Lysreklamer
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg drøfter kommunens grundlag for afgørelser vedr. lysreklamer jf. løsningsafsnittet og bilaget.
Problemstilling
I forbindelse med behandlingen af sagen "Lysreklame på hjørnet af Åboulevard og Rosenørns Allé" i lokaludvalgets møde den 14. november 2019 blev det besluttet,
- at bede formanden om en indstilling til lokaludvalgets møde den 12. december 2019 om kommunens politik vedr. lysreklamer.
- at lokaludvalget skule sende fotos til sekretariatet, der viser
lysreklamer, som ikke er hensigtsmæssige.
- at bede sekretariatet undersøge status på en sag om lysreklame på Nørrevold, som en borger tidligere har henvendt sig til lokaludvalget om.
Løsning
Status på sagen "Lysreklame på hjørnet af Åboulevard og Rosenørns Allé"
Suppleant Erik Boye Jensen er i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om lysreklamen på hjørnet af Åboulevard og Rosenørns Allé. Den 2. december 2019 skrev forvaltningen til Erik Boye Jensen:
"Retningslinjerne for opsætning af skilte og reklamer er vejledende, og giver forvaltningen et redskab som kan inddrages i sagsbehandlingen. Hvorvidt den pågældende lysreklame er til gene, beror på en konkret vurdering. Den vejledning for lysintensitet, der fremgår af retningslinjerne for skilte og reklamer (”Lysintensiteten for lysreklamer efter mørkets frembrud fastlægges til maks. 50 nit/lumen målt vertikalt ud fra en flade med hvidt lys målt på 25 m afstand”), er ikke anvendelig i den konkrete sag, på grund af lysskiltets placering.
I processen med at afklare, hvornår skiltets lysstyrke er til gene, har forvaltningen forholdt sig til hvordan lyset påvirker omgivelserne, herunder om lyset kaster skygge i folks lejligheder, hvordan skiltet reflekteres i søernes overflade, og hvordan skiltet opleves fra forskellige vinkler fra gadeniveau.
Derudover undersøger vi andre indstillinger på skiltet såsom hvidbalance og forskellige farver lys.
På baggrund af de forskellige forhold vurderer forvaltningen, i dialog med beboere og skiltets ejere, hvilke indstillinger af skiltet, er acceptable for det pågældende byrum.
Forvaltningen har på nuværende tidspunkt ikke truffet afgørelse i sagen. Vi forventer, at der kan træffes afgørelse med hjemmel i byggelovens § 6 D, stk. 2 inden for de næste par uger.
I forbindelse med afgørelsen, forventes der at blive gennemført en høring. Heri vil forvaltningen også tage stilling til partsstatus.
Som du bemærker i din henvendelse, blev forvaltningen opmærksom på, at der var givet ibrugtagningstilladelse til skiltet, da beboere i området rettede henvendelse til forvaltningen. I de opstillede vilkår i byggetilladelsen om skiltets omfang, placering og konstruktion, er der ikke noget sikkerhedsmæssigt uforsvarligt, der hindrer, at skiltet kan tages i brug sådan, som det er stillet op.
I byggetilladelsen er der ikke fastsat et vilkår om et konkret niveau for lysstyrken i lysreklamen, fordi byggeloven ikke indeholder regler om, at kommunen kan behandle spørgsmål om kunstigt lys, når den udsteder byggetilladelse.
Der er taget et forbehold for, at skiltet ikke må være til ulempe for omgivelserne, og der er henvist til servitutten fra 1932 om konstant belysning.
I tilladelsen tages der forbehold for en eventuel senere justering af installationen, og der er intet til hinder for, at skiltet kan gives en ibrugtagningstilladelse som det er sat op. Det vil i denne situation derfor ikke være proportionelt at stille krav om, at lysskiltet skal slukkes fuldstændigt som følge af den manglende ibrugtagningstilladelse.
I forhold til stadsarkitektens involvering kan jeg informere om, at stadsarkitekten er rådgiver for Københavns Kommune, men ikke indgår i den konkrete sagsbehandling i forvaltningen. Stadsarkitekten har ingen selvstændig bemyndigelse til at træffe afgørelser, eller udstede påbud eller forbud i konkrete sager. I den pågældende sag har stadsarkitekten ikke været involveret."
Erik Boye Jensen oplyser, at forvaltningen tager fejl: Reklamen var idriftsat uden ibrugtagningstilladelse.
Erik Boye Jensen oplyser endvidere, at der om aftenen den 25. november 2019 blev afholdt en åstedsforretning i en lejlighed i Vester Søgade med deltagelse af en medarbejder fra Teknik- og Miljøforvaltningen og en repræsentant for Sign Partner, der har lysreklamen, samt repræsentanter for to ejerforeninger. Her blev det oplyst, at Carlsberg har styringen af reklameskiltet og således kan ændre motiv og lys. Dette er en del af den pakke, Carlsberg har købt hos Sign Partner.
