Mødedato: 13.10.2022, kl. 18:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

Idéfasehøring forud for miljøkonsekvensvurdering af Østlig Ringvej

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal godkende et høringssvar til Sund & Bælt vedr. idéfase forud for miljøkonsekvensvurdering af Østlig Ringvej.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Sund & Bælt vedr. idéfase forud for miljøkonsekvensvurdering af Østlig Ringvej, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

I perioden 5. september-31. oktober 2022 gennemfører Sund & Bælt en idéfasehøring forud for miljøkonsekvensvurdering af en Østlig Ringvej. Der er tale om en ny ca. 11 kilometer lang vejtunnel uden om København, som skal forbinde Helsingørmotorvejen i nord med Øresundsmotorvejen i syd. Hensigten med projektet er at forbedre fremkommeligheden i hovedstadsområdet og lede trafik uden om det centrale København. Den endelige linjeføring og konkrete udformning af en Østlig Ringvej er endnu ikke fastlagt.

I idéfasen har alle mulighed for at komme med idéer, forslag og synspunkter, der kan indgå i det videre arbejde. Forslag eller synspunkter kan handle om:

  • Særlige forhold, som Sund & Bælt skal være opmærksom på
  • Hvordan man kan begrænse eventuelle gener fra projektet
  • Andet, som man mener, er relevant for Sund & Bælt undersøgelser.

Miljøkonsekvensvurderingen skal belyse påvirkningen af en række forhold og indeholde forslag, der kan reducere disse påvirkninger. Det gælder for eksempel:

  • Befolkningen og menneskers sundhed
  • Den biologiske mangfoldighed (biodiversiteten) med særlig vægt på beskyttede arter og naturtyper
  • Jordarealer og jordbund
  • Vand, luft og klima
  • Materielle goder, kulturarv og landskab, samt
  • samspillet mellem disse miljøforhold 

 

Indre By Lokaludvalgs beslutning den 15. september 2022

I lokaludvalgets møde den 15. september 2022 blev lokaludvalgsmedlemmerne Kjeld A. Larsen, Peter Muschinsky og Lean Milo samt suppleant Christian Ege Jørgensen udpeget til at skrive udkast til høringssvar om Lynetteholm, metrolinje M5 og Østlig Ringvej med fokus på projekternes betydning for Indre By. 

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget godkender følgende høringssvar:

"Her er Indre By Lokaludvalgs input til idéfasehøring forud for miljøkonsekvensvurdering af en Østlig Ringvej:

Miljøvurderingen af anlægsfasen skal omfatte

  1. vurdering af, hvordan sundheden for Indre Bys beboere og luften i Indre By påvirkes af transport i og tæt ved Indre By af byggematerialer til sænketunnelen, idet vi formoder, at ikke alle byggematerialer sejles fra tunnelfabrikken på Lolland
  2. vurdering af, hvordan vandet i Inderhavnen påvirkes af etableringen af sænketunnelen.
  3. vurdering af, hvordan vandet i Inderhavnen påvirkes af etablering af en boret tunnel..

Miljøvurderingen af driftsfasen skal omfatte

  1. vurdering af, hvordan sundheden for Indre Bys beboere og luften i Indre By påvirkes af Østlig Ringvej uden forudgående trafiksanering i Indre By
  2. vurdering af, hvordan sundheden for Indre Bys beboere og luften i Indre By påvirkes af Østlig Ringvej med forudgående trafiksanering i Indre By i forskellige grader, fx. trafiksanering af Søgade-linjen, Farimagsgade-linjen, Voldgade-linjen og/eller Grønningen-St. Kongensgade/Bredgade-linjen
  3. vurdering af, hvordan sundheden for Indre Bys beboere og luften i Indre By påvirkes af Østlig Ringvej uden betaling for brug af vejen
  4. vurdering af, hvordan sundheden for Indre Bys beboere og luften i Indre By påvirkes af Østlig Ringvej med betaling for brug af vejen
  5. vurdering af, hvordan sundheden for Indre Bys beboere og luften i Indre By påvirkes af Østlig Ringvej uden en forudgående udvidelse af det offentlige transportnetværk i det østlige København
  6. vurdering af, hvordan sundheden for Indre Bys beboere og luften i Indre By påvirkes af Østlig Ringvej med en forudgående udvidelse af det offentlige transportnetværk i det østlige København, fx. en metroudbygning som M5.

