Mødedato: 13.08.2020, kl. 18:30
Mødested: Store Sal i Vartov, Farvergade 27

Status på anvendelsen af byrummene i Indre By

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal drøfte anvendelsen af byrummene i Indre By og beslutte initiativer i forhold hertil.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter den nuværende situation i Indre Bys byrum.
  2. at Indre By Lokaludvalg drøfter og beslutter, om det skal tage initiativer i forhold til
  • turismen
  • nattelivet
  • restaurationslivet
  • udeserveringer
  • partybusser
  • handelslivet
  • borgernes anvendelse af parker, grønne områder og andre rekreative offentlige arealer

i Indre By. Drøftelsen og beslutningerne kan tage udgangspunkt i henvendelserne, der er omtalt i afsnittet "Problemstilling". Drøftelsen og beslutningerne kan både angå initiativer under corona-krisen og initiativer, der retter sig mod tiden efter corona-krisen.

    3. at Indre By Lokaludvalg holder et dialogmøde med ejeren af Soundboks, jf. afsnittene om
Soundboks under "Problemstilling" og "Løsning".

    4. at Indre By Lokaludvalg udpeger tovholdere til sammen med sekretariatet at planlægge og gennemføre en borgerpanelundersøgelse om borgernes erfaringer med, at nattelivsstederne skal lukke kl. 24 under coronakrisen.

Problemstilling

Under corona-nedlukningen marts-juni 2020 var der stort set ingen turister i Indre By. Nattelivet og restaurationslivet eksisterede nærmest ikke, ligesom handelslivet var voldsomt påvirket. Indre By var stille og uden liv. Det blev af nogle taget som en positiv oplevelse, mens det var en skræmmende oplevelse for andre; ikke mindst fordi de tomme byrum var et udtryk for de store økonomiske konsekvenser, som nedlukningen havde for borgere og virksomheder.

Livet i Indre By er så småt tilbage, men turismen er fortsat på et minimum og forventes ikke foreløbig at komme op på det niveau, den var på før corona-krisen. Nattelivet er fortsat underlagt restriktioner, men det drøftes politisk, om der skal lempes på restriktionerne. Restauranter, cafeer mv. kan holde åbent, men med afstandskrav. For at hjælpe dem økonomisk, har kommunen lempet på reglerne for udeservering frem til den 1. oktober 2020. I øjeblikket drøftes det politisk, om lempelserne vedr. udeservering skal være permanente, så fx. parkeringspladser kan anvendes til udeserveringsareal i sommerhalvåret.

Det fremgår af medierne, at i godt vejr rykker selskabeligheden og nattelivet udendørs til bl.a. Amager Fælled, Islands Brygge og Nørrebroparken, hvilket har afstedkommet mange klager fra beboere, ligesom det har været kommenteret politisk. Kongens Have har ligeledes lagt græs til selskabelighed, hvorfor Slots- og Kulturstyrelsen har måttet ændre på havens åbningstid. Partybusserne er også begyndt at køre igen.

Formanden har i medierne argumenteret for, at man skal gribe chancen og omkalfatre nattelivet, så det starter og slutter tidligere på aftenen/natten. Men det kræver en kulturændring, som der skal  være politisk opbakning til og som ejerne af nattelivsvirksomhederne skal deltage i. I bilaget ses pressemeddelelsen, som formanden udsendte den 2. juli 2020. 

 

Luk barerne ved midnat

To borgere fra Gothersgade skrev den 8. juli 2020 til lokaludvalget:

"Kære Bent Lohmann

Tak for et fantastisk godt forslag om at lukke barerne ved midnat.

Det kunne give en helt anden indre by  -  uden vold, druk og stoffer.

Hvis så også, 7-Eleven, Netto, samt andre butikker og kiosker lukkede for salg af alkohol kl. 21.00, ville det uden tvivl mindste drikkeriet og uroen.

Det er vigtigt for beboernes daglige liv, at nattesøvnen er sikret, hvad der ikke er tilfældet nu.

Drukkulturen kunne dermed blive ændret. Man kunne starte tidligere på aftenen og slutte tidligere.

Vi er mange, der er enige med dig."

 

Barerne ud af byen!

Med ovennævnte overskrift skrev to borgere fra Nyhavn den 24. juli 2020 til lokaludvalget: 

"Hen over sommeren har Københavns natteliv været til debat i samtlige medier. Anledningen har ofte været de vilde fester med høj musik og støjende adfærd til stor gene for de omkringboende, og som har efterladt mange rekreative områder i et kaos af affald og knuste flasker. Corona krisen, de aflyste festivaler og udskudte ferierejser er ofte anført som årsag.

