område, ikke bare for Indre Bys borgere, men for hele København. Ud over de tiltag, der er nævnt ovenfor under ”motion og idræt”, ønsker vi at området skal udvikles så ophold ved og omkring Søerne bliver endnu mere attraktivt for alle. De midler, vi beder om at få afsat i Budget 2014 til en forskønnelse af området omkring Søerne, skal gå til borgerdialog og projektudvikling, således at man de følgende år kan gennemføre ideerne.

10.  Krydset Vendersgade /  Nansensgade

I fortsættelse af cykelgaden Nørrebrogade har Teknik- og Miljøforvaltningen anlagt en cyklsti hen til Vendersgade. Vendersgade er med andre ord blevet en hovedfærdselsåre for cyklister – både på papiret og ude i virkeligheden. Imidlertid har cyklisterne i Vendersgade vigepligt, når de skal krydse Nansensgade. Det giver farlige situationer, fordi cyklisterne ikke er opmærksomme på det. Vi beder derfor om, at vigepligten vendes og at krydset indrettes på de gåendes og de cyklendes præmisser.

Lokaludvalget har haft en dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om sagen. Teknik- og miljøborgmesteren skrev d. 4. november 2011 til lokaludvalget, at der foreligger et projekt for Vendersgade. Lokaludvalget beder om, at projektet tages op af skuffen, så det kan komme på anlægsplanen og så der kan gennemføres den fornødne borgerdialog om det.

Fra Bydelsplan 2013
11. Ufrivillig ensomhed blandt ældre
Lokaludvalget foreslår Sundheds- og Omsorgsforvaltningen at nedsætte en projektgruppe, som har til opgave at undersøge udbredelsen af og årsagen til ufrivillig ensomhed blandt ældre i Indre By, samt hvilke konkrete initiativer de ældre savner. Metoden for undersøgelsen skal være kvalitativt baseret og
have et antropologisk afsæt, som supplerer de eksisterende kvantitative undersøgelser.
Undersøgelsen kan eventuelt foretages i samarbejde med forskere eller studerende inden for sociologi, antropologi eller lignende, som for eksempel kan bidrage med overvejelser om nye typer parametre for måling af ensomhed - andre end man hidtil har anvendt. Derudover kan Ensomme Gamles Værn og Socialt Udviklingscenter SUS inddrages i undersøgelsen samt udvikling af metoder for implementering af tiltag. Projektgruppen skal udarbejde forslag til et par pilotprojekter med en opskrift på selvkørende, lokale interessegrupper for socialt interesserede ældre samt inspirationsforslag til frivillige aktiviteter drevet af ældre. Projektgruppens anbefalinger udarbejdes i samarbejde med det samarbejdsforum der er nedsat i forbindelse med projekt ”Aktiv hele livet” med repræsentanter blandt andet fra det lokale foreningsliv. Projektet forventes at tage cirka et halvt år at realisere. Derefter
følger eventuel realisering af pilotprojekter.

12. Opbevaringsbokse til hjemløse
Forslag går ud på, at etablere et såkaldt ”Locker Room”, hvor det er muligt for hjemløse at opbevare deres ejendele sikkert og dermed nedsætte de hjemløses risiko for røveri og tyveri. Et ”Locker Room” med ca. 100 aflåste bokse, også kendt fra svømmehaller, fitness-steder og banegårde, skal bemandes af en person, som også kan tilbyde rådgivning, for eksempel om muligheder for at få en fast bolig. Dermed kan projektet understøtte Københavns Kommunes hjemløse-strategi ved at få flere hjemløse fra gaden til egen bolig. Stedet bør være åbent et par timer om morgenen og igen om aftenen, hvor de vil have mulighed for at aflevere og afhente deres ting. Nøglen til skabet udleveres ikke, men lånes kun ud når man afleverer og henter sine ting, så den ansatte har ansvaret for nøglerne.