Overordnet beder vi om,

  1. at der foretages en miljøkonsekvensvurdering af både en sænketunnel og en boret tunnel, særligt i forhold til havmiljøet
  2. at vurderingerne af driftsfasen tager udgangspunkt i trafiktal for 2022 og i begrundede estimerede trafiktal i 2035, 2050 og 2070, så de forskellige scenarier kan sammenlignes.
  3. at der for både anlægs- og driftsfasen vurderes på alle de forskellige alternativer til linjeføring for en østlig ringvej i sænketunnel.
  4. at klimabelastningen (CO2-belastningen) af både anlægs- og driftsfasen miljøvurderes 
  5. at vurderingerne af Østlig Ringvej tager udgangspunkt i at kommende bolig- og erhvervsområder i Østhavnen kan sammenlignes med Nordhavnen og ikke brokvartererne for så vidt angår boligpriser, pendlingsmønster osv.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
Indre By Lokaludvalg

Kopi sendt til Københavns Borgerrepræsentation"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Det fremgår af høringsmaterialet, at når miljøkonsekvensvurderingen er færdig, offentliggøres
undersøgelsens resultater og danner grundlag for en offentlig debat om projektets konsekvenser.

Den afsluttende offentlige høring om resultatet af miljøvurderingen varer mindst otte uger. Som en del af denne høringsfase afholder Sund & Bælt endnu et borgermøde, hvor miljøkonsekvensvurderingens resultater præsenteres. Når høringsperioden er afsluttet, samler Sund & Bælt høringssvarene, som derefter offentliggøres i et høringsnotat.

Gennemførelse af projektet forudsætter, at Folketinget vedtager en anlægslov efter miljøkonsekvensvurderingens afslutning. Efter vedtagelse af en sådan anlægslov og
bevilling af de nødvendige midler, følger detailprojektering, besigtigelse og evt. ekspropriation, efterfulgt af nogle års anlægsarbejde. Den endelige tidsplan vil blive beskrevet i
miljøkonsekvensvurderingen.

Bilag

0. Sund & Bælts hjemmeside om Østlig Ringvej:

https://oestligringvej.dk/

Beslutning

Lokaludvalget behandlede punkt 8 "Idéfasehøring forud for miljøkonsekvensvurdering af Østlig Ringvej" og punkt 9 "Idéfasehøring forud for miljøkonsekvensvurdering af Metrolinje M5" samlet.

 

