B-sag: Anbefaling vedr. badezone ved Ofelia Plads
Indstilling
Formanden indstiller
- at Indre By Lokaludvalg godkender anbefalingen til Kultur- og Fritidsforvaltningen og Kultur- og fritidsudvalget, der fremgår af løsningsafsnittet, om forslaget om en badezone med en træponton ved Kyssetrappen ved Ofelia Plads.
- at Indre By Lokaludvalg afsætter 20.000 kr. til borgerdialog om projektet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
- at Indre By Lokaludvalg udpeger tovholdere til sammen med sekretariatet at planlægge og gennemføre borgerdialogen.
Problemstilling
Lokaludvalget skulle den 12. marts 2020 have besluttet et høringssvar om badezone ved Ofelia Plads, men da mødet blev aflyst, skrev lokaludvalgsformand Bent Lohmann et brev til Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen om sagen. Se bilaget.
På daværende tidspunkt så det ud til, at der i forbindelse med EURO 2020 ville blive oprettet en midlertidig badezone for enden af Ofelia Plads / Kvæsthusmolen, som Kultur- og Fritidsforvaltningen efterfølgende kunne overtage og eventuelt retablere ved Kyssetrappen, hvis de kunne få accept fra kajejerne, nemlig Teknik- og Miljøforvaltningen, By & Havn, Hotel Admiral og Foreningen Ofelia Plads. Foreningen Ofelia Plads er et samarbejde mellem Kulturministeriet ved Det Kongelige Teater og ejendoms- og servicevirksomheden Jeudan.
Kajejerne blev inddraget i sagen for at finde ud af, om badestedet i praksis kan etableres ved Kyssetrappen. Der er bl.a blevet set på placeringen af badezonen i vandarealet, udformningen af selve badezonen, finansieringen osv..
I mellemtiden er EURO 2020 blevet udsat til 2021, hvorfor projektet kræver en anden løsning end først antaget. En løsning, som der ikke er afsat penge til, hvilket kræver at projektet løftes politisk, hvis det skal realiseres.
Den 3. juli 2020 mødtes lokaludvalgsmedlem Jens Erik Frandsen med en repræsentant for Kultur- og Fritidsforvaltningen, der præsenterede fire designforslag sammen med teknisk fakta for fire muligheder for en mulig kommende badezone i området:
1. Der oprettes en badezone i Havnegade i det åbne stykke, der er mellem fiskekutterne og restauranten The Standard. En etablering formodes at være problematisk, da det forventes at beboere i området, havnefogeden samt restauranten vil have indsigelser mod etablering af en badezone dér.
2. Der oprettes en badezone ved Bornholmerknasten a la Berlin-løsningen, hvor der bades i et flydende bassin, der ligger højere end vandspejlet. En etablering formodes at være problematisk, da bassinet kommer til at ligge meget tæt på både spildevandsudløb og -overløb. Samtidig vil et bassin kræve en kontinuerlig vedligeholdelse i form af rensning og udskiftning af klorvand.
3. Der oprettes en badezone for enden af Ofelia Plads. En etablering formodes at være problematisk, da badezonen vil komme til at ligge for tæt på et spildevandsudløb, ligesom at strømforholdene vil blive en udfordring. Derudover vil det blive et meget dyrt projekt at gennemføre, da det vil koste op mod 15. mio. kr. (Der var givet dispensation til at lægge en midlertidig badezone for enden af Ofelia Plads i forbindelse md EURO 2020, som imidlertid er udsat, selv om badezonen ville lægge tæt på et spildevandsudløb.)
4. Der oprettes en badezone ved Kyssetrappen. Badezonen bliver afskærmet af en flydende træponton, der kommer til at flugte med Kyssetrappen og som vil gå fra kajkanten på Ofelia Plads til kajkanten ved Hotel Admiral med en bredde på cirka 10 meter. På den måde dannes der en indelukket badezone. Er det ikke muligt at føre pontonen fra Ofelia Plads over til kajkanten på modsatte side ved Admiral Hotel, kan der laves et knæk på pontonen, så den ikke ender ved Hotel Admiral, men rammer trædækket ved Kyssetrappen tæt på kajkanten ved Hotel Admiral.
Et sådant projekt kan være en mulighed, at interessenterne kan blive enige om placering, udformning samt finansiering. Projektet estimeres til at koste mellem 800.000 - 1.000.000 kr.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget sender følgende anbefaling til Kultur- og Fritidsforvaltningen og Kultur- og Fritidsudvalget:
"Som opfølgning på den offentlige høring på Bliv Hørt-portalen om en badezone ved Ofelia Plads gennemgik og besigtigede en repræsentant fra Kultur- og Fritidsforvaltningen og medlem af Indre By Lokaludvalg Jens Erik Frandsen den 3. juli 2020 fire mulige placeringer i Indre By for så vidt angår design, teknisk fakta og økonomi.
Placeringerne og designforslagene til en badezone ved henholdsvis Havnegade mellem fiskekutterne og restauranten The Standard, Bornholmerknasten og for enden af Ofelia Plads lader til at være svære at realisere grundet placeringerne, udformningerne, fremtidig vedligehold og økonomi.
Lokaludvalget finder det glædeligt, at der arbejdes på at etablere en badezone i vores bydel. Den vil selvfølgelig blive benyttet af gæster udefra, men også for os beboere i Indre By vil den blive en attraktion. Den vil bidrage positivt til hverdagslivet i bydelen.
Lokaludvalget vil derfor anbefale placeringen af en badezone på Ofelia Plads ved Kyssetrappen. Vi foretrækker designforslaget, hvor der anlægges en flydende træponton, som vil flugte med Kyssetrappen, således at der oprettes en aflang afskærmet badezone mellem Ofelia Plads og kajkanten ved Hotel Admiral. Det er desuden er naturlig placering, da der i dag allerede bades meget fra Kyssetrappen. Derudover vil anlæg, udformning og økonomi være indenfor en rimelig ramme.
Vi anbefaler derfor, at der i Budget 2021 afsættes penge til at realisere projektet.
Lokaludvalget vurderer, at projektet skal forankres i bydelen og vil derfor gennemføre en borgerdialog om projektet. Borgerdialogen kan afdække, hvordan de lokale vil benytte badezonen og dermed kvalificere projektet.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand”
Økonomi
Intet.
Videre proces
Sekretariatet sender lokaludvalgets anbefaling til Kultur- og Fritidsforvaltningen og Kultur- og Fritidsudvalget.
Lokaludvalget har borgerdialog om projektet.
Beslutning
- Lokaludvalget godkendte anbefalingen til Kultur- og Fritidsforvaltningen og Kultur- og Fritidsudvalget, der fremgår af løsningsafsnittet, om forslaget om en badezone med en træponton ved Kyssetrappen ved Ofelia Plads.
- Lokaludvalget afsatte 20.000 kr. til borgerdialog om projektet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.