Ændring af den kommunale renholdelsesordning af fortove
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg godkender henvendelsen til Teknik- og Miljøudvalget om ændring af den kommunale renholdelsesordning af fortove, der fremgår af løsningsafsnittet.
Problemstilling
En borger har gjort lokaludvalget opmærksom på følgende brev, dateret den 28. juni 2016, som han har modtaget fra Teknik- og Miljøforvaltningen:
"Teknik- og Miljøudvalget har d. 20. juni 2016 besluttet, at Teknik-og Miljøforvaltningen igangsætter en proces med henblik på at kunne fremlægge et forslag til beslutning til efteråret, om at medtage ukrudtbekæmpelse i den kommunale renholdelsesordning af fortove fra 1. januar 2017.
Partshøring
Du partshøres i medfør af forvaltningslovens § 19, stk. 1, hvorved du får lejlighed til, at komme med dine bemærkninger til den påtænkte ændring af den kommunale renholdelsesordning af fortove (fortovsordningen).
Lovhjemmel
Teknik- og Miljøforvaltningen har hjemmel i Lov om offentlig Veje (lov nr. 2014-12-27 nr. 1520) § 72, stk. 1 jf. § 64 stk. 1 jf. § 68 stk. 1, nr. 1) til at hjemkalde renholdelsesforpligtelsen fra grundejeren, og renholde fortove mod gebyr. I grundejernes renholdelsesforpligtelse jf. § 68 ligger også pligten til at fjerne ukrudt på fortove på offentlige veje.
Det betyder, at kommunen kan træffe afgørelse om, at den selv udfører en eller flere renholdelses opgaver på grundejernes vegne og for grundejernes regning. Herefter fordeles udgifterne for renholdelsen til de omfattede grundejere via et gebyr, som opkræves via ejendomsskattebilletten et år bagudrettet.
Begrundelse for ændringen
Fortovsordningen er et centralt element i arbejdet for målsætningen i Teknik- og Miljøforvaltningens vision ”Fællesskab København” om, at to tredjedele af københavnerne skal opleve København som en ren by i 2025. Oplevelsen af en renere by skaber et bedre byliv og livskvalitet samt en øget tryghedsfølelse.
Ukrudt opsamler meget snavs og affald, som besværliggør og mindsker effektiviteten i det kommunale fortovsrenhold. Grundejeren er forpligtet til at fjerne ukrudt, men det er forvaltningens oplevelse at mange grundejere ikke overholder forpligtelsen, hvorved ukrudtet når at vokse og sprede sig.
Ændringens betydning
Teknik- og Miljøforvaltningen har vurderet, at ukrudtfjernelse i fortovsordningen vil betyde følgende:
- En ensartet bekæmpelse af ukrudt på hele fortovsstrækningen frem for enkelte matrikler
- En mere effektiv renholdelse af fortovene
- Det samlede indtryk af gaderne vil opleves som renere, når ukrudtet bliver holdt nede
- En stigning i opkrævningen på 5,44 kr. (ekskl. moms) for fortovsrenhold pr. m2 pr. år
Priser uden ukrudtbekæmpelse 2017
A-gade renhold 165,45 pr. m2, pr. år (ekskl. moms)
B-gade renhold 124,81 pr. m2, pr. år (ekskl. moms).
Priser med ukrudtbekæmpelse
A-gade renhold 170,89 pr. m2, pr. år (ekskl. moms).
B-gade renhold 130,25 pr. m2, pr. år (ekskl. moms).
Areal
Dit fortov er opmål til 12 m2 A-gade renhold.
Priser
Din pris uden ukrudtbekæmpelse 1.985,40 kr. pr. år (ekskl. moms).
Din pris hvis der træffes afgørelser om medtagelse af ukrudtbekæmpelse 2.050,68 kr. pr år (ekskl. moms).
Frist for dine udtalelser
Dine eventuelle udtalelser til denne partshøring, skal være forvaltningen i hænde senest den 12. september 2016 og sendes til fortove@tmf.kk.dk påført ejendommens beliggenhed.
Høringssvarene vil blive forelagt Teknik og Miljøudvalget d. 10. oktober 2016.
Endelig beslutning
Hvis Teknik- og Miljøudvalgets træffer beslutning om at medtage ukrudtbekæmpelse i fortovsordningen, vil beslutningsforslaget blive forelagt Borgerrepræsentationen den 10. november 2016.
Såfremt Borgerrepræsentationen ligeledes vedtager forslaget om at medtage ukrudtbekæmpelse, vil fortovsordning med ukrudtbekæmpelse træde i kraft pr. 1. januar 2017 med opkrævning i 2018.
Når der er truffet afgørelse, om ukrudtbekæmpelse skal medtages i ordningen, vil du modtage brev herom. Du kan forvente at modtage brevet senest i december 2016.
Har du spørgsmål til ovenstående, kan du sende en e-mail til fortove@tmf.kk.dk"
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 20. juni 2016 i sagen "Evaluering af fortovsordningen - revideret indstilling" ses her: http://www.kk.dk/indhold/teknik-og-miljoudvalgets-modemateriale/20062016/edoc-agenda/9ca8e4ce-9b11-4f63-9bca-a65880de3aa7/cd501374-9aae-4120-8a70-e110afea9023
Fællesskab København ses her: http://www.kk.dk/artikel/f%C3%A6llesskab-k%C3%B8benhavn.