Projektet vil kunne dække et stort behov for mange hjemløse, da der ikke eksisterer lignende tilbud i Indre By. Kun ganske få steder, på enkelte herberger i andre bydele, er der mulighed for at opbevare sine ejendele sikkert. Hvad enten man overnatter på et herberg eller sover udenfor, vil man altid have personlige ejendele med sig, det kan f.eks. være pas, identifikationspapirer, lidt tøj eller en sovepose. Da der ikke findes mange opbevaringsmuligheder, er de hjemløse nødsaget til at medbringe det eller, som nogle vælger, at have gemmesteder rundt omkring i byen, hvor der er stor risiko for, at ejendelene bliver stjålet.

13. God nat i byen
Projektet går ud på at skabe et tværforvaltningsorgan, der håndterer nattelivsrelaterede problematikker: God Nat-sekretariatet. Sekretariatet skal bestå af en fast medarbejder samt
eventuelt studentermedhjælpere, som kan agere på tværs af forvaltningerne, således at der er én indgang for borgere, der oplever problemer relateret til nattelivet. Hovedopgaven for den faste medarbejder i God Nat-sekretariatet vil være

  • at skabe overblik over problemer og indsatsområder i nattelivet på tværs af Center for Miljø i Teknik- og Miljøforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Center for Sikker By i Økonomiforvaltningen. 
  • at trække en forbindelseslinje til Politiet samt til de involverede parter: Beboere, restauratører, andre lokale erhvervsdrivende og nattelivsgæster.
  • at være en officiel klageinstans i relation til nattelivet i Indre By, hvad enten det drejer sig om støj fra restaurationer, dvs. indefra (musik, maskiner, air condition, personale) eller nattelivsgæster
    på gaden, trafikale gener, manglende renhold m.m. 
  • at holde nogle faste møder på tværs af forvaltningerne samt med Bevillingsnævnet – med inddragelse af de klagende parter og restauratørerne. Den faste medarbejder, ”God Nat-manden” bør deltage som observatør på Bevillingsnævnets møder. 
  • at arrangere lokale dialogmøder mellem borgere, restauratører og eventuelt andre relevante parter: ”Nattelivstinget”.

Formålet er at skabe mere tryghed for beboere og evt. berørte erhvervsdrivende.

14. Begrænsning af nattelivstrafik
Projektet går ud på at begrænse nattelivstrafikken i Middelalderbyen ved at etablere taxiholdepladser i udkanten af værtshusområder kombineret med en shuttlebusordning, forbud mod taxi-tomkørsel i områderne og evt. lukning for biltrafik i et tidsrum. Nattelivstrafikken er en central kilde til nattestøj og – uro. Taxierne cirkulerer nemlig jævnligt (om ikke konstant) igennem de berørte kvarterer for at samle mulige kunder op. Nogle nætter, typisk (torsdag-)fredag-lørdag nat i tidsrummet 01- 05.30 består trafikken af ca. 80 procent taxier, der til og med dytter kraftigt, når de skal vente på, at en kollega samler folk op eller sætter dem af. Projektforslaget vil fjerne en del af støjen (horn, bildøre, skænderier om taxier, motorstøj) og den voldsomme nattetrafik i områderne og resultere i et mere fredeligt gadebillede. Derudover kan projektet bidrage til større sikkerhed for nattelivsgæsterne, der ofte færdes på samme arealer som bilerne. Ved at etablere mindre taxiholdepladser i udkanten af fest-områderne, har nattelivsgæsterne stadig mulighed for at finde en taxi inden for relativt kort afstand. Derudover kan taxiholdepladserne måske ligefrem gøre det lettere for kunder og taxier at finde hinanden, hvilket betyder at taxierne kan mindske spildt køretid.

