Mødedato: 13.11.2014, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Renoveringsplan for Østre Anlæg

Indre By Lokaludvalg skal beslutte en henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget om behovet for en renoveringsplan for Østre Anlæg.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Indre By Lokaludvalg godkender henvendelsen til teknik- og Miljøudvalget om behovet for en renoveringsplan for Østre Anlæg, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Byudviklingsgruppen har drøftet Østre Anlæg.

Løsning

Byudviklingsgruppen foreslår følgende henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget:
"Vi har nu fået åbnet den nye museumshave foran Statens Museum for Kunst. Vi har fået lanceret begrebet ”Parkmuseerne”.

Tæt på Statens Museum for Kunst ligger et andet af Parkmuseerne, Hirschsprung, placeret i Østre Anlæg. Østre Anlæg støder op til museumshaven og man kan frit færdes fra det ene anlæg til det andet. I modsætning til Museumshaven fremstår Østre Anlæg miserabel og det virker utrygt at færdes heri efter mørkets frembrud.

Området ud mod Sølvgade, der ligger direkte i forlængelse af Museumshaven, virker i den grad forsømt og i en sørgelig forfatning. Da det faldefærdige hegn på denne strækning ikke tjener noget formål, kan det uden videre helt fjernes og buskads kan udtyndes. Der er ikke nogen specifikke åbningstider for Østre Anlæg og ikke brug for hegn, låger eller andre specielle åbninger på denne strækning.

Grussti fra Statens Museum for Kunst til Hirschsprungske Samling kan passende forlænges, så den kommer til at gå helt frem til Hirschsprung og indgangen her. Med passende belysning langs stien, som kunne fremstå i forlængelse af museerne med træskulpturer mv., vil der kunne skabes langt større tryghed ved færden i dette område af Østre Anlæg efter mørkets frembrud.

Det berørte område af Østre Anlæg har været anvendt til arrangementer, hvor støjbelastningen har været relativ høj set i relation til forholdsvis få tilhørere, og hvor der har manglet plan for efterfølgende oprydning, hvilket har været til stor gene for naboerne til området.

En renovering af området vil samtidigt gøre det mindre attraktivt som festområde, og vil gøre det mindre egnet som overnatningssted for hjemløse, sådan som der er blevet rapporteret om.

Vi vil derfor bede Teknik- og Miljøudvalget om at udarbejde en renoveringsplan for området.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt henvendelsen, sender sekretariatet den til Teknik- og Miljøudvalget.
Sekretariatet vil endvidere orientere Økonomiforvaltningens Center for Sikker By om den oplevede utryghed i Østre Anlæg.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jens Erik Frandsen om, at henvendelsen skal gælde den sydlige ende af Østre Anlæg, dvs. området mellem Sølvgade, Den Hirschspungske Samling, voldgraven og Statens Museum for Kunst.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget i henvendelsen foreslår, at man fjerner hegnet ud mod Sølvgade og buskads i den sydlige ende af Østre Anlæg.

Lokaludvalget godkendte henvendelsen, der fremgår af løsningsafsnittet, med de ovennævnte tiltrådte ændringsforslag.
Til top