Løsning
Formanden foreslår følgende henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget:
"En borger har gjort Indre By Lokaludvalg opmærksom på et partshøringsbrev fra Teknik- og Miljøforvaltningen om ændring af den kommunale renholdelsesordning af fortove, som kan betyde, at kommunen vil overtage ukrudtsbekæmpelse på fortove. Det fremgår af brevet, at ændringen skyldes en beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 20. juni 2016 i sagen "Evaluering af fortovsordningen - revideret indstilling"
1. I indstillingen til Teknik- og Miljøudvalget kan vi læse, at forvaltningen har afholdt workshops med lokale almene boligselskaber, erhverv og andelsboligforeninger om forslag til justering af fortovsordningen.
Indre By Lokaludvalg mener, at ejerforeninger og beboerforeninger i Indre By samt Indre By Lokaludvalg burde have været inviteret til disse workshops, da en justering af fortovsordningen er af væsentlig betydning for Indre By.
Indre By Lokaludvalg beder om at få oplyst hvilke lokale almene boligselskaber, erhverv og andelsboligforeninger fra Indre By, der har været inviteret til de omtalte workshops.
2. Af indstillingen til Teknik- og Miljøudvalget fremgår det videre, at forvaltningen vil tage initiativ til årlige møder om fortovsordningen, hvor problemer med ordningen og nye ideer til udvikling af ordningen kan drøftes med interessenterne. På disse møder vil det også være oplagt at drøfte eventuelle forslag om at udvide eller tilbagerulle fortovsordningen for større eller mindre områder som helhed.
Hvem regner man for interessenter vedr. fortovsordningen?
3. Videre i indstillingen står der, at i grundejernes forpligtelse til at renholde fortovet i lov om offentlige veje, ligger også pligten til at fjerne ukrudt, men at det er forvaltningens oplevelse, at mange grundejere ikke overholder dette. Indre By Lokaludvalg beder om en konkretisering af oplevelsen for så vidt angår fortovene i Indre By.
4. I partshøringsbrevet til borgeren skriver forvaltningen følgende:
"Fortovsordningen er et centralt element i arbejdet for målsætningen i Teknik- og Miljøforvaltningens vision ”Fællesskab København” om, at to tredjedele af københavnerne skal opleve København som en ren by i 2025. Oplevelsen af en renere by skaber et bedre byliv og livskvalitet samt en øget tryghedsfølelse."
Men i "Fællesskab København" skriver man også, at målet for 2025 er, at 75% af københavnerne oplever København som en grøn by.
Endvidere skriver man i "Fællesskab København": "Naturen skal pible frem på steder, hvor man ikke forventer det, så vi får mange flere små pletter af levende grønt og blåt".
Og endelig skriver man i "Fællesskab København": Oplevelsen af at leve i en vibrerende storby opstår særligt i mødet mellem kontraster.(...). Derfor skal vi skabe grobund for, at byens forskelligheder kan træde endnu mere frem. København må gerne få mere kant"
Indre By Lokaludvalg mener derfor ikke, at styrkelse af ukrudtsbekæmpelse harmonerer med visionen i "Fællesskab København" om København som en grøn by med kant.
5. Ukrudt i fortovene medvirker til at holde på sandet mellem fortovsfliserne, til at nedsive regnvand og til at rense luften. Var det taget i betragtning, da man besluttede at ændre renholdelsesordningen?
6. I indstillingen til Teknik- og Miljøudvalget skriver forvaltningen:
"Fra 2009 har forvaltningen gennemført målinger af renholdsniveauet, der viser, at der hvor forvaltningen renholder (fortovsordningen) ligger niveauet generelt omkring 4-4,5 på en skala fra 1-5, hvor 5 er bedst. Der hvor grundejerne renholder, ligger niveauet typisk på 3-3,5, og det var også tilfældet for forsøgsområderne."
Indre By Lokaludvalg beder om at få målingerne for Indre By.
7. I partshøringsbrevet skriver forvaltningen, at oplevelsen af en renere by skaber et bedre byliv og livskvalitet samt en øget tryghedsfølelse.
Det er Indre By Lokaludvalgs vurdering, at kommunens renholdelse af fortove ikke er tilstrækkelig. Alligevel viser kommunens "Tryghedsundersøgelse 2016", at så få som 0-5 % af beboerne i Indre By er utrygge. Se http://tryghedsundersogelsen.kk.dk/indhold/hele-k%C3%B8benhavn-0
Dette bekræftes af resultatet af Indre By Lokaludvalgs undersøgelse i juni 2016 af forholdene i Indre By, hvor 92 % af de 2.455 medlemmer af Indre By Borgerpanel, som besvarede undersøgelsen, angav, at de føler sig trygge i deres kvarter.
Indre By Lokaludvalg mener således ikke, at man generelt kan sige, at ukrudtsbekæmpelse giver et tryghedsløft.
Lokaludvalget beder derfor om en begrundelse for, hvorfor ændringen i renholdelsesordningen for fortove for så vidt angår ukrudt skal omfatte Indre By. Endvidere beder lokaludvalget om at få oplyst, hvilke gader i Indre By, ændringen berører.
Ovenstående kommentarer og spørgsmål skal ses på baggrund af, at Indre By Lokaludvalg er pålagt at stå for det lokale miljøarbejde i Indre By. Det kan være et irritationsmoment for nogle, når de vilde grønne planter snor sig op gennem de sirligt anlagte brosten og fortovssprækker. Men med miljøopgaven in mente er ukrudt i lokaludvalgets optik en del af naturens og hverdagens grønne billede. Det vokser, hvor der er jord og liv, og komplementerer gadebilledet med lys og farve, som giver struktur og æstetisk mening.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har besluttet henvendelsen, sender sekretariatet den til Teknik- og Miljøudvalget.
Beslutning
Lokaludvalget godkendte henvendelsen til Teknik- og Miljøudvalget om ændring af den kommunale renholdelsesordning af fortove, der fremgår af løsningsafsnittet.