Mødedato: 13.06.2019, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Ønsker til Københavns Kommunes Budget 2020

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte hvilke ønsker, det vil have med i de politiske forhandlingerne på Rådhuset om Københavns Kommunes Budget 2020.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg beslutter at sende ønskerne, der ses i løsningsafsnittet, til partierne i Borgerrepræsentationen med henblik på, at de kan indgå i de politiske forhandlinger om Københavns Kommunes Budget 2020. 

Problemstilling

Partierne i Borgerrepræsentationen skal forhandle om Budget 2020.

I mødet i januar 2019 besluttede lokaludvalget en ønskeliste til Overførselssagen og til Budget 2020. Se bilaget.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget fremsætter nedenstående ønsker til Budget 2020 over for partierne i Borgerrepræsentationen:

  • Udarbejdelse og implementering af trafikplan for området mellem Kongens Have og Inderhavnen, hvori indgår ensretning af Toldbodgade og samling på turistbusparkering i fx den nordlige ende af Amaliegade
  • Penge til indsats for at sprede turismen, jf. Wonderful Copenhagens anbefalinger i turismeanalysen 10xCopenhagen
  • Penge til bedre kontrol af, at boliger ikke benyttes til hotellignende virksomhed som fx airbnb.
  • Penge til  langvarig kampagne for bedre trafikkultur, der har de forskellige trafikantgrupper som målgruppe, herunder løbehjulsbrugere og cyklister på udlejningscykler. Kampagnen skal også omfatte kultur for hensynsfuld parkering af køretøjet, man benytter. 
  • Penge til støjdæmpende asfalt på trafikerede strækninger ved beboelse i Indre By
  • Penge til initiativer i forhold til luftforureningen i Indre By
  • Forgrønnelse af Nyboder-kvarteret, jf. ønskelisten fra januar 2019
  • Penge til idrætsfaciliteter i Indre By, fx
    • motionsplads på Bornholmerknasten på hjørnet af Havnegade, Inderhavnen og Børsgraven  
    • mulighed for at borgerne kan benytte skoler og institutioners idrætsfaciliteter uden for deres åbningstid.

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt ønskerne, sender formanden dem til partierne i Borgerrepræsentationen.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at lokaludvalget skal foreslå, at løsninger på turistbuskørsel og -parkering kommer med i Budget 2020.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen om, at lokaludvalget skal foreslå, at en analyse af turistkapaciteten i byen kommer med i Budget 2020.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Ingolf Ibus om, at ønsket vedr. støjdæmpende asfalt skal angå nye strækninger.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Ingolf Ibus om, at lokaludvalget skal foreslå, at tiltag i forhold til trafikken over Fredens Bro kommer med i Budget 2020.

 

Lokaludvalget bemyndigede formanden til at uddybe og gruppere ønskerne, der ses i løsningsafsnittet og i ovenstående tiltrådte ændringsforslag,  og sende dem til partierne i Borgerrepræsentationen med henblik på, at de kan indgå i de politiske forhandlinger om Københavns Kommunes Budget 2020. 

Til top