Mødedato: 13.10.2022, kl. 18:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

Åben spørgetid

Under dette punkt har tilhørerne mulighed for at komme med forslag og stille spørgsmål til lokaludvalget. Der er afsat op til en halv time til spørgetiden. Når der ikke er flere spørgsmål, begynder lokaludvalgets ordinære møde.

Forudsat at lokaludvalget har godkendt forretningsordenen, som ses i punkt 2 på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 13. oktober 2022, har dem, der ønsker at komme med forslag eller stille spørgsmål til lokaludvalget, maksimalt 10 minutter til rådighed.

Beslutning

Vendersgade 13

Tre borgere orienterede om forholdene for beboerne i Vendersgade 13, efter at der er åbnet en bar i stueetagen. Baren giver støjgener op i lejlighederne, så beboerne ikke kan sove. Det er både støj inde fra baren og fra folk, der benytter barens udeservering. Beboerne har klaget og der har været afholdt dialogmøder med udlejeren. Beboerne har været i kontakt med Støjvagten, som ikke mener, at den har beføjelse til at gøre noget ved problemet. Problemet kan have at gøre med ejendommens beskaffenhed. Derudover er der et klimanlæg i gården, som så vidt vides er opsat uden tilladelse. Beboerne føler sig ikke trygge i deres dialog med ejerne af baren. De oplyste, at de også oplever støj fra andre barer omkring, hvor de bor.

Bent Lohmann svarede, at lokaludvalget vil spørge Teknik- og Miljøforvaltningen om, hvordan baren opfylder gældende regler, vilkår og krav og herunder om, hvordan Støjvagten har forholdt sig til klager, og om hvordan lejere af lejligheder er stillet i sådanne sager.  Han svarede videre, at lokaludvalget vil spørge Bevillingsnævnet, om gældende regler, vilkår og krav for barens bevilling er opfyldt. Derudover svarede han, at Miljøpunkt Indre By & Christianshavn kan måle støj i lejligheder. Endelig svarede han, at  beboerne bør dokumentere hændelsesforløbet, så der er noget konkret for lokaludvalget og forvaltningerne at forholde sig til. Beboerne skal klage til forvaltningerne over alt, hvad de mener, er en gene. Hvis beboerne mener, at forvaltningens klagebehandling er mangelfuld, kan de kontakte kommunens borgerrådgiver.

 

Seddeltrykkeriet i Nationalbanken

To repræsentanter for foreningen Seddeltrykkeriet orienterede om foreningens planer for den nordvestlige fløj af Nationalbanken samt Nationalbankens kælder. Nationalbanken skal gennem en gennemgribende renovering. Foreningen ønsker at åbne bygningen for københavnerne, mens renoveringen står på og også når Nationalbankens personale er tilbage i bygningen efter endt renovering i 2028. Foreningen har kulturelle kompetencer og vil bruge nordvest-fløjen og kælderen som mødested for kultur, værksteder, laboratorier og idræt samt kunst i skoleferierne. Derudover er der et konferencelokale, der kan udlejes. Godsbanen i Århus er en inspirationskilde.
Mht. idræt er foreningen opmærksom på, at der i København er forholdsvis lav deltagelse, bl.a. fordi der mangler idrætsfaciliteter i København. Derfor vil de bruge en stor del arealet til fysisk øvelse, hvis det kan lade sig gøre. De har ikke fået mulighed for at afprøve, hvordan den nordvestlige fløj og kælderen kan bruges. Stedet vil via foreningens vedtægter ikke kunne bruges til fester og natteliv.
I øjeblikket er foreningen rundt og efterspørge interessetilkendegivelser og ønsker en sådan fra lokaludvalget. Hensigten er at få ideen op på den politiske dagsorden.
Foreningen har fået tilladelse til at bruge Nationalbankens foyer i marts 2023 til debatarrangementer i anledningen af arkitekturåret. Her vil de fremme deres planer for Nationalbanken. Personkredsen bag foreningen Seddeltrykkeriet står også bag foreningen, som har Kulturtårnet på Knippelsbro. Her har de en udstilling om ideen med Nationalbanken.
Projektet, der ønskes etableret efter 2028, er lagt an på, at Københavns Kommune skal yde støtte. Pengene kan fx. komme fra Idrætsmilliarden. Stedet ligger centralt i København, hvilket alt andet lige vil give projektet en økonomi.

Hans-Henrik T. Ohlsen svarede, at han støtter projektet, fordi det vil indeholde idræt.

Michael Thorup svarede, at forsamlingshus-tanken bag projektet er interessant for beboerne på Gammelholm.

Bent Lohmann bad om et skriftligt oplæg om planerne, som lokaludvalget kan forholde sig til.

 

Hop on hop off-busser

En repræsentant for Stromma kommenterede på dagsordenens punkt 12 om køretilladelser til Hop on hop off-busser. Stromma ønsker direkte dialog i stedet for, at dialogen skal foregå via myndighederne. Stromma er i gang med den grønne omstilling af bus- og bådflåden, men løber i Danmark panden mod en mur pga. myndighederne. Hvis firmaet får køretilladelser på mindre end 5 år, er det pga. afskrivninger ikke godt for den grønne omstilling. Længden på køretilladelserne er årsagen til, at de kører med udtjente busser i København. Han gjorde opmærksom på, at konkurrenterne intet gør for den grønne omstilling.
Med hensyn til kørsel i Nørregade er der mangler vedr. de faktuelle forhold i sagsfremstillingen i sagen, som lokaludvalget skal tage stilling til. Busserne kører ikke op på kantsten og hvis de gør, skyldes det ulovlig parkering.
Stromma ønsker et godt miljø for byen, men ønsker også sikkerhed for sin forretning. Strommas virksomhed er kulturbærende og fortæller om København. Man slukker for højtalerne, når man kører eller sejler gennem områder, hvor man ved, det er generende med højtalerinformation til gæsterne. Hvis man oplever, at buschauffører eller bådfører ikke opholder reglerne, skal man kontakte Stromma. Der er konkurrence på markedet, men en anden vej at gå for myndighederne er at sende ruterne i udbud.

Steen Juhl Olesen svarede, at ved stoppestedet i Vester Voldgade ved Rådhuset holder busserne jævnligt i tomgang, hvilket giver luftforurening.

Bent Lohmann svarede, at turisttoget, der kører på diesel i Middelalderbyen, opleves som en provokation. Det er ikke en venlig opførsel. Lokaludvalget ønsker ikke hop on hop off-busser i Middelalderbyen. Lokaludvalget ønsker dialog, og lokaludvalget tager gerne imod en invitation til et møde. Han gjorde opmærksom på, at lokaludvalget ikke er blevet hørt om hop on hop off-bussernes ruter.

Hans-Henrik T. Ohlsen svarede, at det tilsyneladende handler om, at Stromma vil bevare et monopol ved fortsat at kunne tilbyde lave priser til sine gæster. Han oplyste, at der inden længe vil komme konkurrence på kanalrundfarten, idet et andet firma er på vej med el-drevne både.

Kren Nielsen svarede, at der er noget omkring det sagte om afskrivning, der ikke hænger sammen, når  busserne leases. Han svarede videre, at det ikke er ambitiøst nok, når Stromma i følge virksomhedens hjemmeside har et mål om 27% vedvarende energi i 2030 for driften af sine køretøjer. Endelig svarede han, at så vidt vides er Strommas aftale med By & Havn om kanalrundfarterne netop blevet forlænget med 15 år uden krav om grøn omstilling.

Det blev aftalt, at Stromma undersøger forholdet omkring afskrivning og leasing.

Til top