Ny placering til Danmarksmonumentet / Guldbryllupsmonumentet
Indre By Lokaludvalg skal beslutte at foreslå Teknik- og Miljøforvaltningen at placere Danmarksmonumentet / Guldbryllupsmonumentet foran Tøjhusmuseet.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen at placere Danmarksmonumentet / Guldbryllupsmonumentet foran Tøjhusmuseet, jf. afsnittet "Problemstilling".
Problemstilling
Medlemsforslag fra Anton Skovle:
"Siden 1919 har Mor Danmark/Guldbryllupsmonumentet været forvist til Küchlers bastion i Østre Anlæg. Dette helstøbte og kunstnerisk gennemarbejdede udtryk for nationalromantik, som var stilarten da brokvarterene blev til, må omsider fortjene fremdragelse af glemslen. Udenlands er denne epoke forlængst taget til nåde efter funktionalismens nådesløse forkastelse af den. Eksempelvis i München med den store kvindeskulptur Bavaria.
I Danmark opstod guldaldermalerne som reaktion på tab af Norge og statsbankerot. Nationalromantik blev til efter tabet af Sønderjylland, Holsten og Lauenburg. Mor Danmark figuren betoner med overflødighedshorn og løver i skjold småstatens ret til eksistens og velstand - hvad udad tabes skal indad vindes - og ved relieffer det nu demokratiske kongedømmes sans for at skabe internationale kontakter via ægteskab.
Siden Istedløvens overførsel til Flensborg kirkegård - efter 70 år foran Tøjhus og Kgl Bibliotek - er havnefronten tilføjet voldsomme moderne bygninger. Pladsen hvor løven stod ville meningsfuldt styrkes ved anbringelse af Guldbryllupsmonumentet her. Det ville med sin størrelse og stil give pladsen karakter og betone det historiske, ligesom det ville bremse de bronzetyverier monumentet allerede har været udsat for, samt vise turisten at der var en tid før modernisme og minimalist-design!"
Sagen var på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 16. august 2018, hvor den blev udsat.
Løsning
Beskrivelse af monumentet fra Facebook:
"Gemt væk i en lille lund i Østre Anlæg i København – ud mod S-togsbanen, står Danmarksmonumentet. Det er et stort skrummel af et mindesmærke lavet i anledning af Christian IX og dronning Louises guldbryllup den 26. maj 1892.
Monumentet var skabt af billedhuggeren Louis Hasselriis (1844-1912). Fra starten var monumentet gammeldags og overlæsset – og det blev aldrig populært. Kunstverdenen mente at det var en skandale – og at det ikke var kunst. I 1919 blev det gemt væk på sin nuværende placering, hvor der nu er opstillet borde og bænke, så man kan holde grillfester her."
Formanden foreslår, at lokaludvalget bemyndiger ham til at foreslå Teknik- og Miljøforvaltningen at flytte Danmarksmonumentet / Guldbryllupsmonumentet fra Østre Anlæg til pladsen foran Tøjhusmuseet med den argumentation, der fremgår af medlemsforslaget ovenfor.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Formanden foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen at flytte Danmarksmonumentet / Guldbryllupsmonumentet fra Østre Anlæg til pladsen foran Tøjhusmuseet med den argumentation, der fremgår af medlemsforslaget ovenfor.
Beslutning
På forslag fra Gunna Starck stemte lokaludvalget ved navneopråb om, hvorvidt lokaludvalget skal foreslå Teknik- og Miljøforvaltningen at placere Danmarksmonumentet / Guldbryllupsmonumentet foran Tøjhusmuseet, jf. afsnittet "Problemstilling".
For stemte 12 lokaludvalgsmedlemmer:
Anton Skovle, Jens Erik Frandsen, Sally Mountfield, Lars Vedel Jørgensen, Kjeld A. Larsen, Niels Kongshaug, Bent Lohmann, Ingolf Ibus, Lean Milo, Hans-Henrik T. Ohlsen, Jep Loft og Jens Andersen Vexø.
Imod stemte 5 lokaludvalgsmedlemmer:
Susan Brinck, Gunna Starck, Steen Juhl Olesen, Lise Smørum og Ole Bang.
2 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme:
Jan Frederik Hansen og Hannibal C. Holt.
Dermed havde lokaludvalget besluttet at foreslå Teknik- og Miljøforvaltningen at placere Danmarksmonumentet / Guldbryllupsmonumentet foran Tøjhusmuseet, jf. afsnittet "Problemstilling".