Men i realiteten er meget af dette kun symptomer på, at København igennem en årrække har udviklet sig til én stor partyzone plastret til med barer og diskoteker. Der var tumult og vold i gaderne før Corona epidemien, og det vil kun tage til, når epidemien en dag er bag os, og restriktionerne dermed ophæves.

Københavns Kommunes bevillingspolitik er som bekendt den direkte årsag til denne situation. Som beboere føler vi os tilsidesatte og magtesløse. Tilmed virker håndhævelsen af myndighedsfunktioner på området fuldstændig fragmenteret og ukoordineret. Flere kontorer i kommunen har opgaver på området uden at være i dialog for eksempel omkring rammer for udeservering. Der er kun meget få ressourcer til nogen form for kontrol.

Nogle politikere udtaler, at de unges dårlige opførsel i det offentlige rum skyldes, at barer m.v. skal lukke kl. 24. Som nævnt er det en forkortet argumentation uden nogen form for belæg.

Tværtom er der behov for at fastholde restriktioner omkring nattelivet med fastholdelse af nedlukning kl. 24, indføre et moratorium for bevillinger og iværksætte en proces for en fuldstændig revurdering af rammerne for nattelivet i Københavns Kommune. Selv er vi netop blevet naboer til en ny støjende bar, som uden videre og uden inddragelse af beboerne i gaden er blevet udstyret med en 8-årig bevilling!

Vi er opmærksomme på, at Lokaludvalget har haft møde med kultur- og fritidsborgmesteren. Vi har også noteret os, at Lokaludvalget i sit seneste referat som løsning har besluttet sig for at bidrage til en kampagne til 280.000 kr. omkring ”J-dag”. Vi læser også, at Lokaludvalget selv er på det rene med, at dette er klart utilstrækkeligt for at opnå nogen længerevarende effekt.

Vi opfordrer Indre Bys Lokaludvalg til at tage anderledes hårdt fat og gå i dialog med andre lokaludvalg og Københavns Kommune om behovet for en helt ny politik og en ny bevillings-  og myndighedspraksis på området:

  1. Når det igen bliver muligt, bør der gennemføres borgerhøringer i alle de berørte bydele om behovet for regulering af nattelivet i København
  2. Københavns Kommune bør redegøre for sin politik, organisation og praksis på området for bevillinger og dokumentere sin kontrol på området. Lukketheden omkring beslutninger bør ophøre, jvf. artikler i Berlingske Tidende, og omkringboende borgere bør altid inddrages i beslutningsprocesser om (gen-)bevillinger mv.
  3. Nattelivets omfang og konsekvenser for byen og dens beboere bør kortlægges i en uafhængig analyse, som samtidig bør komme med forslag til styrket regulering af området, herunder bedre adgang til fratagelse af bevillinger og gennemførelse af straks påbud
  4. En idé kan være at indføre en slags ”kørekort” for barer og diskoteker, som inddrages efter 3 ”klip”
  5. Københavns Kommune bør tage initiativ til etablering af koordinerede funktioner med andre myndigheder for at skabe bedre muligheder for indgreb mod overtrædelser og de mange forskellige typer af ulovligheder og kriminalitet, som desværre er tæt knyttet til nattelivet
  6. Af samme grund vil det være hensigtsmæssigt at få belyst ejerforhold omkring barer og diskoteker
  7. Adgangen til akut indgriben bør styrkes med bemandede funktioner og kontaktpunkter i hele det relevante tidsrum – Kommunen må ophøre med at skyde ansvaret over på et allerede overbebyrdet Politi
  8. Kommunen bør igangsætte en indsats i forhold til ungdomsuddannelser mv. for at imødegå den kultur som gør danske unge til verdensmestre i druk, samt gribe ind over for salg af varer med alkohol fra butikker senest fra kl. 22.

Vi håber, at Indre Bys lokalråd vil drøfte de ovenstående forslag og i mellemtiden gøre alt, hvad der er i jeres magt for at forhindre at kl. 24-reglen forsvinder."

 

Bryggen for alle

Borgergruppen "Bryggen for alle" orienterede den 9. juli 2020 lokaludvalget om deres henvendelse til politidirektøren om støj og adfærd på Islands Brygge. Se henvendelsen i bilaget.

Borgergruppen skrev til lokaludvalget: 

"Kære Indre By Lokal Udvalg,

Vi ser frem til borgermødet om støj på Islands brygge, forhåbentlig om nogle uger (foreslået af Klaus Mygind)!

