B-sag: Høringssvar om dispensation fra lokalplan 579 'Laksegade Øst'
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg tager til efterretning, at Bent Lohmann den 1. april 2023 meddelte Teknik- og Miljøforvaltningen, at lokaludvalget ikke har bemærkninger til sagen. Han gjorde opmærksom på, at det er med forbehold for lokaludvalgets behandling af sagen i lokaludvalgets møde den 13. april 2023.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har den 22. marts 2023 sendt en naboorientering til Indre By Lokaludvalg om en ansøgning om dispensation fra lokalplan 579 ”Laksegade Øst” til dispensation til følgende forhold i forbindelse med ombygning af bygningen på Vingårdstræde 3 og Laksegade 6 samt bygningen på Laksegade 3 og Holmens Kanal 6-8:
- B.1 Udformning af indgangspartiet på hjørnet af bygningen mellem Laksegade og Vingårdstræde.
- B.2 Udformning af dørpartiet til kælderetagen i Laksegade 6.
- B.3 Ændring af facade på Laksegade 3
- B.4 Ny dør mod Holmens Kanal
- C.1 Ændring af tagprofil mod gårdrummet ved Vingårdstræde 3
- C.2 og C.3 Efterisolering og tilføjelse af vinduer på taget ved Vingårdstræde 3
- C.4 Udfyldning af gårdrum og etablering af tagterrasse ved Laksegade 6
- C.5 Nedrivning af tilbygning i 1 etage på Laksegade
Naboorienteringen er også lagt på Bliv Hørt-portalen:
https://blivhoert.kk.dk/hoering/laksegade-ost-naboorientering
Der er frist den 12. april 2023 for at indsende høringssvar.
Løsning
Det foreslås, at lokaludvalget tager til efterretning, at Bent Lohmann den 1. april 2023 meddelte Teknik- og Miljøforvaltningen, at lokaludvalget ikke har bemærkninger til sagen. Han gjorde opmærksom på, at det er med forbehold for lokaludvalgets behandling af sagen i lokaludvalgets møde den 13. april 2023.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Efter svarfristen behandler forvaltningen sagen og træffer afgørelse ud fra sagens samlede oplysninger.
En repræsentant for bygherren har oplyst, at ambitionen med et eksklusivt gågade-kvarter er uændret og at sparringsgruppen, som tidligere er blevet aftalt mellem bygherren og lokaludvalget, kan mødes senere i år.
Beslutning
Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at lokaludvalgets høringssvar skal indeholde følgende bemærkninger:
- De eksisterende terrasseafskærmninger skal ikke tillades erstattet med de (det) tarvelige metalgitter (der er faktisk to af slagsen, men det ser kun ud til at være det ene, der skal udskiftes. Det bidrager i øvrigt yderligere til indtrykket af et kaotisk, rodet bygningskompleks)
- Den skitserede tagterrasse skal der siges nej til, da det er en skjult udvidelse af bygningen med en ekstra etage og fremstår som en selvstændig bygning
- De mange ekstra (glas)døre er for den enkelte dørs vedkommende måske ikke så problematisk, men de samlede ændringer signalerer et nyt festområde
- Lokaludvalget skal beklage, at det mest forsonende element ved det første lokalplanforslag, nemlig nedrivningen af det grimme p-hus er opgivet, og dermed ikke kalder på megen velvilje over for bygherres intentioner og dermed dispensationer.
Lokaludvalget bemyndigede Bent Lohmann til sende ovennævnte bemærkninger til Teknik- og Miljøforvaltningen.