Mødedato: 13.06.2019, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

EURO 2020

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal drøfte, hvordan EURO 2020 påvirker hverdagslivet i Indre By og beslutte initiativer i den forbindelse.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter, hvordan EURO 2020 vil påvirke hverdagslivet i Indre By.

  2. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger ham til at skrive til Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen om lokaludvalgets vurdering af, hvordan EURO 2020 bliver en hindring for hverdagslivet i Indre By og hvordan forholdene kan mildnes, jf. løsningsafsnittet.

  3. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger ham til at foreslå Kultur- og Fritidsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og DBU København at opsætte boldbure mv. i Indre By, jf. løsningsafsnittet.

Problemstilling

Europamesterskaberne i herrefodbold 2020 (EURO 2020) bliver afviklet i perioden 12. juni-12.juli 2020 i 12 forskellige byer i 12 forskellige lande i Europa. København er blevet udvalgt til at være vært for tre gruppekampe og en ottendedelsfinale. Kampene i København spilles den 13., 18. og 22. juni samt den 3. juli 2020 i Parken på Østerbro.

Den 14. maj 2019 havde lokaludvalget møde med Kultur- og Fritidsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Dansk Boldspil Union (DBU). I bilaget ses et referat af mødet.

I mødet var der især fokus på det forhold, at Ofelia Plads er udpeget til at være fanzone i hele perioden, hvor EURO 2020 spilles, ligesom Rådhuspladsen får en funktion i forhold til fans i hele perioden. Der var desuden fokus på planen om, at man på kampdagene vil samle fangrupperne på hhv. Kongens Nytorv og Rådhuspladsen for derfra at lade dem vandre til Parken.

Der arbejdes med forskellige scenarier for kampdagene. Scenarierne afhænger af hvilke kampe, der skal spilles i København. Efter lodtrækningen den 30. november 2019 ved man hvilke scenarier, der skal arbejdes videre med i forhold til gruppekampene. Hvis Danmark kvalificerer sig, spiller Danmark mindst to kampe i Parken. 

 

Den 28. maj 2019 deltog formanden i et møde mellem lokaludvalgenes formænd og en repræsentant for DBU København om mulige aktiviteter i forbindelse med EURO 2020. Det fremgik, at DBU ønsker samarbejdspartnere til aktiviteter i alle bydele i forbindelse med EURO 2020 og at man har haft møder med alle fodboldklubber i København om, hvad de kan byde ind med. DBU lægger vægt på, at aktiviteterne udtrykker bydelenes egenart. Formålet med aktiviteterne skal være andet end indtjening til klubberne.

DBU arbejder desuden for, at der kan komme noget blivende i bydelene ud af, at København er vært for EURO 2020. DBU ser gerne, at lokaludvalgene er med til at sikre de lokale aktiviteter og dermed er med til at sikre den store fodboldfest.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter, hvordan EURO 2020 påvirker hverdagslivet i Indre By.

I drøftelsen kan lokaludvalget komme ind på, hvad der skal fremsættes ønske om vedr. trafikale forhold på kampdagene.

Lokaludvalget kan også drøfte, hvordan borgerne og det lokale erhvervsliv bør informeres om de afledte konsekvenser af EURO 2020.

De bemærkninger, lokaludvalget måtte have i lokaludvalgets møde den 13. juni 2019 om EURO 2020, vil indgå i et brev fra formanden til Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen om lokaludvalgets vurdering af, hvordan EURO 2020 bliver en hindring for hverdagslivet i Indre By og hvordan forholdene kan mildnes.

Brevet vil desuden indeholde følgende spørgsmål:

  • Lokaludvalget er orienteret om, at der skal være fan-arrangementer på Ofelia Plads og Rådhuspladsen. Hvilke andre steder i Indre By er der planer om at afholde fan-arrangementer, fx med storskærm, salg af mad og drikke, fodboldaktiviteter osv.?
  • Vil der i forbindelse med fan-arrangementerne på Ofelia Plads, Rådhuspladsen og evt. andre steder i Indre By blive spillet høj musik?

Formanden foreslår endvidere, at lokaludvalget bemyndiger ham til at foreslå DBU København, Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen, 

  • at der på gadeareal rundt om i Indre By, hvor der nu er parkering, permanent opsættes boldbure med små fodboldmål.
  • at der indrettes en street-boldbane i Østre Anlæg ved den ubemandede legeplads.
  • at der opsættes boldbur med fodboldmål på Havnegade-promenaden.
  • at der opsættes boldbur med fodboldmål ved siden af hundepladsen på Eidsvoll Plads.
  • at der opsættes boldbur med fodboldmål på græsarealet ved Nyboder Skole.
  • at erstatte basketball-bure i Indre By med boldbure til fodbold. Forslaget begrundes med, at fodbold er en langt mere udbredt sport end basketball.
  • at arbejde for, at fodboldklubber i de omkringliggende bydele forestår fodbold-aktiviteter i Indre By under EURO 2020 rettet mod bydelens beboere, idet der ikke er en fodboldklub i Indre By.

