B-sag: Affaldssortering i Nyboder-kvarteret
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg bemyndiger ham til at skrive til Teknik- og Miljøforvaltningen og Forsvarets Ejendomsstyrelse om affaldssortering i Nyboder-kvarteret, jf. afsnittet "Problemstilling".
Problemstilling
Medlemsforslag fra Lean Milo:
"Det har I vores område (KrusemynteHusene og De Grå Stokke) været en udfordring med at finde en løsning for affaldssortering. Seneste forsøg for at skabe en plads til dette, var sidste år, bag Sankt Pauls Plads, som desværre hurtigt blev nedlagt pga. håndværkere, der placerede byggeaffald på stedet i tide og utide. Dertil kommer at beboere ikke sorterede korrekt i beholderne.
Der er i Nyboder en affaldssorteringsplads som eksklusivt er til Nyboder/forsvaret. Denne plads er iflg. medarbejderne på pladsen tilhørende forsvaret, og må ikke bruges af de private i området.
Affald er en fælles udfordring og når der er en plads som denne, er det ærgerligt at den ikke åbner for kvarterets beboere.
Jeg håber derfor, at lokaludvalget kan finde en løsning og tager kontakt til forsvaret/de ansvarlige for pladsen samt Teknik & miljø med en forespørgsel om at kvarterets beboere imod forevisning af sygesikringsbevis, kan få adgang. Dertil et forslag om, at pladsen udvides til flere forskellige beholdere, hvormed organisk/køkken affald kan afleveres.
På denne måde kan kommunen få løst den udfordring, vi i rækkehusene har med affaldssortering, og dermed på samme måde som ejerforeninger, andelsforeninger mfl. kræve, at man begynder at sortere affald."
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget følger medlemsforslaget ovenfor og bemyndiger ham til skrive til Teknik- og Miljøforvaltningen og Forsvarets Ejendomsstyrelse som foreslået. Brevet sendes også til Nyboders Beboerforening, så de er orienteret om forslaget.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Se ovenfor.
Beslutning
Lokaludvalget bemyndigede formanden til at skrive til Teknik- og Miljøforvaltningen og Forsvarets Ejendomsstyrelse om affaldssortering i Nyboder-kvarteret, jf. afsnittet "Problemstilling".