Mødedato: 13.04.2023, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Status på Københavner-picnic den 11. juni 2023

Indre By Lokaludvalg skal beslutte, at det ikke søger fonde om støtte til sine to Københavner-picnicer den 11. juni 2023  i hhv. Rosengade og Magstræde. I stedet skal lokaludvalget beslutte at afsætte en ramme til de to arrangementer til dækning af udgifter, der ikke måtte finansieret på anden vis.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg ikke søger fonde om støtte til sine to Københavner-picnicer den 11. juni 2023  i hhv. Rosengade og Magstræde
  2. at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 100.000 kr. til de to arrangementer til dækning af udgifter, der ikke måtte finansieret på anden vis

Problemstilling

Den 11. juni 2023 afholdes Arkitekturårets store fælles picnic. Hver bydel inviterer på lokal fællesspisning i særlige byrum. Hvert lokalområde afholder en helt særlig langbordsmiddag, på et sted, der har en særlig betydning for bydelen.

Tovholderne for Indre By Lokaludvalgs Københavner-picnic, Gunna Starck og Sally Mountfield, har ønske om, at lokaludvalget søger Realdania og A.P. Møller-fonden om penge til de to arrangementer i hhv. Rosengade og Magstræde med lokaludvalget som vært.

Imidlertid skal en indtægt fra en fond til lokaludvalget bevilges af Borgerrepræsentationen enten i en selvstændig sag på Borgerrepræsentationens dagsorden eller som en del af en sag om bevillingsmæssige ændringer.

Derudover er der et teknisk spørgsmål om fondsmoms, som der skal tages højde for. 

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget ikke søger om støtte fra fonde og at lokaludvalget i stedet forhøjer den afsatte ramme til picnicen i lokaludvalgets pulje til borgerdialogaktiviteter fra 50.000 kr. til 100.000 kr.. Beløbet er til dækning af udgifter ved de to arrangementer, der ikke måtte finansieret på anden vis.

Status

Der regnes med mellem 200 og 500 gæster pr. picnic. I Magstræde har tovholderne en aftale med Spisehuset, der har erfaring med langbordsmiddage for gadens beboere og adgang til de kommunale faciliteter i Huset.

I Rosengade har tovholderne en aftale med Det Runde Bord (socialøkonomisk virksomhed) om at stå for maden.

Der vil være et vegetarisk/vegansk tilbud, så alle føler sig inviterede. Vi synes, at det er vigtigt at få signaleret, at Indre By er mere end shopping og druk i middelalderbyen.

Ved arrangementet i Magstræde vil emnet være de gamle huse, hvad der karakteriserede gaden og dens beboere og lidt om, hvad københavnene har spiste med vægt på sild og nærheden til vandet/Gl. Strand. Det vil blive gjort lidt utraditionelt i forhold til de præfabrikerede turistture, der dagligt fylder gaden.

I Rosengade vil være en tur i Nyboder Mindestuer, et lille foredrag om historiske huse (de er i den gamle pigeskole) og vise et eksempel på vellykket sanering i en ”landsby”, der har alt: skoler, gymnasium, plejehjem, godt almennyttigt byggeri, institutioner og kirke.

Ved begge arrangementer vil to nycirkusartister optræde på/med den ikoniske københavnerbænk som omdrejningspunkt.

Der er søgt om arrangementstilladelse til begge arrangementer.

Økonomi

Teknik- og Miljøforvaltningen har afsat 50.000 kr. pr. bydel til Københavner-picnicen, som i hovedsagen skal gå til opsætning af mobile toiletter, borde, stole osv.

Der regnes med 200 kr. i egenbetaling fra deltagerne i middagen.

Det foreslås, at lokaludvalget forhøjer den afsatte ramme til picnicen i lokaludvalgets pulje til borgerdialogaktiviteter fra 50.000 kr. til 100.000 kr.. Beløbet er til dækning af udgifter ved de to arrangementer, der ikke måtte finansieret på anden vis.

Der vil være udgifter til

  • at betale de lokalhistoriske arrangementer,
  • at tilbyde cykeltaxi til gangbesværede
  • at betale ny-cirkusforestillingerne På Bænken
  • at betale for at gøre middagen lækker til en overkommelige pris
  • at invitere en mindre gruppe, som ikke kommer så meget ud, og som kan deltage gratis.

Videre proces

Tovholderne planlægger og gennemfører arrangementerne i Rosengade og Magstræde den 11. juni 2023. I de kommende lokaludvalgsmøder orienterer de om status på planlægningen.

Beslutning

  1. Lokaludvalget besluttede ikke at søge fonde om støtte til sine to Københavner-picnicer den 11. juni 2023  i hhv. Rosengade og Magstræde.
  2. Lokaludvalget afsatte en ramme på 100.000 kr. til de to arrangementer til dækning af udgifter, der ikke måtte finansieret på anden vis.
  3. Lokaludvalget tog en orientering fra Gunna Starck og Sally Mountfield om status på de to arrangementer til efterretning.
Til top