Mødedato: 12.12.2024, kl. 16:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

Adfærdskodeks

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager et oplæg om Borgerrepræsentationens adfærdskodeks til efterretning. Sekretariatschef Flemming Dubgaard Hansen, Borgerrepræsentationens sekretariat, holder oplægget.

  2. at Indre By Lokaludvalg drøfter det forhold, at Borgerrepræsentationens adfærdskodeks gælder for lokaludvalgene.

  3. at Indre By Lokaludvalg tager til efterretning, at Borgerrepræsentationens adfærdskodeks gælder for lokaludvalgene.

Problemstilling

I et møde den 7. oktober 2024 orienterede sekretariatschef Flemming Dubgaard Hansen, Borgerrepræsentationens sekretariat, forpersonerne for lokaludvalgene om Borgerrepræsentationens adfærdskodeks og om Borgerrepræsentationens sekretariats arbejde med adfærd og sprog i relationerne mellem embedsværk og politikere.

Han opfordrede forpersonskredsen til at drøfte kodekset på et møde i deres lokaludvalg samt at adfærdskodekset uploades på lokaludvalgenes hjemmesider, idet det også gælder for lokaludvalgene.    

Løsning

Lokaludvalget tager oplægget om Borgerrepræsentationens adfærdskodeks til efterretning.

Lokaludvalget drøfter og tager til efterretning, at Borgerrepræsentationens adfærdskodeks gælder for lokaludvalgene.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Lokaludvalget arbejder i henhold til Borgerrepræsentationens adfærdskodeks.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tog oplægget om Borgerrepræsentationens adfærdskodeks til efterretning.

  2. Lokaludvalget drøftede det forhold, at Borgerrepræsentationens adfærdskodeks gælder for lokaludvalgene. Der var følgende bemærkninger fra lokaludvalgets medlemmer i drøftelsen:
    • Adfærdskodekset er et idiotisk papir der er overflødigt i lokaludvalgssammenhæng. Eventuelle retningslinjer for adfærd kan fremgå af lokaludvalgets forretningsorden. 
    • Jeg har set et skilt med teksten ”Tal pænt, det smitter". 
    • Lokaludvalget har en fælles udfordring i forhold til ikke at afbryde hinanden og med at tale pænt til hinanden.
    • Borgerrepræsentationens sekretariat har kompetente medarbejdere. Tak for det. 
    • I Miljøpunkt Indre By & Christianshavn arbejder man for at tiltrække flere unge mennesker til arbejdet, men de unge kan ikke holde til de ældre mødedeltageres tone ud.
    • Det er vigtigt at være opmærksom på, at det er ørene, der afgør, hvad der er blevet sagt.
    • De unge må lære, at der kan ryge en finke af panden. 
    • Der er problemer med kommunikationen, men mange forstår det ikke. 
    • Det er godt, at lokaludvalget taler om adfærd. Det er et udtryk for en udvikling. Lokaludvalget har brug for en hård kulturdrejning, men man kan ikke forvente, at alle lokaludvalgsmedlemmer kan ændre sig. 
    • Alle skal mødes på samme måde. Det handler ikke om, hvad den enkelte kan tåle. 
    • Garvede lokaludvalgsmedlemmer forlader lokaludvalgsarbejdet på grund af tonen. 
    • Det er vigtigt, at man går glad hjem fra lokaludvalgsmøderne. 
    • Lokaludvalget skal ikke tage hensyn til laveste fællesnævner. 
    • De unge er ikke sarte, men at de vil se resultater af deres indsats hurtigt. Derfor skal lokaludvalget arbejde på en anden måde, hvis det vil tiltrække og fastholde unge mennesker. Inddragelse uden et klart mandat, som fx klimaborgertinget, er demotiverende.
    • Et adfærdskodeks bør ikke være nødvendigt, men det er det. 
    • Der er mange vidende mennesker i lokaludvalget, men lokaludvalget kunne nå længere i sit arbejde, hvis det arbejdede med tonen lokaludvalgsmedlemmerne imellem.
    • Lokaludvalgsmedlemmerne bør tale pænt og lytte til hinanden, så vil de komme videre. Fokus bør være på, hvad lokaludvalgsmedlemmerne vil, ikke hvad de kan udholde. 
    • Det er vigtigt at tage sig tid til at få talt om tingene.

  3. Lokaludvalget tog til efterretning, at Borgerrepræsentationens adfærdskodeks gælder for lokaludvalgene.
Til top