Forslag om at huse i Indre By med SAVE-værdi 1-6 ikke kan rives ned uden tilladelse
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg drøfter et medlemsforslag fra Jep Loft, om at lokaludvalget skal foreslå, at bestemmelsen i Kommuneplanen om, at huse med SAVE-værdi 1-3 ikke kan rives ned uden tilladelse, ændres, så der i stedet for 1-3 står 1-6. Det skal kun gælde for Indre By og Christianshavn.
Problemstilling
Jep Loft har bedt om, at lokaludvalget drøfter nedenstående:
Som opsamling på lokaludvalgets møde den 27. oktober 2022 med teknik- og miljøborgmesteren sendte hun den 4. januar 2023 et notat fra Teknik- og Miljøforvaltningen til lokaludvalget om forhold, der blev drøftet i mødet. Fra notatet:
"Om muligheden for bevarende lokalplaner med mindre detaljegrad
I forhold til om det er muligt at lave bevarende lokalplaner med varierende detaljegrad, så er det en mulighed. Det er dog også forvaltningens vurdering, at hvis lokalplanen laves så enkelt som muligt uden mulighed for nedrivninger eller ændringer, vil det efterfølgende afstedkomme et stort antal ansøgninger om dispensationer med heraf følgende større ressourcetræk.
Udpegningen af hvilke bygninger, der skal indgå, er også ressourcekrævende. SAVE-registret indeholder fejl og mangler. Nogle gange er bygningerne ændret siden registreringen blev foretaget i 1990’erne. Der vil skulle kontrolleres og evt. justeres for hver enkelt bygning.
I forhold lokaludvalget forslag om, at ændre SAVE-værdi 3 (høj bevaringsværdi) til SAVE-værdi 6 (lav bevaringsværdi), så forstår forvaltningen umiddelbart ikke forslaget. Det er en fast beskrevet metode for vurderingerne, som anvendes (se evt. link til Slots og Kulturstyrelsens vejledning om SAVE: SAVE_vejledning.pdf (slks.dk)). Det er kommunen, der foretager og indberetter vurderingerne."
Jep Loft skrev den 5. januar 2023 til formandskabet:
"Borgmesterens svar er i relation til bevarende lokalplaner nedslående. Det kommer ikke ind på det, som vi vedtog at skrive på vores sidste møde. Er vores brev ikke sendt endnu?
Hvad angår bekymringen ved overordnede lokalplaner med ringe detaljeringsgrad, kunne Teknik- og Miljøforvaltningen jo prøve at forhøre sig hos de kommuner, der har erfaring med sådanne planer. Vores brev giver en række eksempler.
At SAVE-registreringerne ikke er perfekte, er vel ikke et argument for ingenting at gøre. Vurderingerne bruges jo faktisk i dag, og Teknik- og Miljøforvaltningen bør jo gøre noget for at leve op til Kommuneplanen (Ændringsforslag 235). Vi kommer med en let måde, hvorpå man kan komme i gang. Men det ser ud som om, Teknik- og Miljøforvaltningen helt har misforstået forslaget.
De skriver:
”I forhold lokaludvalget forslag om, at ændre SAVE-værdi 3 (høj bevaringsværdi) til SAVE-værdi 6 (lav bevaringsværdi), så forstår forvaltningen umiddelbart ikke forslaget. Det er en fast beskrevet metode for vurderingerne, som anvendes (se evt. link til Slots og Kulturstyrelsens vej[1]ledning om SAVE: SAVE_vejledning.pdf (slks.dk)). Det er kommunen, der foretager og indberetter vurderingerne.”
Der skal ikke laves om på SAVE-vurderingerne. Det er bestemmelsen i Kommuneplanen om, at huse med SAVE-værdi 1-3 ikke kan rives ned uden tilladelse, der skal ændres. I stedet for 1-3 skal der stå 1-6. Og det skal kun gælde for Indre By og Christianshavn."
Teknik- og Miljøforvaltningen antager åbenbart, at lokaludvalget har skrevet noget vrøvl. De kunne have forespurgt direkte hos os (eller Christian) og fået en forklaring. Det ville bare have kostet en kort telefonopringning. Men når de får forklaringen, vil de forhåbentlig støtte forslaget."
SAVE-metoden og bevaringsværdier
Fra Slots- og Kulturstyrelsen hjemmeside:
"Kend de arkitektoniske kvaliteter og den historiske bystruktur. Mange danske købstæder og landbebyggelser rummer historiske bymiljøer, som er meget værdifulde også set i internationalt perspektiv. De arkitektoniske kvaliteter kan kortlægges og vurderes med SAVE-metoden, som også er blevet anvendt i de mange udgivne kommuneatlasser.
SAVE kan anvendes til at kortlægge og vurdere byers og bygningers arkitektoniske, kulturhistoriske og landskabelige værdier. SAVE-undersøgelser kan give politikere og embedsmænd overblik over de arkitektoniske og kulturhistoriske kvaliteter, og være en hjælp, når der skal tages beslutninger om byudvikling, byomdannelse eller udvikles en arkitekturpolitik eller til oplysning af borgerne om, hvad der er bevaringsværdigt.