Nattelivsgæsterne skal have god mulighed for at finde hjem, når byturen er ovre både via taxi og offentlig transport. Derfor skal der etableres en gratis shuttlebus-ordning, hvor en lille el-bus,
f.eks. 11A, samler nattelivsgæsterne op i Middelalderbyen og kører dem hen til et centralt knudepunkt for offentlig trafik, f.eks. til Hovedbanegården, Nørreport eller til taxiholdepladserne. Shuttlebus-ordningen skal i første omgang etableres som en forsøgsordning, der evalueres efter for eksempel et halvt års drift.

15. Bedre turistinformation i byrummet
Projektet går ud på at opsætte turistinformation i form af skilte i Indre Bys gader eller pladser. Informationen skal gøre det lettere for turister at se, hvad det er for bygninger og steder, de
befinder sig ved, og hvilken betydning disse har set i geografisk og historisk sammenhæng. Hovedformålet er at give turister en oplevelse ved selv at bevæge sig ud i byrummet, som de ikke
ville kunne få ved at søge på internettet, eller ved at slå op i en af de traditionelle turistguides eller rejsebøger.

16. Kulturhus for skoleelever i Indre By
Elevrådene i Indre By har tilkendegivet over for Indre By Lokaludvalg, at der er behov for et opholdssted efter skoletid særligt for de 13-16-årige elever. Opholdsstedet kunne have karakter af et kulturhus, som er målrettet unge, hvor der blandt andet er lektiecafe, men også et sted hvor man bare kan opholde sig efter skole og møde andre unge. De unge over 14 år har ikke noget sted at opholde sig efter skole, idet fritidsklubberne først åbner for unge over 14 år om aftenen. Derfor strejfer de som regel rundt i bydelens gader eller hænger ud på en café, berettede flere af de unge. Det er
imidlertid både en kold og dyr fornøjelse. Derudover synes der at være en tendens til at man i den aldersgruppe ikke kender børn/unge fra andre skoler end den man selv går på – også selvom man bor i samme kvarter. Et Børnekulturhus kunne skabe et fælles fristed for bydelens børn og unge, som kunne være med til styrke den lokale identitet og det sociale fællesskab på tværs af de institutionelle grænser. Børnene vil kunne udvide bekendskabskredsene og måske bruge hinanden bedre, og båndene mellem bydelens skoler vil kunne blive styrket. Udviklingen af et kulturhus for skoleelever skal ske på de unges præmisser. Lokaludvalget er sammen med en elevrådsrepræsentant ved at undersøge hvilken form, et sådant kulturhus kan have.

Lobby-strategi
Formandskabet foreslår, at lokaludvalget beslutter at fokusere særligt på tre sager fra ønskelisten under den forestående budgetproces. Lokaludvalget kan bl.a. med lobbyarbejde over for Borgerrepræsentationens medlemmer samt ved indgåelse af alliancer med andre aktører fremme de tre sager, man beslutter at fokusere på.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Formanden sender et brev om lokaludvalgets ønsker til kommunens Budget 2014 til Borgerrepræsentationens medlemmer samt til de forvaltninger, ønskerne angår.

Beslutning

  1. Lokaludvalget bemyndigede formanden til at sende ønskelisten til Københavns Kommunes budget for 2014, der fremgår af løsningsafsnittet, til medlemmerne af Borgerrepræsentationen, idet den suppleres med et ønske om, at Borgerrepræsentationen i 2014 afsætter midler til udvikling af en plan for trafikafviklingen i Indre By i 2019, når Cityringen er taget i brug.
  2. Lokaludvalget besluttede at man bl.a. med lobbyarbejde over for
    Borgerrepræsentationens medlemmer samt ved indgåelse af alliancer med andre aktører vil fokusere særligt på følgende tre temaer  
    under budgetprocessen:
    - Trafikafvikling i fremtiden, samt konkrete aktuelle problemstillinger som krydset Vendersgade / Nansensgade og nattelivstrafikken i Nørre Kvarter;
    -  Initiativer i forhold til nattelivet, der kan skabe mere tryghed for beboere og evt. berørte erhvervsdrivende.
    -  Kulturhus for skoleelever i Indre By

 

 

 

 

Til top