Mødedato: 13.03.2014, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Høringssvar om lokalplansagen "Østerport II"

Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar samt borgerdialog om startredegørelsen for lokalplan "Østerport II".

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om startredegørelsen for lokalplan "Østerport II", der fremgår af løsningsafsnittet.
  2. at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 12.000 kr. til et debatvognsarrangement om sagen på Østerport station den 24., 25. eller 26. marts 2014. Midlerne tages af puljen til borgerdialogaktiviteter. Arrangementet gennemføres om muligt i samarbejde med Østerbro Lokaludvalg.
  3. at Indre By Lokaludvalg udpeger mindst to tovholdere tili samarbejde med sekretariatet og eventuelle tovholdere fra Østerbro lokaludvalg at planlægge og gennemføre debatvognsarrangementet.

Problemstilling

Med svarfrist den 1. april 2014 har Teknik- og Miljøforvaltningen sendt startredegørelsen for lokalplan "Østerport II" i høring i Indre By Lokaludvalg og Østerbro Lokaludvalg. Forvaltningen oplyser, at en vedtagelse af lokalplanen vil muliggøre en fortætning af bebyggelsen til højre for stationsbygningen på Østerport Station. Tanken er at forhøje den eksisterende bebyggelse mod Oslo Plads og Folke bernadottes Allé med én etage samt opføre en 24 meter høj bygning mod baneterrænet. Al ny bebyggelse er erhvervsbebyggelse. Den 24 meter høje bygning skal være én etage lavere mod stationsbygningen.

Der er samtidig lagt op til, at kommuneplan ændres, så området bliver et område til serviceerhverv med en bebyggelsesprocent på 185, en maksimal bygningshøjde på 24 meter og et friareal på minimum 10 % af etagearealet. I den gældende kommuneplan er det bestemt, at størstedelen af området skal anvendes til serviceerhverv med en maksimal bebyggelsesprocent på 110, en masimal bygningshøjde på 20 meter og et friarealkrav på minimum 15 % af etagearealet. Den resterende del af området skal anvendes til tekniske anlæg.

Løsning

Østerbro Lokaludvalg
Østerbro Lokaludvalg beslutter i sit møde den 13. marts 2014 et høringssvar om sagen. Samtidig træffer Østerbro Lokaludvalg beslutning om annoncering og borgerdialog.

Borgerdialog
Formandskabet foreslår, at Indre By Lokaludvalg i lokale medier annoncerer muligheden for borgerne for at kommentere sagen på Indre By Lokaludvalgs hjemmeside. Endvidere foreslår formandskabet, at  Indre By Lokaludvalg har et debatvognsarrangement om sagen på Østerport station  den 24., 25. eller 26. marts 2014. Annoncering og bogerdialog foreslås at ske i samarbejde med østerbro lokaludvalg, hvis der er mulighed for det.

Endelig foreslår formandskabet, at Indre By Lokaludvalg udpeger mindst to tovholdere, som i samarbejde med sekretariatet planlægger og gennemfører arrangementet og herunder udarbejder et spørgeskema, som borgerne kan udfylde ved debatvognen og på lokaludvalgets hjemmeside.

Høringssvar
Formandskabet foreslår følgende høringssvar:

"Med svarfrist den 1. april 2014 har Teknik- og Miljøforvaltningen sendt startredegørelsen for lokalplan "Østerport II" i høring i Indre By Lokaludvalg og Østerbro Lokaludvalg.

Borgerdialog
Indre By Lokaludvalg og Østerbro Lokaludvalg har med annoncer i lokale medier gjort borgerne opmærksomme på muligheden for at kommentere sagen på Indre By Lokaludvalgs hjemmeside. XX borgere har benyttet sig af muligheden -se deres kommentarer i bilaget.
En sammenfatning af kommentarerne:
XX

Derudover har de to lokaludvalg afholdt et debatvognsarrangement på Østerport Station den xx. marts 2014, hvor borgerne fik mulighed til at besvare et spørgeskema om sagen. XXX borgere benyttede sig af muligheden. Et notat om svarene er vedlagt. Svarene kan sammenfattes således:


Indre By Lokaludvalgs holdning
Indre By Lokaludvalg har drøftet sagen i sit møde den 13. marts 2014. 

Forslaget om et tillæg til Kommuneplanen
I Indre By Lokaludvalg undrer vi os over, at man fra kommunen side ikke har sagt nej til projektet, når det ikke er holdt indenfor kommuneplanens rammer.

Fredning/beskyttelseslinjer
Projektet, der ønskes lokalplan for, vil kræve dispensation for frednings- og beskyttelseslinjer i forhold til kastellet. Sådanne dispensationer kræver en helt særlig og konkret begrundelse. En sådan begrundelse er ikke givet i startredegørelsen, eftersom  en henvisning til

• at byggeriet er i overensstemmelse med kommuneplanens målsætning om fortætning af bebyggelse der, hvor der er høj tilgængelighed til kollektiv trafik
• at byggeriet vil skabe arbejdspladser og
• at byggeriet vil give ejendomsskatte-indtægter

kan bruges om adskillige andre nybyggerier i Københavns kommune, og er derfor ikke er en konkret begrundelse for ophævelse af fredningen/beskyttelseslinjerne i denne sag.