Indtil da har vi sendt vedlagte brev til Politidirektør Anne Tønnes, med kopi til overborgmester Frank Jensen – og nu også jer.

Med venlig hilsen - Bryggen for Alle"

 

Den 16. juli 2020 sendte borgergruppen noter fra deres møde den 15. juli 2020 med politiet til lokaludvalget - se bilaget. Borgergruppen skrev til lokaludvalget:

"For en ordens skyld får du / I også mine noter fra dialogmødet med politiet i går, som kommer til at udgøre vores fortolkning af ”svaret”. Vi aftalte, at politiet nu lukker sagen, så vi får ikke et officielt svar fra politidirektøren.

Jeg vil især henlede opmærksomheden på denne del af noterne:

Regler om støj i København:

Der er mange forskellige regler om støj i København. Der er statslige parker, som Kongens Have, kommunale parker, som noget af Havneparken, og rigtig mange private områder, som resten af Havneparken og Sandkajen. De har hver deres regelsæt. Det er ikke nemt at få overblik over reglerne, og der findes ikke en samlet oversigt, der er offentlig tilgængelig. Dvs. det kan være svært både for politi og borgere - såvel som turister og besøgende - at vide, hvilke regler der gælder hvor.

Forslag nr. 1: Kunne kommunen påtage sig opgaven at udarbejde en oversigt over støjregler i København? Se eks. hvordan Soundboks har gjort det: https://www.google.com/maps/d/viewer?mid=1izYD4NaHrO88tV97OkQJURgHCmZpFS5G&ll=55.64535818081714%2C12.583043949999979&z=11

Forslag nr. 2: Vil det være en hjælp at ensrette reglerne noget mere på tværs af byen? Eksempelvis at et sammenhængende område har de samme regler: A) Enten at forstærket musik er helt forbudt, eller B) hvis forstærket musik er forbudt i et tidsrum: at det er det samme tidsrum i hele byen, eks. fra 20-10, eller 18-12."

 

Soundboks

Det fremgår af medierne, at mange af klagerne vedr. selskabeligheden og nattelivet udendørs bl.a. på Amager Fælled, på Islands Brygge og i Nørrebroparken har handlet om høj musik fra musikanlæg. I medierne har der især været fokus på musikanlæg fra den danske virksomhed "Soundboks". Virksomheden har i medierne foreslået dialog med de unge om deres brug af musikanlæggene på offentlige arealer.

Lokaludvalgsmedlem Lean Milo har været i kontakt med ejeren af virksomheden. Lean Milo  foreslår, at lokaludvalget holder et dialogmøde med ejeren, fordi det er hans indtryk, at virksomheden ønsker at tage et ansvar for deres produkt og for deres kunders måde at bruge produktet på. 

 

Partybusser

En borger skrev den 2. juni 2020 til lokaludvalget:

"Kære Lokaludvalg

Jeg bor selv på Østerbro og har været i kontakt med Østerbro Lokaludvalg som anbefalede også at skrive til jer.

Selvom corona er en uønsket gæst, som vi havde været bedre tjent uden, så er der også positive effekter af den.

Én af dem er fraværet af partybusser. Er det muligt at der kunne arbejdes for, at når vi går "tilbage til normalen", så er partybusser en af de ting, der ikke vender tilbage?

Jeg har svært ved at forstå, hvilken myndighed der egentlig har ansvar for at partybusser er tilladt, men tænker at i sidste ende er det vel en politisk beslutning om man virkelig vil vedblive med at tillade en forurenende, uforsvarlig og særdeles støjende forretningsmodel, hvis positive sider er svære at se kan stå mål med dets negative."

 

Den 17. juni 2020 svarede Teknik- og Miljøforvaltningen:

"Tak for din mail til Indre By Lokaludvalg af den 2. juni 2020 vedrørende partybusser. Lokaludvalget har sendt din henvendelse videre til Teknik- og Miljøforvaltningen til bevarelse.

Som du jo selv nævner, skal vi nok til indstille os på, at partybusser er en af de ting, der vender tilbage efter Coronaåbningen.

Jeg kan oplyse dig om, at partybusserne er en af de ting i bybilledet, som Københavns Kommune har fokus på. Det har vi, fordi rigtig mange borgere retter henvendelse om støjgener fra partybusserne. Partybusserne er generelt et af de indsatsområder, som borgerne mener, at kommunen bør prioritere højt.