Alle forslagene begrundes med, at byen skal have noget igen for at være vært for EURO 2020.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Formanden skriver til Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen om lokaludvalgets vurdering af hverdagslivet i Indre By under EURO 2020 og foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og DBU København at opsætte boldbure mv. i Indre By.

Evt. holder lokaludvalget et møde med Kultur- og Fritidsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og DBU efter lodtrækningen den 30. november 2019, når det er kendt hvilke kampe, der spilles  i København.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede, hvordan EURO 2020 vil påvirke hverdagslivet i Indre By. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
    • København bør ikke være vært for EURO 2020. Det er ikke en folkefest.
    • Brøndby-marchen i forbindelse med pokalfinalen fra Gammeltorv ad Nørregade kastede en masse affald af sig, som ikke blev ryddet op.
    • Lokaludvalget skal ikke bede om boldbure.
    • Lokaludvalget kan bede om, at Eksercerpladsen stilles til rådighed for fodbold.
    • Lokaludvalget skal ikke bede om opstilling af boldbure på gadeareal.
    • Arrangørerne bør pålægges at betale for oprydning inkl. rengøring af ejendomme, der er blevet pisset på.
    • Brøndby-marchen i forbindelse med pokalfinalen blev fulgt af en pressebus, hvilket vel ikke var nødvendigt.
    • Lokaludvalget bør spørge, hvad der skal ske på Rådhuspladsen under EURO 2020. 
    • Der bør være en balance med hensyn til antal arrangementer i Indre By. Store arrangementer som EURO 2020 bør kunne modregnes ved, at andre arrangementer ikke tillades.
    • Idrættens Analyseinstitut kan fortælle om, hvad storbyer får ud af mega-events.
    • Hvorfor skulle Brøndbymarchen i forbindelse med pokalfinalen starte på Gammeltorv/Nytorv? og hvorfor var der ikke bestilt rengøring til området efter marchens afgang?
    • Lokaludvalget bør bede DBU redegøre for, hvordan EURO 2020 i København er bæredygtig samt bede om, at evalueringen af EURO 2020 indeholder et klimaregnskab.
    • Lokaludvalget skal bede om, at bure til basketball også indeholder fodboldmål.
    • Er det rimeligt med fire mega-events i Indre By i 2020-2021? Hvordan gavner de det lokale erhvervsliv?
    • Der er i forvejen boldbure på Havnegade-promenaden, hvorfor det ønske bør udgå af henvendelsen.
    • Boldbure skal ikke erstatte parkeringspladser.
    • KBH-Commerce & Culture overvejer at stå for en fodboldturnering på Rådhuspladsen eller Israels Plads under EURO 2020.
    • Lokaludvalget skal opfordre Københavns Kommune til at bede omegnskommunerne stille renholdelsesmateriel og -mandskab til rådighed i Indre By under EURO 2020, nu da det er en national begivenhed.
    • Lokaludvalget mangler svar på, om der er styr på renholdelsen under EURO 2020.
    • Lokaludvalget og borgerne bør sidestilles med erhvervslivet, når kommunen har dialog om mega-events. Dette skal nævnes i henvendelsen.
    • Det, lokaludvalget måtte ønske at få ud af EURO 2020, skal komme andre befolkningsgrupper end store drenge og unge mænd til gavns, fx mindre børn og piger.
    • Boldburene, der foreslås opstillet på gadeareal, skal ikke nødvendigvis opstilles på parkeringspladser.
    • Indre Bys beboere er jævnligt indespærret trafikalt, når der er mega-events, fx under de store motionsløb. Det skal håndteres.
    • Arrangørerne skal have økonomi til at rydde op.
    • Lokaludvalget skal bede om en orientering om hvilke mega-events, der er på vej.

  2. Lokaludvalget bemyndigede formanden til at skrive til Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen om lokaludvalgets vurdering af, hvordan EURO 2020 bliver en hindring for hverdagslivet i Indre By og hvordan forholdene kan mildnes, jf. løsningsafsnittet og ovenstående bemærkninger.

  3. Lokaludvalget bemyndigede formanden til at foreslå Kultur- og Fritidsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og DBU København at opsætte boldbure mv. i Indre By, jf. løsningsafsnittet og jf. ovenstående bemærkninger.

  4. Lokaludvalget bemyndigede formanden til at invitere Idrættens Analyse institut til på et møde at fortælle om, hvad København får ud af mega-events.
Til top