Mødedato: 13.03.2025, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Det lokale miljøarbejde i Indre By

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager til efterretning, at det tidligst i mødet den 10. april 2025 træffer beslutning om, hvorvidt det vil fortsætte driftsstøtteaftalen med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn. Det har som konsekvens, at driftsstøtteaftalen 2023-24 er gældende frem til udgangen af oktober 2025.

  2. at Indre By Lokaludvalg drøfter det lokale miljøarbejde i Indre By efter 2025 for så vidt angår
    • fokusområder
    • organisatoriske rammer
    • økonomi.

Problemstilling

Lokaludvalget har endnu ikke besluttet, om det vil forny driftsstøtteaftalen med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn om det lokale miljøarbejde. Den gældende aftale ophører tidligst med udgangen af oktober 2025. 

Løsning

I mødet indleder Bent Lohmann med at skitsere forskellige modeller for det lokale miljøarbejde, som bl.a. tager udgangspunkt i

  • oplægget i mødet den 10. oktober 2024  fra Vesterbro Lokaludvalgs forperson Thomas Egholm om, hvordan Vesterbro Lokaludvalg griber den lokale miljøopgave an
  • oplægget i mødet den 14. november 2024 fra miljømedarbejder Jens Christian Elle i Brønshøj-Husum Lokaludvalgs sekretariat om, hvordan Brønshøj-Husum Lokaludvalg griber den lokale miljøopgave an
  • oplægget i mødet den 16. januar 2025 fra Anders Jørn Jensen, Centerleder i Miljøpunkt Nørrebro, og Mogens Pedersen, forperson i Nørrebro Lokaludvalg, om, hvordan man på Nørrebro griber den lokale miljøopgave an
  • Michael Thorups oplæg i mødet den 20. februar 2025 om hans erfaringer  med det lokale miljøarbejde i Indre By 2022-2024 i forbindelse med hans virke som lokaludvalgets medlem af Miljøpunktets bestyrelse

samt lokaludvalgets drøftelse heraf.

 

Efter opIægget fra Bent Lohmann tilkendegiver lokaludvalgsmedlemmerne deres holdninger og synspunkter  til det fremtidige lokale miljøarbejde i Indre By for så vidt angår fokusområder og organisatoriske rammer samt økonomi.

Økonomi

Indre By Lokaludvalg har besluttet at overføre 680.000 kr. til Miljøpunkt Indre By & Christianshavn i driftsstøtte i 2025. Overførslen sker i tre rater. 

Kommunen har afsat 843.423 kr. i støtte til det lokale miljøarbejde i Indre By og på Christianshavn, mens Christianshavns Lokaludvalg har afsat 150.000 kr. til det lokale miljøarbejde i 2025. Støtten fra kommunen og fra Christianshavns Lokaludvalg er overført til Miljøpunktet.

Videre proces

Tidligst i mødet den 10. april 2025 træffer lokaludvalget beslutning om, hvorvidt det vil fortsætte driftsstøtteaftalen med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn. Det har som konsekvens, at driftsstøtteaftalen 2023-24 er gældende frem til udgangen af oktober 2025.

I mødet den 8. maj 2025 skal lokaludvalget tage stilling til Miljøpunktets årsberetning for det lokale miljøarbejde i 2024 inkl. støtteregnskabet.

I møderne den 12. juni og 11. september 2025 orienterer Miljøpunktet lokaludvalget om fremdriften i det lokale miljøarbejde i 2025. 

Beslutning

Til mødet forelå et dokument fra Bent Lohmann med modeller for det lokale miljøarbejde samt et brev fra Grønnegade Kvarter Beboerforening, Nørre Kvarter Beboerforening og Stræderne og Strøgets Beboerforening. Se bilagsoversigten.

Marietta Bonnet deltog ikke i behandlingen af sagen pga. inhabilitet.

  1. Lokaludvalget tog til efterretning, at det tidligst i mødet den 10. april 2025 træffer beslutning om, hvorvidt det vil fortsætte driftsstøtteaftalen med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn. Det har som konsekvens, at driftsstøtteaftalen 2023-24 er gældende frem til udgangen af oktober 2025.

  2. Lokaludvalget drøftede det lokale miljøarbejde i Indre By efter 2025. Lokaludvalgets medlemmer gav i drøftelsen udtryk for følgende:
    • Samarbejdet med Miljøpunktet skal fortsætte, da Miljøpunktet har erfaring med miljøarbejdet i Indre By. 
    • Lokaludvalget skal ikke lave noget om, men forbedre det, der er.
    • Der skal flere aktive til det lokale miljøarbejde, både i Miljøgruppen og under Miljøpunktet.
    • Det lokale miljøarbejde skal have 2-3 fokusområder, hvor man kan se resultater. 
    • Lokaludvalget skal sætte retningen for det lokale miljøarbejde.
    • Det lokale miljøarbejde skal omfatte korte, klare opgaver, som fx. grønt i byen.
    • Lokaludvalget skal beslutte sig for model A, der er omtalt i dokumentet med modeller for det lokale miljøarbejde. Der må være gode ideer hos borgerne.
    • Det lokale miljøarbejde skal drives professionelt.
    • Det er et problem, at der ikke er aktivister i Indre By til at være med til at løfte miljøopgaven.
    • Tre beboerforeninger støtter, at lokaludvalgets samarbejde med Miljøpunktet skal fortsætte. Miljøpunktet har en faglighed.
    • Der skal være mere miljøarbejde i marken.
    • Der skal sættes mål for det lokale miljøarbejde, men få mål, fx. om at få etableret et antal facadeebeplantninger om året.
    • Respekt for Nørrebros måde at håndtere det lokale miljøarbejde på.
    • Miljøgruppen skal bruges aktivt.
    • Det lokale miljøarbejde skal både omfatte aktivisme og videnskabelse til den politiske debat.
    • Det skal være tydeligt, hvad lokaludvalget får for pengene, der går til det lokale miljøarbejde.
    • Der kan etableres fælles miljøprojekter med andre bydele.
    • Miljøpunktet skal præsentere sine resultater på en anden måde end nu.
    • Miljøpunktet skal afsøge muligheder for at få fondsstøtte.
    • Halvdelen af støtten til det lokale miljøarbejde kan gå til Miljøpunktet. Den anden halvdel kan lægges i en pulje til miljøarbejde, som borgerne og Miljøpunktet kan søge støtte fra.
    • Lokaludvalgets støtte til Miljøpunktet skal ikke halveres. Det vil lukke Miljøpunktet.
    • Alt er miljøarbejde.
    • Der skal være konkrete fysiske projekter.
    • Der skal være målbare miljøprojekter, som har et lokalt fokus.
    • Der skal være mulighed for at få drop in-rådgivning i Miljøpunktet.
    • Miljøpunktets projektet om affaldsfællesskaber er ikke et eksempel til efterfølgelse. Det bliver dyrt, hvis man skalerer det op.

  3. Lokaludvalget bad Miljøgruppen om at komme med et oplæg til lokaludvalgets møde den 10. april 2025 om det lokale miljøarbejde i Indre By efter 2025.
Til top