Dette kom senest til udtryk i forbindelse med et fællesarrangement i marts 2020 på Københavns Rådhus med deltagere af borgere i Indre By, restaurationsbranchen, Københavns Politi, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen. Det er således et emne, der kan komme i spil ved udvalgsbehandlingen af den kommende Restaurations- og Nattelivsplan, herunder overvejer kommunen, om man politisk vil rette henvendelse til Folketinget.

Partybusser er et område, som Københavns Kommune ikke har hjemmel i lovgivningen til at kunne stille meget op overfor. Partybusser reguleres nemlig (af Færdselsstyrelsen) gennem færdselsloven, og det er politiet der fører tilsyn med, om busserne er i lovlig stand og om der udskænkes drikkevarer osv.

Hvis der ikke foretages udskænkning eller lign. i partybussen, men gæsterne selv tager drikkevarer, er der ikke tale om restaurationsdrift, som er omfattet af restaurationsloven. Hvis der er tale om restaurationdrift med udskænkning, skal der indhentes alkoholbevilling hos Bevillingsnævnet i København. Bevillingsnævnets medlemmer er medlemmer af Borgerrepræsentationen og kan ses på: https://www.kk.dk/artikel/om-bevillingsnaevnet

Temaet vedrørende gener fra partybusser vil blive drøftet ved førstkommende fællesmøde mellem Bevillingsnævnet sekretariat, Københavns Politi og Teknik- og Miljøforvaltningen.

Du kan kontakte miljøsagsbehandler Carsten Rosenørn-Due, hvis du vil vide mere herom på mail: Carose@kk.dk eller telefon 26152976. "

 

Løsning

Situationen i Indre Bys byrum

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter situationen i Indre Bys byrum, som det ser ud lige nu, og på den baggrund drøfter og beslutter, om det skal tage initiativer i forhold til

  • turismen
  • nattelivet
  • restaurationslivet
  • udeserveringer
  • partybusser
  • handelslivet
  • borgernes anvendelse af parker, grønne områder og andre rekreative offentlige arealer

i Indre By.

Drøftelsen og beslutningerne kan både angå initiativer under corona-krisen og initiaitiver, der retter sig mod tiden efter corona-krisen.

Andre tiltag

  • Lokaludvalget besluttede den 25. juni 2020 at samarbejde med Sikker By i Økonomiforvaltningen om en kampagne vedr. nattelivet, som skal løbe af stablen senere i år. Lokaludvalget har nedsat en følgegruppe. Det forventes, at følgegruppen mødes med Sikker By ultimo august om udformningen af kampagnen.
  • Lokaludvalget besluttede den 25. juni 2020 at holde et borgermøde om nattelivet. Borgermødet holdes den 7. oktober 2020.

  • Lokaludvalget besluttede den 25. juni 2020 at oprette en hjemmeside med klagevejledning vedr. støj i byrummet.

  • Lokaludvalget besluttede den 25. juni 2020 at gennemføre en borgerpanelundersøgelse om, hvordan borgerne oplevede  fraværet af turister under nedlukningen af Indre By. Undersøgelsen er ikke sat i værk endnu.
  • I en anden sag på dagsordenen for lokaludvalgsmødet den 13. august 2020 er der lagt op til, at lokaludvalget drøfter læring af corona-krisen samt partybusser med teknik- og miljøborgmesteren, når lokaludvalget har møde med hende den 7. oktober 2020.
  • I en anden sag på dagsordenen for lokaludvalgsmødet den 13. august 2020 foreslås det, at lokaludvalget godkender en henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen om adfærden i Østre Anlæg. Forslaget tager udgangspunkt i en henvendelse fra en borger, som den 16. maj 2020 orienterede lokaludvalget om adfærdsproblemer i Østre Anlæg, der i følge borgeren er blevet væsentligt forstærket under Coronakrisen.

Soundboks

Formanden foreslår, at lokaludvalget følger Lean Milos forslag og holder et dialogmøde med ejeren af virksomheden Soundboks.

Borgerpanelundersøgelse om nattelivet

I mødet den 25. juni 2020 udtrykte lokaludvalget ønske om, at der gennemføres en borgerpanelundersøgelse om borgernes erfaringer med lukningen kl. 24 af nattelivsstederne under coronakrisen.

Formanden foreslår, at lokaludvalget udpeger tovholdere, som sammen med sekretariatet planlægger og gennemfører borgerpanelundersøgelsen.

Hensigten med borgerpanelundersøgelsen er at få afdækket, om der i Indre By er stemning for en omkalfatring af nattelivet, så nattelivet starter og lukker tidligere på aftenen / natten.

