B-sag: Forbud mod knallerter på cykelstier
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg beder Byudviklingsgruppen komme med forslag til strækninger i Indre By, hvor der bør indføres forbud mod knallerter på cykelsti og cykelrute.
Problemstilling
Den 5. november 2024 skrev Teknik- og Miljøforvaltningen bl.a. følgende til lokaludvalget:
"Teknik- og Miljøforvaltningen er ved at udarbejde en indstilling til Teknik- og Miljøudvalget på baggrund af et medlemsforslag fra Enhedslisten om at indføre et forbud mod knallerter på den grønne cykelrute mellem Nørrebro og Frederiksberg og andre strækninger (TMU 20. november 2023). Lokaludvalget er velkommen til at sende input til konkrete strækninger til mobilitet@kk.dk, som forvaltningen vil tage med i betragtning. Det vil være Københavns Politi, der skal håndhæve knallertforbud på de udvalgte strækninger."
Niels Kongshaug har på den baggrund stillet forslag om, at lokaludvalget foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen, at der skal indføres et forbud mod knallerter og ATV'er med forbrændingsmotor på cykelstien i Bredgade. Hans begrundelse er, at der ikke er plads på cykelstien.
Løsning
Forpersonskabet foreslår, at forslaget fra Niels Kongshaug behandles i det kommende møde i Byudviklingsgruppen. Tanken er, at Byudviklingsgruppen skal komme med forslag til andre strækninger, hvor der bør indføres et forbud mod knallerter på cykelstier og -ruter.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Lokaludvalget tager stilling til Byudviklingsgruppens forslag i mødet den 16. januar 2025.