Mødedato: 13.08.2020, kl. 18:30
Mødested: Store Sal i Vartov, Farvergade 27

Natur og byliv i Ny Adelgade

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal drøfte og beslutte, om det vil meddele Teknik- og Miljøudvalget, at lokaludvalget er for projektet for Ny Adelgade, som en projektgruppe præsenterede i lokaludvalgets møde den 25. juni 2020, og derfor ønsker det med i kommunens budget for 2021. Lokaludvalget skal desuden drøfte og beslutte, om det vil stå for borgerdialog om projektet for Ny Adelgade.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter og beslutter, om det er for projektet for Ny Adelgade, som en projektgruppe præsenterede i lokaludvalgets møde den 25. juni 2020.

  2. at Indre By Lokaludvalg drøfter og beslutter, om det skal foreslå Teknik- og Miljøudvalget at tage projektet med i kommunens budget for 2021. 

  3. at Indre By Lokaludvalg drøfter og beslutter, om det vil stå for borgerdialog om projektet for Ny Adelgade. 

    I givet fald:


  4. at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 20.000 kr. til borgerdialogen. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.


  5. at Indre By Lokaludvalg udpeger tovholdere til at planlægge og gennemføre borgerdialogen sammen med sekretariatet.

Formanden orienterer Teknik- og Miljøudvalget og projektgruppen om lokaludvalgets beslutninger i denne sag.

Problemstilling

I mødet den 11. juni 2020 oplyste formanden, at Teknik- og Miljøudvalget den 8. juni 2020 skulle tage stilling til et forslag fra SF om at aktivere byrummet i Ny Adelgade, men at forslaget ikke blev behandlet, fordi det blev taget af dagsordenen. I bilaget ses indstillingen til Teknik- og Miljøudvalget samt bilag.

Inden mødet i Teknik- og Miljøudvalget sendte lokaludvalgsformand Bent Lohmann og formanden for Grønnegade Kvarter Beboerforening Hannibal C. Holt et brev til Teknik- og Miljøudvalget om sagen. Det fremgår af brevet, som ses i bilaget, at en beboer i Ny Adelgade havde gjort dem opmærksom på projektet. Bent Lohmann og Hannibal C. Holt opfordrede Teknik- og Miljøudvalget til at afvente en dialog med beboerne og de erhvervsdrivende i Ny Adelgade, før der træffes beslutning om projektet.

 

I lokaludvalgsmødet den 25. juni 2020, under punktet "Åben spørgetid", præsenterede en projektgruppe, der består af en arkitekt, der bor i Ny Adelgade, samt endnu en arkitekt og bestyreren af en restauration i Ny Adelgade, deres projekt for Ny Adelgade. Projektet skal ses som et pilotprojekt for projektet "Grønnere Grønnegade-kvarter", hvor natur og byliv flettes sammen. I bilaget ses power pointen, som projektgruppen viste i lokaludvalgsmødet den 25. juni 2020.

Tanken med Ny Adelgade-projektet er, at beboerne skal indtage gaden. De skal kunne bruge gaden, som de ville bruge et gårdrum. Der skal være mulighed for fællesspisning. Solsiden vil blive forbeholdt beboerne, mens cafeernes udeserveringer placeres i skyggesiden. Gaden skal samtidig være rammen om biodiversitet, idet der skal være et grønt bånd i gaden, fx. bestående af træer og små nyttehaver. Bil- og cykelparkering sker for enden af gaden. 

Proejktgruppen oplyste, at projektet er inspireret af Frankrig og at det følger op på den officielle politik i Københavns Kommune om fællesskab og begrønning. For restaurationernes vedkommende går det ud på at få etableret et godt naboskab.

Projektgruppen ønsker, at projektet skal indgå i de politiske forhandlinger om kommunens budget for 2021.

I lokaludvalgsmødet den 25. juni 2020 tilkendegav tre beboere i Ny Adelgade støtte til projektet.

 

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter og beslutter, om det er for projektet for Ny Adelgade, som projektgruppen præsenterede i mødet den 25. juni 2020, og derfor vil foreslå Teknik- og Miljøudvalget at få det med i kommunens budget for 2021.

Formanden foreslår desuden, at lokaludvalget drøfter og beslutter, om det vil stå for en borgerdialog blandt beboerne i Ny Adelgade om projektet. I givet fald skal lokaludvalget afsætte penge til borgerdialogen og udpege tovholdere til at planlægge og gennemføre borgerdialogen sammen med sekretariatet.

Økonomi

Det foreslås, at lokaludvalget drøfter og beslutter, om det vil afsætte en ramme på 20.000 kr. til borgerdialogen. På nuværende tidspunkt vides det ikke, hvordan borgerdialogen skal foregå, hvorfor det heller ikke vides, hvad pengene skal bruges på. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Videre proces

Formanden orienterer Teknik- og Miljøudvalget om lokaludvalgets beslutninger i denne sag. Hvis lokaludvalget beslutter det, har lokaludvalget borgerdialog om det foreslåede projekt for Ny Adelgade.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede, om det er for projektet for Ny Adelgade, som en projektgruppe præsenterede i lokaludvalgets møde den 25. juni 2020. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
    • Jeg tror ikke på projektet.
    • Det er et erhvervsfremme-projekt.

  2. Lokaludvalget besluttede, at det vil stå for borgerdialog om projektet for Ny Adelgade.

  3. Lokaludvalget afsatte en ramme på 20.000 kr. til borgerdialogen. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
  4. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Jens Erik Frandsen om at gennemføre en borgerpanelundersøgelse blandt beboerne i kvarteret om projektet for Ny Adelgade.
  5. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Bent Lohmann om at afsætte 10.000 kr. til en kampagne i kvarteret for borgerpanelet.
  6. Lokaludvalget udpegede Anton Skovle, Jens Erik Frandsen, Bent Lohmann og Jan Frederik Hansen til at planlægge og gennemføre borgerdialogen sammen med sekretariatet.

Formanden orienterer Teknik- og Miljøudvalget og projektgruppen om lokaludvalgets beslutninger i denne sag.

Til top