Evaluering af julemarkederne i Indre By
Indre By Lokaludvalg skal drøfte lokaludvalgsmedlemmernes observationer af, hvordan julemarkederne i Indre By fungerede, og beslutte at orientere Teknik- og Miljøforvaltningen og beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard om observationerne.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg drøfter lokaludvalgsmedlemmernes observationer af, hvordan julemarkederne i Indre By fungerede.
- at Indre By Lokaludvalg bemyndiger formanden til at orientere Teknik- og Miljøforvaltningen og beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard om lokaludvalgets observationer af, hvordan julemarkederne i Indre By fungerede.
Problemstilling
I mødet den 9. december 2021 besluttede lokaludvalget, at lokaludvalgsmedlemmerne Michael Thorup og Sally Mountfield sammen med formandskabet skulle besigtige julemarkeder i Indre By, jf. løsningsafsnittet. Lokaludvalget besluttede også at invitere beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard til at deltage i besigtigelsen.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalgets medlemmer orienterer om egne observationer af, hvordan julemarkederne i Indre By fungerede set i lyset af følgende krav, ønsker og visioner:
Kommunens krav til julemarkeder
I et notat af 23. august 2020 fra Teknik- og Miljøforvaltningen til lokaludvalget nævnes en række krav til julemarkederne i kommunen:
- at markederne udformes sådan, at de opleves som en integreret del af byen, med en passende balance mellem åbenhed og oplevelsen af at træde ind i et særligt juleunivers.
- at markederne inviterer til samarbejde med de omkringliggende restaurationer, butikker og stader, så der også på denne vis opnås den bedst mulige synergieffekt.
- at markederne generelt, og især deres yderkant mod den omgivende by, fremstår med en høj æstetisk kvalitet.
Notatet ses i bilaget.
København som europæisk julehovedstad
Den 27. februar 2021 blev artiklen, der ses i bilaget, offentliggjort. Artiklens indledning:
"København skal nu markedsføres som europæisk julehovedstad med design, gastronomi og lysinstallationer. Det skal være et kommende lys i coronamørket, mener initiativtageren, beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V)."
I aftaleteksten om Overførselssagen 2020-2021 står der:
"KF43 København som julehovedstad
For at afhjælpe at erhvervslivets tab som følge af coronakrisen, er parterne enige om at afsætte midler til at etablere en pulje, hvorfra byens aktører kan ansøge om støtte til indsatser, der kan bidrage til at tiltrække turister til hovedstaden som en destination for kultur, mad og shopping i juletiden. Der afsættes: - 1,0 mio. kr. på service i 2021 til puljemidler til juleinitiativer."
Indre By Bydelsplan om julemarkeder
Fra Indre By Bydelsplan 2017-2020:
"I den forgangne bydelsplanperiode har julemarkeder i Indre By været drøftet blandt borgerne, i lokaludvalget og politisk på rådhuset. Julemarkederne er et velkomment indslag i bylivet, men kommunen skal gøre det klart for de ansvarlige, hvad vilkårene for julemarkederne er - også med hensyn til renhold og affaldshåndtering. Hvis vilkårene ikke overholdes, skal kommunen skride ind øjeblikkeligt. Julemarkederne skal udstråle kvalitet. De skal opleves som værende noget, der giver værdi til København, noget der respekterer de eksisterende forretninger og noget, vi kan være stolte af. De bør formidle de nordiske juletraditioner. Julemarkederne er i november og december måned Københavns ansigt ud ad til."
Økonomi
Intet.
Videre proces
Formanden orienterer Teknik- og Miljøforvaltningen og beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard om lokaludvalgets observationer af, hvordan julemarkederne i Indre By fungerede.