Forvaltningen oplyser, at projektet har været forelagt Kulturstyrelsen, der heller ikke begrunder, hvorfor fredningen/beskyttelseslinjerne kan tilsidesættes. Kulturstyrelsen refererer til, at projektet ligger indenfor de rammer, som Kulturstyrelsen tidligere har foreslået. Det er en begrundelse, som hverken lokaludvalget eller borgerne kan forholde sig til.

Projektet skal ses i sammenhæng med omgivelserne
I øjeblikket kan Folke Bernadottes Allé opfattes som en forlængelse af Grønningen, hvor voldanlægget omkring Kastellet også udgør den ene side. Facaden på den nordlige side af Folke Bernadottes Allé begynder fra Oslo Plads med et par spring, en rytme, som man måske kan fortsætte i det videre forløb. I øjeblikket fortsætter byggeriet med en lav tilbagetrukket bygning som resulterer i, at gaderummet flyder ud og hele Alléen virker rodet. Dette rod bliver endnu værre, hvis der bygges en stor bygning oppe ved Oslo Plads. Dette rod må man tage stilling til i lokalplanen.

Lokaludvalget mener således, at en lokalplan som minimum skal omfatte Folke Bernadottes Allé fra Oslo Plads til Langeliniebroen og gerne også Oslo Plads, og ikke kun matriklen, der ønskes bebygget, Oslo Plads 2. 

Overordnet er der behov for en områdeplan for området omkring Østerport afgrænset af Østre Anlæg, den kommende forplads ved Østerport Metrostation på Dag Hammerskjölds Allé, Østbanegade, Langelinjebroen, Kastellet og Nyboder, der viser, hvad kommunen vil med området under hensyntagen til frednings- og beskyttelselslinjer i området, således at nye bebyggelser, anlægsprojekter mv. kan indpasses i henhold til nogle politiske vedtagede retningslinjer for området. Lokaludvalget vil overveje, at udarbejde en område-/helhedsplan for dette område på samme måde, som lokaludvalget tidligere udarbejdet sådanne planer for Rådhusplads-området og for området omkring Nørreport i samarbejde med borgerne.


Om detaljer i startredegørelsen 
Derudover har lokaludvalget følgende bemærkninger til startredegørelsen:
  • Byggehøjden på det nye byggeri skal forholdes til tagryggen på Østerport stationsbygning, ikke spiret på bygningen, og må under ingen omstændigheder være højere end tagryggen på den svenske kirke på Folke Bernadottes Allé. Med lidt plus/minus tolerance betyder det, at der vel kan bygges ikke én men to etager oven på den eksisterende bygning men til gengæld på hele det bebyggede areal og på det areal, der i øjeblikket optages af den lave tilbagetrukne bygning mod Folke Bernadottes Allé.
  • Det glasagtige look virker fremmed i miljøet, og udgør en dårlig afgrænsning af gaderummet.
  • Det virker rigtigt, at glaspyramiden og betonarkaden må vige pladsen til fordel for mere byliv. Også en del af cykelparkeringen kan med fordel flyttes til en forlængelse af cykelparkeringen langs Østbanegade helt hen til fodgængerbroen over baneterrænet. En sådan flytning kan ske uden at forringe tilgængeligheden af cykelparkering for togpassagerer.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Der afsættes en ramme på 12.000 kr. til borgerdialogen om sagen. Sekretariatet regner ikke med, at rammen bliver brugt fuldt ud, da Østerbro Lokaludvalg sandsynligvis betaler en del af udgifterne; men i skrivende stund vides ikke hvor meget. Midlerne tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Videre proces

I samarbejde med sekretariatet og eventuelle tovholdere fra Østerbro Lokaludvalg planlææger og gennemfører de udpegede tovholdere et debatvognsarrangementet den 24., 25. eller 26. marts 2014.

Teknik- og Miljøforvaltningen forventer, at sagen kommer i offentlig høring i efteråret 2014, så Borgerrepræsentationen kan beslutte den endeligt ultimo 2014.

Beslutning

  1. Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om startredegørelsen for lokalplan "Østerport II", der fremgår af løsningsafsnittet.
  2. Lokaludvalget besluttede at afsætte en ramme på 12.000 kr. til et debatvognsarrangement om sagen på Østerport station den 24., 25. eller 26. marts 2014. Midlerne tages af puljen til borgerdialogaktiviteter. Arrangementet gennemføres om muligt i samarbejde med Østerbro Lokaludvalg.
  3. Lokaludvalget udpegede Niels Friis og Gunna Starck til i samarbejde med sekretariatet og eventuelle tovholdere fra Østerbro Lokaludvalg at planlægge og gennemføre debatvognsarrangementet.

Protokolbemærkning fra Svend Jørgen Thomsen: "Vedrørende høringssvaret undlader jeg at stemme".

Til top