Mødedato: 13.10.2022, kl. 18:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

B-sag: Henvendelser til lokaludvalget, oktober 2022

Indre By Lokaludvalg skal tage håndteringen af henvendelser til lokaludvalget til efterretning.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden  lokaludvalgsmødet den 18. august 2022 til efterretning.

 

Problemstilling

Borgere har henvendt sig til lokaludvalget.

Løsning

1. Tårnuret på Nikolaj Kirke

Med mail den 12. august 2022 gjorde en borger opmærksom på, at tårnuret på Nikolaj kirke længe har stået stille.

Sekretariatet bad Kultur- og Fritidsforvaltningen svare.

Kultur- og Fritidsforvaltningen svarede den 18. august 2022, at uret har stået stille i omkring et år grundet en sætningsskade, som har umuliggjort at tilgå uret. Det skal trækkes op to gange ugentligt, så derfor er det gået i stå. Forvaltningen er ved at få udbedret skaden, og det forventes, at man kan få adgang til uret fra uge 39. Herefter vil det igen gå, så man kan holde øje med tiden.

 

2. Vendersgade

Med mail den 15. august 2022 gjorde en borger opmærksom på, at der i den nyanlagte Vendersgade skabes mange farlige situationer nu, fordi biler parkerer, hvor de ikke må, også selvom der er skiltet. Skiltningen med parkering forbudt fungerer ikke. 

Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen svare.

Teknik- og Miljøforvaltningen svarede den 26. august 2022, at efter ombygningen af Vendersgade er der etableret cykelzone i gaden. Der er endvidere læssezoner, hvor biler kan foretage af- og pålæsning.

Forvaltningen har for at give parkanter mulighed for at vænne sig til de nye forhold sat flyers under vinduesviskerne på biler, der ikke overholder den nye skiltning. Heri informeres om forholdene, og at der snart vil blive iværksat p-kontrol. Fra fredag den 19. august 2022 har forvaltningens parkeringsvagter pålagt afgifter til biler, der ikke overholder skiltningen.

 

3. Færdselsregler for cyklister

Med mail den 13. september 2022 orienterede en borger om de farlige situationer., hun dagligt ser, bl.a. med udenlandske turister, som lejer/ låner cykler. Der er ofte tale om el-cykler. 

Hun spurgte, om de kan få en kort introduktion til færdselsregler for cyklister i Danmark. Hun omtalte en folder, som ikke ser ud til at blive brugt.

Sekretariatet svarede den 19. september 2022, at lokaludvalget er opmærksom på turisternes adfærd på cykel i trafikken. Sekretariatet svarede videre, at for nogle år siden udgav lokaludvalget en folder med cykelregler, som blev en stor succes blandt turisterne. Teknik- og Miljøforvaltningen overtog ideen, men har, så vidt vides, ikke optrykt og uddelt folderen de seneste par år.

Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen svare. Svaret foreligger endnu ikke.

 

4. Cykelforbindelse til Refshaleøen

Med mail den 14. september 2022 spurgte en borger om, hvad status er på bydelsplanarbejdet for så vidt angår stillingtagen til hans forslag om en cykeltunnel og ikke cykelbro fra Langelinje-området til Refshaleøen.

Sekretariatet svarede den 19. september 2022, at lokaludvalget så småt er i gang med bydelsplanprocessen og oplyste, at den 5. oktober 2022 er lokaludvalget vært for et bydelsmøde om bydelsplanen. 

 

5. Henvisningsskilte til turistmål

Med mail den 15. september 2022 gjorde en borger lokaludvalget m.fl. opmærksom på skilte, som  vise vej til turistmål, som er flyttet, efter at skiltene er sat op. Han nævnte henvisningskiltningen i Gothersgade til Post & Tele Museet og Filmhuset som eksempler. Han bad om en opdatering af skiltningen.

Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen svare.