Økonomi

Leje af lokale til mødet med ejeren af virksomheden Soundboks betales af sekretariatets budget.

Videre proces

Afhænger af lokaludvalgets drøftelse og beslutninger.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede den nuværende situation i Indre Bys byrum. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
    • Det kommunale toilet i Kongens Have vedligeholdes ikke. Det skal på et tidspunkt ovetages af Slots- og Kulturstyrelsen.
    • Det er vidunderligt med nedlukningen af byen. Det er nu Borgerrepræsentationen skal påvirkes til at ændre restaurationsplanen. Restaurationsplanen skal ændres, så der sættes tal på, hvor mange bevillinger, der må være i de forskellige bydele og i Indre Bys kvarterer. Der bør udpeges områder, hvor man kan tillade bevillinger ud over kl. 24.
    • Der er behov for flere offentlige toiletter.
    • Der skal gøres op med festkulturen.
    • Der er behov for en stram regulering af bevillinger, men det kræver ændringer i Restaurationsloven. Lokaludvalget kan evt. kontakte andre lokaludvalg om dette, da festkulturen breder sig til andre bydele.
    • Partybusserne er kun reguleret af Færdselsloven og Lov om Offentlig Transport.
    • Der bør være dialog om det mobile natteliv. Nattelivet rykker rundt i byen. I periferien er der nye normer. Det går mere roligt for sig.
    • Forslaget om, at nattelivet skal starte og slutte tidligere på aftenen, er ikke ensbetydende med en lukning af nattelivet. Der er behov for en dialog med restauratørerne om dette.
    • Da nattelivet er lukket, holdes der i stedet fester i gårde og i lejligheder. 
    • Vi skal alle sammen være her, siges det. Det må betyde, at beboerne også skal være her.
    • Nattelivet leverer det, der efterspørges. 
    • Restauratørerne vil hellere have folk inde på deres restaurationer end udenfor.
    • Erhvervslivet bør inviteres til dialog om nattelivet.
    • Hoteller er begyndt at holde udendørs koncerter på egen matrikel, som larmer i nabolaget.
    • Nogle restaurationer lukker ikke kl. 24, men det har ingen konsekvens. Bevillingsnævnet har ingen sanktionsmuligheder.
    • I følge de unge er Kødbyen det bedste sted at feste.
    • Forældrene bør tage en snak med de unge om deres adfærd i nattelivet.
    • Nattelivsstederne i Gothersgade og Grønnegade er for dyre for de helt unge.
    • Salg af alkohol fra 24/7-kioskerne er ikke det største problem. Det er salget i Netto af billig øl.
    • Det er unge, som kommer udefra, der giver problemer i Indre Bys natteliv.
    • Det er i orden, hvis Kongens Have lukker kl. 24, når bare gæsterne holder afstand.
    • De fleste unge er ansvarsbevidste. De få, der ikke kan finde ud af det, skal ikke ødelægge det for de fleste.
    • Lokaludvalget kan foreslå, at nattelivsstederne har forskellige åbningstider, så nattelivet flyttes rundt i byen.
    • Lokaludvalget kan foreslå, at bevillinger gøres betinget af, at restaurationerne stiller deres toieltter til rådighed for offentligheden.
    • De unge har denne sommer haft en anden tidsrytme end resten af befolkningen.
    • Det ser ud som om, at forvaltningen administerer de særlige tilladelser til udeservering under coronakrisen anderledes, end det, man politisk har vedtaget.
    • Forvaltningen tjekker ikke, om vilkårene i udeserveringstilladelserne overholdes.
    • Offentligheden og politikerne bør værdsætte, at der er beboere i Indre By; at Indre By er beboet.
  2. Lokaludvalget besluttede at bemyndige formanden til at foreslå at åbne for nattelivet i Indre By nu, trods coronakrisen, for at afprøve, hvordan det går, og for at afprøve, om nattelivet kan starte tidligere og lukke kl. 24.
  3. Lokaludvalget holder et dialogmøde med ejeren af Soundboks, jf. afsnittene om Soundboks under  "Problemstilling" og "Løsning".
  4. Lokaludvalget udpegede Michael Thorup, Lean Milo, Susan Brinck, Marietta Bonnet, Bent Lohmann og Sally  Mountfield til sammen med sekretariatet at planlægge og gennemføre en borgerpanelundersøgelse om borgernes erfaringer med corona-restriktionerne for cafeer, barer, restauranter og nattelivssteder.
Til top