Mødedato: 13.01.2022, kl. 18:30
Mødested: Teams

B-sag: Bevarende lokalplaner i Middelalderbyen

Indre By Lokaludvalg skal godkende et brev til teknik- og miljøborgmester Line Barfod om bevarende lokalplaner i Middelalderbyen.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender brevet til teknik- og miljøborgmester Line Barfod om bevarende lokalplaner i Middelalderbyen, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Det fremgår af Kommuneplan 2019, at der skal sættes gang i arbejdet med, at byen bliver
dækket af lokalplaner, startende med Middelalderbyen og Christianshavn. Arbejdet er endnu ikke sat i gang. 

Lokaludvalgsmedlem Jep Loft har foreslået, at lokaludvalget gør den nytiltrådte teknik- og miljøborgmester Line Barfod opmærksom på problemet.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til teknik- og miljøborgmester Line Barfod:

"Det fremgår af Kommuneplan 2019, at der skal sættes gang i arbejdet med, at byen bliver
dækket af lokalplaner, startende med Middelalderbyen og Christianshavn. Det er underforstået, at der for Middelalderbyens vedkommende er tale om bevarende lokalplaner.

Men Teknik- og Miljøforvaltningen har endnu ikke sat i gang i arbejdet. 

Arbejdet bør ikke afvente nye SAVE-vurderinger af samtlige ejendomme. De eksisterende kan stå ved magt, medmindre der gøres veldokumenterede indsigelser. Og Teknik- og Miljøforvaltningens frygt for mange sager om dispensation bør heller ikke stå i vejen. Hele idéen er, at bevisbyrden vendes: Fremover ved den, der vil rive ned, på forhånd at det ikke er tilladt. Vedkommende skal bære byrden for at opnå dispensation, og udgangspunktet er, at det får vedkommende ikke.

Tværtimod slipper Teknik- og miljøforvaltningen for mange sager, fordi developere og bygherrer fravælger Indre By, eftersom den er bevaringsværdig. Nedrivningen af det fine baghus i Esplanaden 30 kunne være undgået. Skræmmebilledet er Århus Kommune, hvor developere hærger og man løbende river bevaringsværdige huse ned.

Det videre perspektiv for dette tema er at se bymiljø på samme måde, som man ser på naturmiljø. Man skal beskytte bymiljøet på samme måde, som man beskytter naturmiljøet. Begge typer miljøer har betydning for menneskets trivsel. Som led i beskyttelsen af bymiljøet bør man - politikere og forvaltning - være lydhøre over for borgernes udtrykte skepsis overfor nybyggeri i glas, stål og skæmmende eller kedelig arkitektur.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt brevet sender formanden det til teknik- og miljøborgmester Line Barfod.

Beslutning

  1. Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Lean Milo om, at det i brevet også nævnes, at der er behov for bevarende lokalplaner i Nyboder-kvarteret.

    Lokaludvalget godkendte brevet til teknik- og miljøborgmester Line Barfod om bevarende lokalplaner i Middelalderbyen, der fremgår af løsningsafsnittet, med det tiltrådte ændringsforslag.


  2. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Bent Lohmann og om at aftale et møde mellem teknik- og miljøborgmester Line Barfod og lokaludvalget eller en kreds af lokaludvalgsmedlemmer til et møde om bl.a. bevarende lokalplaner i Middelalderbyen.
Til top