Teknik- og Miljøforvaltningen svarede den 19. september 2022, at forvaltningen kan foretage mindre justeringer af skiltningen indenfor forvaltningens årlige driftsramme. Det vil sige, at forvaltningen kan rejse væltede skilte eller ændre retning, hvis de af forskellige årsager er blevet drejet i forkert retning. Forvaltningen har praksis for, hvert år i forårsmånederne, at tilse skiltene og vil på denne baggrund have et øget fokus på dette.

Forvaltningen oplyste, at hvis der skal foretages større ændringer i skiltningen, vil det være nødvendigt, at der fra politisk side afsættes finansiering hertil.

Forvaltningen oplyste videre, at baggrunden for skiltene er, at Borgerrepræsentationen den 23. maj 2013 besluttede at give 1 mio. kr. til opsætning af skiltning for turister til Københavns kulturinstitutioner og attraktioner. Der blev i den forbindelse opsat skilte for det afsatte budget, men der blev ikke afsat midler til løbende opdateringer.

6. Telemast

Med mail den 16. september 2022 spurgte en borger om, hvorvidt lokaludvalget har kendskab til en sag om en telemast på ejendommen Teglgårdsstræde 3, som han har klaget over til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Sekretariatet svarede den 19. september 2022, at lokaludvalget ikke har kendskab til sagen.

 

7. Pladsen foran Krystallen (Nykredit)

Med mail den 16. september 2022 spurgte en borger om, hvorvidt  lokaludvalget kan hjælpe med at finde ud af, hvad der sker med pladsen mellem Krystallen og det nye Scandic Spectrum hotel, Kalvebods Brygge.

Borgeren skriver, at for ca. 5 år siden, inden hotellet blev bygget, var der en fin plads foran  Krystallen med stort rundt spejlbassin med lys og rindende vand, ligesom der på pladsen var rækker af springende vandsøjler med varierende højde. Nu er der blot det runde bassin, som kun fyldes, hvis det regner. Ingen pulserende springvand. Kedeligt og trist i forhold til tidligere, mener han.

Han spurgte om, hvorvidt det er kommunen, der skal tage sig af pladsen eller om det er det nye hotel eller Nykredit?

Han synes, det vil være flot, hvis man kunne få pladsen til at fungere som den gjorde tidligere.

Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen svare.

Teknik- og Miljøforvaltningen svarede den 4. oktober 2022, at springvandet på Under Krystallen ikke er kommunalt og at pladsen er privatejet. Det betyder, at forvaltningen ikke udfører driftsopgaver på hverken pladsen eller springvandet. Pladsen ejes af DADES Erhverv APS.

8. Lyskryds ved Østerport

Med en kontaktformular på kommunens hjemmeside den 19. september 2022, som blev stilet til Østerbro Lokaludvalg, foreslog en borger, at der i lyskrydset ved Oslo Plads- Østbanegade opsættes en grøn-pil for cyklister, idet der i forvejen er en grøn-pil for bilister. Hun gav udtryk for, at der må være tale om en forglemmelse, at der ikke er en grøn-pil for cyklister.

Østerbro Lokaludvalgs sekretariat foreslog borgeren at melde fejlen til Giv et Praj og gjorde samtidig opmærksom på, at krydset ligger i Indre By Lokaludvalgs område.

Indre By Lokaludvalgs sekretariat har spurgt Teknik- og Miljøforvaltningen, hvad forvaltningen har svaret borgeren. Der foreligger endnu ikke svar fra forvaltningen.  

 

9. Vejarbejde i Løvstræde

Med mails den 2. oktober 2022 orienterede en borger lokaludvalget om hendes henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen om et vejarbejde i Løvstræde, som startede i maj måned, men som endnu ikke nærmer sig en afslutning, fordi der ikke pågår arbejde. 

Hun oplyste, at der er udlagt metalplader på gaden, som larmer meget, når biler kører over dem. Det sker cirka hvert 5. minut på en søndag, selv om gaden er gågade.

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor.

Beslutning

Lokaludvalget tog håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden lokaludvalgsmødet den 18. august 2022 til efterretning.

 

Til top