SAVE-metoden kan danne udgangspunkt for udpegning af bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer, ligesom det er et godt redskab for kommunernes byggesagsbehandling."
Læs mere her: https://slks.dk/omraader/kulturarv/bevaringsvaerdige-bygninger-og-miljoeer/bevaringsvaerdige-bygninger-metode/save
Uddrag fra side 39 i Slots- og Kulturstyrelsens SAVE vejledning, der ses i bilaget:
"I forbindelse med SAVE-vurderingen fastlægges en lokal, kommunal skala, der er baseret på en overordnet forståelse for områdets arkitektoniske, kulturhistoriske og miljømæssige kvaliteter. Dette beskrives nærmere i afsnit 4 om arbejdets tilrettelæggelse.
Bevaringsvurderingerne udspringer således altid af den lokale sammenhæng, og et hus, der er bevaringsværdigt i Slagelse vil således ikke nødvendigvis være bevaringsværdigt i Ikast – og omvendt. Vurderingskriteriet for de bevaringsværdige bygninger er således at de har regional eller lokal betydning, mens de fredede bygninger skal have national betydning.
Kommunerne har i den hidtidige praksis ladet de bygninger, der har fået bevaringsværdierne 1-4 være dem, der skal passes på, og udpeget dem som bevaringsværdige.
Bygninger med den højeste værdi (1) vil som oftest, men ikke altid, være fredede bygninger eller folkekirker.
Bygningerne 2-4 er de bygninger, som i kraft af deres arkitektur, kulturhistorie, og håndværksmæssige udførelse er lokalt fremtrædende eksempler indenfor deres slags, eller bygninger, der i kraft af deres placering er umistelige for en helhed.
Bygninger med bevaringsværdierne 5-6 er jævne, pæne bygninger, hvor utilpassede udskiftninger og ombygninger trækker ned i karakteren. Her vil enkle og gennemtænkte
udskiftninger eller renoveringsarbejder ofte kunne styrke bygningernes udtryk.
Bygninger med bevaringsværdierne 7-9 er ofte bygninger uden særligt arkitektonisk udtryk eller uden væsentlig historisk betydning. Det kan også være bygninger, der er så ombyggede eller som har så mange udskiftninger, at de har mistet deres oprindelighed.
Bevaringsværdien er udtryk for den samlede vurdering på besigtigelsestidspunktet. Når der senere sker ændringer med bygningen, vil karaktererne ændre sig og bevaringsværdien skal muligvis korrigeres. En bygning kan ved en god istandsættelse eller renovering opgraderes.
Man skal være opmærksom på, at bevaringsværdien ikke har noget med brugsværdien at gøre."
Kommuneplanen om kulturmiljøer og bevaringsværdige bygninger
Citat fra side 42 i den gældende kommuneplan:
”Byen rummer med sin mangeårige historie værdifulde kulturmiljøer og bevaringsværdige bygninger, som vidner om fortidens københavnerliv og den udvikling, der er fundet sted. Historiske og kulturelle spor er med til at give identitet og kant til nutidens og fremtidens by. Derfor har vi udpeget værdifulde kulturmiljøer og bevaringsværdige bygninger, så de kan blive aktiveret i omdannelsen og udviklingen af byen. Enten i bevaret form eller transformeret til ny anvendelse, der bygger videre på de historiske lag. I løbet af kommuneplanperioden udarbejdes der en opdatering af værdifulde kulturmiljøer i kommuneplanen.
Desuden sættes der gang i arbejdet med at byen bliver dækket af lokalplaner, startende med middelalderbyen og Christianshavn.”
Sagen var på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 9. marts 2023, men blev udsat.
Løsning
Lokaludvalget drøfter, om det skal foreslå, at bestemmelsen i Kommuneplanen om, at huse med SAVE-værdi 1-3 ikke kan rives ned uden tilladelse, ændres, så der i stedet for 1-3 står 1-6. Det skal kun gælde for Indre By og Christianshavn.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Afhænger af drøftelsen.
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede, om lokaludvalget skal foreslå, at bestemmelsen i Kommuneplanen om, at huse med SAVE-værdi 1-3 ikke kan rives ned uden tilladelse, ændres, så der i stedet for 1-3 står 1-6. Det skal kun gælde for Indre By og Christianshavn. Der var følgende bemærkninger fra lokaludvalgets medlemmer i drøftelsen:
- I papiret, der er omdelt, ses eksempler på samarbejdet mellem lokaludvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen.
- Lokaludvalget kan invitere Teknik- og Miljøforvaltningens direktion til dialog om samarbejdet og om behovet for at beskyttet Indre Bys kultur- og bymiljø.
- Hvis kommunen tillader bygninger at forfalde, mister de bevaringsværdi.
- Lokaludvalget bemyndigede Bent Lohmann til at invitere Teknik- og Miljøforvaltningens direktion til en samtale med lokaludvalget om samarbejdet mellem lokaludvalget og forvaltningen og om behovet for at beskytte Indre Bys kulturmiljø og bymiljø.