Mødedato: 13.06.2019, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

B-sag: Copenhagen Marathon

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal godkende et brev til Teknik- og Miljøudvalget om ruten for Copenhagen Marathon.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender, at brevet om ruten for Copenhagen Marathon, der fremgår af afsnittet "Problemstilling", sendes til Teknik- og Miljøudvalget.

 

Problemstilling

Medlemsforslag fra Hannibal C. Holt:

"Jeg foreslår, at lokaludvalget skriver til Teknik- og Miljøudvalget:

"Atter i år måtte beboerne i Indre By døje med, at deres kvarter og hjem omkranses, og at de er reelt spærret inde, da der var Copenhagen Marathon d. 19. maj 2019.
 
Vi har adskillige beretninger fra medlemmer af Grønnegade Kvarters Beboerforening om meget lang ventetid på at komme gennem de designerede sluser pga. store trafikpropper.

Eksempel: En beboer beskriver sin rute fra sit hjem i Frederiksstaden og ud mod Roskildevej. Han måtte gennem to sluser. Én ved Sølvgade og én ved Nørre Farimagsgade. Trafikken var stort set gået i stå, fordi sluserne var lukket (der kom hele tiden løbere), og det tog vedkommende 45 minutter at køre denne relativt beskedne strækning i bil.

Det er naturligvis glædeligt med alle motionisterne og al den dejlige promovering af København, men det er helt urimeligt at afspærre byen på denne måde.

Vi minder om, at det ikke er det eneste arrangement i forår-/sommersæsonen, hvor byens spærres af.

På vegne af beboerne i de berørte områder skal vi hermed protestere mod dette og bede Københavns Kommune om at indtænke beboernes liv hverdag og mobilitet i de arrangementer/events, der tillades.

For Copenhagen Marathons vedkommende kunne man eksempelvis udskifte den nuværende lukkede rute (en decideret ring om Indre By), der umiddelbart synes helt unødvendig, med en ruteføring, der har en hesteskoform. På den måde vil løbet kunne afvikles uden at påvirke beboernes hverdag så betydeligt og trafikalt kaos undgås.""

 

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget godkender brevet i medlemsforslaget ovenfor.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt brevet, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøudvalget.

 

Beslutning

Lokaludvalget godkendte, at brevet om ruten for Copenhagen Marathon, der fremgår af afsnittet "Problemstilling", sendes til Teknik- og Miljøudvalget. 

På forslag fra Bent Lohmann godkendte lokaludvalget at supplere brevet med en bemærkning om, at Indre By generelt er indespærret trafikalt set i forbindelse med events i København; senest i forbindelse med Royal Run.

 

Til top