Mødedato: 12.12.2024, kl. 16:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

Åben spørgetid

Under dette punkt har tilhørerne mulighed for at komme med forslag og stille spørgsmål til lokaludvalget. Der er afsat op til en halv time til spørgetiden. Tilhørere, der ønsker at komme med forslag eller stille spørgsmål til lokaludvalget, har hver op til 10 minutter til rådighed.

Beslutning

Tapasbar i Gothersgade

En borger bad om lokaludvalgets opbakning og vejledning med henblik på at forhindre, at en tapasbar i Gothersgade 89 får tilladelse til natbevilling.

Lokaludvalget rådede borgeren til at dokumentere eventuelle klager til politiet og støjvagten. Lokaludvalget oplyste, at hvis der er tale om en gourmetrestaurant, giver man nogle gange bevillinger til efter midnat, hvorfor det er vigtigt at dokumentere deres spisekort og hvad de faktisk serverer.

Julemarkedet på Kongens Nytorv

En borger udtrykte utilfredshed med julemarkedet på Kongens Nytorv. Han nævnte, at julemarkedet er kedeligt og en skændsel mod borgerne, og at Københavns borgmestre ikke skal have lov at bestemme, hvordan julemarkederne skal være. Han oplyste, at skøjtebanen ikke bliver brugt. Lokaludvalgsmedlemmerne havde følgende kommentarer:

Michael Gatten takkede for kommentaren og svarede, at julemarkedet på Kongens Nytorv er i udvikling og at KBH - Commerce & Culture (KCC), som står for julemarkedet og skøjtebanen, gerne modtager ris og ros fra borgerne. 

Hans-Henrik T. Ohlsen svarede, at julemarkedet på Kultorvet benyttede en stor generator, som larmer. Han gav udtryk for, at julemarkedet bør være koblet på bystrøm.

Lean Milo svarede, at boderne på julemarkedet på Kongens Nytorv godt kunne holde mere åbent, men at det kunne være starten på et nyt slags julemarked i Indre By, som er under udvikling og for alle.

Til top