Status på sagen "Lysreklame på Nørrevold"
Som svar på formandens henvendelse skrev Teknik- og Miljøforvaltningen den 4. december 2019 til lokaludvalget:
"Nørrevold er et område i København, der er godkendt som velegnet til lysreklamer, da der er tale om et centralt område og stort trafikknudepunkt i byen.
Den pågældende lysreklame er godkendt af Københavns Kommune den 10. marts 2016 på betingelse af, at reklamen ikke må blænde eller på anden måde være til gene for omgivelserne. Reklameskærmen må ikke vise reklamefilm, men alene stiliserede billeder, der skifter i et roligt tempo.
På baggrund af din henvendelse besigtigede Teknik- og Miljøforvaltningen lysreklamen den 29. november 2019 og kunne konstatere, at reklameindslagene ikke var i overensstemmelse med kommunens godkendelse. Forvaltningen har derfor kontaktet ejeren af reklameskærmen med henblik på få dem til at ændre reklameindslagene, så de kan overholde forvaltningens betingelser for tilladelsen."
Kommunens grundlag for afgørelser vedr. lysreklamer
I bilaget ses sagen "Drøftelse af retningslinjer for skilte og reklamer i København", som var på dagsordenen for Teknik- og Miljøudvalgets møde den 18. december 2017.
I bilaget ses også de gældende retningslinjer for skilte og reklamer i København.
I bilaget er endvidere et medlemsforslag fra Venstre og Enhedslisten om lys ved Rosenborggade og Tornebuskegade. Medlemsforslaget var anledningen til drøftelsen i Teknik- og Miljøudvalget den 18. december 2017.
Derudover er der i bilaget et svar den 10. oktober 2019 fra Teknik- og Miljøforvaltningen til borgerrepræsentant Marcus Vesterager om ovennævnte sag om lysreklame på hjørnet af Åboulevard og Rosenørns Allé.
Endelig er der i bilaget en række fotos af lysreklamer i København, som suppleant Erik Boye Jensen har taget, jf. beslutningen i lokaludvalget den 14. november 2019 om, at lokaludvalget skule sende fotos til sekretariatet, der viser lysreklamer, som ikke er hensigtsmæssige.
Lokaludvalgets drøftelse
Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter
- om lokaludvalget skal bede Teknik- og Miljøudvalget om at anlægge en mere restriktiv praksis i forbindelse med behandling af ansøgning om opsætning af skilte og reklamer med henblik på at mindske oplevede gener ved lysskilte. I givet fald skal lokaludvalget beslutte begrundelser for ønsket.
- om lokaludvalget skal bede Teknik- og Miljøudvalget om, at man i højere grad end nu skal tage hensyn til Københavns velbevarede bykerne med sine store bymæssige og arkitektoniske kvaliteter i forbindelse med behandling af ansøgning om opsætning af skilte og reklamer og – under hensyntagen til hver konkret sag - lægge en mere restriktiv linje forhold til blinkende lys, lysstyrke og farvetemperatur. I givet fald skal lokaludvalget beslutte begrundelser for ønsket.
- om lokaludvalget overfor Teknik- og Miljøudvalget skal kommentere på de gældende retningslinjer for skilte og reklamer i København (se bilaget), fx vedr.
- teksten på side 3 om placering af skilte og reklamer i Indre By og Christianshavn
- teksten på side 8-9 om lysreklamer.
I givet fald: Hvilke kommentarer har lokaludvalget til de gældende retningslinjer for skilte og reklamer i København?
- om lokaludvalget overfor Teknik- og Miljøudvalget skal kommentere på administrationen af de gældende retningslinjer for skilte og reklamer i København, henset til sagerne om lysreklame på hhv. hjørnet af Åboulevard og Rosenørns Allé og på Nørrevold.
I givet fald: Hvilke kommentarer har lokaludvalget?
- om lokaludvalget overfor Teknik- og Miljøudvalget skal kommentere på borgernes mulighed for at få indsigt i og indflydelse på afgørelser om lysreklamer, henset til sagerne om lysreklame på hhv. hjørnet af Åboulevard og Rosenørns Allé samt på Nørrevold.
I givet fald: Hvilke kommentarer har lokaludvalget?
Økonomi
Intet.
Videre proces
Afhænger af drøftelsen.
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede kommunens grundlag for afgørelser vedr. lysreklamer jf. løsningsafsnittet og bilaget. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
- Problemet er, at reglerne ikke håndhæves.