  1. Lokaludvalget drøftede Østlig Ringvej" og Metrolinje M5. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
    • Det bør være muligt for lokaludvalget at udtale sig kritisk om planerne om Lynetteholm, Østlig Ringvej og Metrolinje M5.
    • 0-alternativet i miljøvurderingen er en fiktiv by på Vestegnen af samme størrelse, som man forestiller sig, at de nye byområder i Østhavnen skal udgøre. Det tages ikke i betragtning, at de to Østhavns-projekter Østlig Ringvej og Metrolinje M5 i sig selv er forbundet med store stigninger i CO2-udslip. Anlægget af de to projekter har også CO2-konsekvenser.
    • Lokaludvalget bør foreslå, at en uvildig uafhængig myndighed foretager en kvalitetsvurdering af miljøvurderingerne af Østlig Ringvej og Metrolinje M5.
    • Det nævnes ikke i høringsmaterialet, hvem der skal miljøvurdere Metrolinje M5.
    • Lokaludvalget kan udtrykke tilfredshed med planerne om Lynetteholm og Metrolinje M5 samt Østlig Ringvej, der vil lede trafik uden om Indre By.
    • En neutral instans bør se på, om det, der miljøvurderes, er det rigtige at vurdere.
    • Lynetteholm, Østlig Ringvej og Metrolinje M5 er vanvid i forhold til klimaet og trafikalt samt i forhold til placering af byggepladser.. Forudsætningerne for projekterne er skredet. Det bliver økonomisk dyrt. Befolkningsprognosen, der ligger til grund for projekterne, holder ikke. Det er skjult erhvervsstøtte.
    • Man burde se på, om der kan anlægges lightrail eller sporvogne i stedet for metro.
    • Lynetteholm, Østlig Ringvej og Metrolinje M5 skal bygges af beton, som er noget af det mest CO2-udledende.
    • Metrolinje M5 planlægges at skulle køre i højden på betonpiller. Men det fylder. Metrolinjen bør køre på jorden.
    • Der bør ikke være flere anlæg i parker. 
    • Det er fornuftigt at bygge en by på affaldsjord og dermed undgå at bygge på naturområder.
    • Trafikken skal helt væk fra byen.
    • Lynetteholm udbygges i faser. Der er affaldsjord nok.
    • Der bør være kanaler på Lynetteholm og der bør være en strand på både ydersiden og indersiden.
    • Der bør være en underjordisk cykelsti til Lynetteholm.
    • Der bør ses på, om en boret tunnel til Østlig Ringvej kan være et alternativ til en sænketunnel. Østlig Ringvej vil under Lynetteholm blive lagt i en boret tunnel.
    • Den samlede miljøpåvirkning af  Metrolinje M5 over jorden fra Amager til Nordhavn bør vurderes. Det gælder også støjpåvirkningen.
    • Et par år efter åbningen af en tunnel vil den samlede trafik stige.
    • En rapport viser, at 30% af jorden til Lynetteholm kommer fra Sjælland. Der er efterspørgsel efter jord mange steder. Om få år vil man skulle betale for at få jord til Lynetteholm.
    • Trafikberegningerne er modelberegninger med en base i 2035. Lokaludvalget bør efterspørge tal for, hvad den reelle trafikudvikling i forhold til nu vil være.
    • Der vil ret hurtigt opstå kapacitetsproblemer på vejnettet.
    • Fremfor at føre Metrolinje M5 omkring Kløvermarken, hvor ingen bor, bør den føres omkring Holmen, hvor der er beboelsesområder.
    • Lokaludvalget bør holde fast i løftet fra tidligere om, at med Østlig Ringvej vil der ske en trafikbegrænsning i Indre By.
    • Lokaludvalget kan være vært for et møde for alle lokaludvalg om mobilitetsmodellen, som kommunen arbejder med.


  2. Lokaludvalget bemyndigede Bent Lohmann til at skrive og sende et høringssvar til Sund & Bælt vedr. idéfase forud for miljøkonsekvensvurdering af Østlig Ringvej, baseret på forslaget i løsningsafsnittet i sagen "Idéfasehøring forud for miljøkonsekvensvurdering af Østlig Ringvej" og baseret på ovenstående bemærkninger, idet synspunkter for og imod Lynetteholm, Østlig Ringvej og Metrolinje M5 vil være repræsenteret i høringssvaret.

  3. Lokaludvalget bemyndigede Bent Lohmann til at skrive og sende et høringssvar til Økonomiforvaltningen vedr. idéfase forud for miljøkonsekvensvurdering af Metrolinje M5, baseret på forslaget i løsningsafsnittet i sagen "Idéfasehøring forud for miljøkonsekvensvurdering af Metrolinje M5" og baseret på ovenstående bemærkninger, idet synspunkter for og imod Lynetteholm, Østlig Ringvej og Metrolinje M5 vil være repræsenteret i høringssvaret.
Til top