- Kommunen bør oprette en whistleblowerordning, hvor borgerne anonymt kan anmelde tilsyneladende ulovlige forhold til kommunen. Borgerne kan på den måde hjælpe kommunen med at håndhæve regler.
- Lysreklamer er visuel støj.
- Ingen steder i København skal ligne Times Square i New York. Det er en provinsiel måde at tænke på.
- Bo-Bedre-Bedst er for en temalokalplan vedr. lysreklamer.
- Bevægelige lysreklamer på LED-skærme er en tendens i København, og dukker nu også op ved stationerne på Cityringen. Ideen er åbenbart, at sådanne skærme kan placeres ved det, man mener, er trafikknudepunkter.
- Forvaltningen kan ikke foretage et skøn uden at have et politisk grundlag at vurdere en lysreklame ud fra.
- Forvaltningen vidste intet om lysreklamen på hjørnet af Åboulevard og Rosenørns Allé, før borgerne tog sagen op.
- Forvaltningens hidtidige ageren i sagen om lysreklamen på hjørnet af Åboulevard og Rosenørns Allé kunne få en til at tro, at man er bange for en erstatningssag fra ejeren af lysreklamen.
- I sagen om lysreklamen på hjørnet af Åboulevard og Rosenørns Allé er det som om forvaltningen mener, at der ingen vej er tilbage. Men servitutten på ejendommen fortæller, at beboerne skal tilgodeses.
- Lokaludvalget kan bede om en redegørelse om sagsforløbet i sagen om lysreklamen på hjørnet af Åboulevard og Rosenørns Allé og spørge, om borgerne er blevet korrekt behandlet.
- Lysreklamen på hjørnet af Åboulevard og Rosenørns Allé forstyrrer trafikken.
- Man kan måle lysintensiteten fra lysreklamen på hjørnet af Åboulevard og Rosenørns Allé med en drone.
- Der er også store gener fra lysreklamerne på Nørrevold.
- Lokaludvalget kan foreslå, at reglerne for lysreklamer skal opdateres, så de forholder sig til LED-skærme.
- Lokaludvalget kan foreslå, at Giv et praj-ordningen udvides med en whistleblowerordning, hvor borgerne anonymt kan anmelde tilsyneladende ulovlige forhold til kommunen.
- Området er svært at styre med regler og parametre, som forvaltningen skal arbejde efter.
- Hvorfor må reklamer på LED-skærme ikke være bevægelige?
- Lysstyrken fra LED-skærme skal reguleres i forhold til trafik. Lysstyrken skal ikke være kaosskabende.
- Reglerne for lysreklamer bør blødes op.
- Kommunen bør udpege områder, der er egnet til LED-skærme med reklamer, og områder, der ikke er egnet.
- Der kan godt være flere lysreklamer på Rådhuspladsen.
- Reglerne skal være simple, for ellers bliver de svære at kontrollere og håndhæve.
- Man kan stille krav om, at lysreklamerne og LED-skærmene er designmæssigt flot udført og matcher omgivelserne. I Napier i New Zealand har man sådanne krav.
- KBH - Commerce & Culture sætter æstetikken i byen højt og arbejder for, at den bliver bedre.
- Lokaludvalget er en whistleblower-funktion for borgerne i forhold til forvaltningen og politikerne. Lokaludvalget kan gøre mere ud af at fortælle borgerne om denne funktion.
- Bevægelige lysreklamer flytter folks fokus. Det er ikke godt i trafikken.
- I de gældende retningslinjer er der udpeget steder til lysreklamer. Lokaludvalget bør forholde sig til, om det er de rigtige steder.
- Det fremgår af de gældende retningslinjer for lysreklamer, at de giver liv og tryghed i Middelalderbyen. Lokaludvalget kan gøre opmærksom på, at der er andre måder at skabe liv og tryghed på.
- Lokaludvalget bør ved en anden lejlighed kommentere håndhævelsen af reglerne for flagning og reklameduge.
- Lokaludvalget bemyndigede formanden til at skrive til Teknik- og Miljøudvalget,
- at lokaludvalget ønsker en redegørelse om sagsforløbet i sagen om lysreklamen på hjørnet af Åboulevard og Rosenørns Allé og en orientering om, hvorvidt borgerne er blevet korrekt behandlet i denne sag.
- at reglerne for lysreklamer skal opdateres, så de forholder sig til LED-skærme. Lokaludvalget deltager gerne i arbejdet.
- at man bør undersøge, hvorvidt stederne, der er udpeget til lysreklamer, er egnet til det.
- at man bør undersøge, om andre steder end de, der er udpeget, er egnet til lysreklamer.