Mødedato: 12.12.2013, kl. 16:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Bedre fremkommelighed - høringssvar

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal bemyndige formanden til at sende Teknik- og Miljøforvaltningen et høringssvar om fremkommelighedsproblemer i kryds og på vejstrækninger.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller, 
  1. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger formanden til at sende Teknik- og Miljøforvaltningen et høringssvar om fremkommelighedsproblemer i kryds og på vejstrækninger. Høringssvaret baseres på bemærkningerne, der fremgår af løsningsafsnittet, samt på bemærkningerne, der måtte komme i lokaludvalgsmødet.
  2. at Indre By Lokaludvalg tilbyder forvaltningen et samarbejde om borgerdialog om fremkommelighedsproblemer i januar 2014
  3. at Indre By Lokaludvalg udpeger to tovholdere til borgerdialog om fremkommelighedsproblemer.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har den 19. november 2013 bedt om input til at identificere kryds og strækninger med fremkommelighedsproblemer. Svarfristen var den 29. november 2013.

Anledningen er, at forvaltningen skal kortlægge de steder på det kommunale vejnet med høj trafikintensitet, hvor der ofte opstår myldretidsproblemer og fremkomme med mulige løsninger, samt vurdere disse i forhold til potentiale i bekæmpelse af trængsel. Målet er at udarbejde en prioriteret liste med kendte problemstrækninger, hvor de 10 vigtigste bliver bearbejdet og prioriteret som
baggrundsmateriale for en politisk prioritering.

Løsning

Foreløbigt høringssvar
Formanden har den 29. november 2013 endt forvaltningen følgende foreløbige høringssvar:

"Teknik- og Miljøforvaltningen har den 19. november 2013 bedt Indre By Lokaludvalg om hjælp til at identificere kryds og strækninger med
fremkommelighedsproblemer. Svarfristen er sat til den 29. november 2013.

På vegne af Indre By Lokaludvalg vil jeg takke for, at lokaludvalget høres i denne sag, men samtidig finder jeg den meget korte høringsperiode uacceptabel. Dels fordi forvaltningen ikke kan forvente at få et brugbart svar med så kort en høringsperiode og dels fordi, at medlemsforslaget, der er udgangspunktet for høringen, blev vedtaget af Borgerrepræsentationen for over to måneder siden.

Jeg vil foreslå, at man forlænger høringsperioden til en gang i januar, så lokaludvalget kan lave en ordentlig borger/brugerdialog - gerne i samarbejde med forvaltningen.

I sit møde den 12. december 2013 vil lokaludvalget tage stilling til sagen, hvorefter forvaltningen kan forvente et egentligt høringssvar.

I dette foreløbige høringssvar kan jeg oplyse, at lokaludvalget med annonce i et lokalt medie har gjort opmærksom på muligheden for at kommentere sagen på lokaludvalgets hjemmeside og facebookside. Indtil videre har vi modtaget følgende bemærkning:

1. Vindebrograde mod Stormgade samt Vester Voldgade fra Rådhuspladsen ned mod Stormgade.. Det kan tage en halv time at komme blot 100 meter frem på disse strækninger. Det skyldes nok begrænsninger i muligheder for at dreje af i diverse lyskryds samt alt for mange ensrettede veje, der gør, at alle bilerne klumper sammen på hovedveje. Som beboer Indre By er det virkelig frustrerende.

Endvidere har flere lokaludvalgsmedlemmer kommenteret på sagen:

2. Og Fredensbro! Jeg sidder og kigger på en voldsom kø lige nu.

3. Lav en forsøgsordning med tilladelse til højresving for cyklister i udvalgte kryds, således som Transportministeriet nu vil iværksætte det på statsvejnettet.

4. God idé! Og så må jeg hellere følge op med et forslag om turistbusser og konkrete steder. Da jeg mest spadserer rundt mellem de to metrobyggepladser Nørreport og Rådhuspladsen, er det dog lidt svært at ytre sig om normale tilstande! Ensretningen i Vestergade er netop vendt, ellers var krydset Nørregade-Vestergade et typisk håbløst sted. Jeg gætter på, at turistbusserne nu enten dropper at køre ud af Middelalderbyen ad den vej, eller at det bliver en katastrofe i samme kryds, men retning Skindergade. Under alle omstændigheder burde kørsel med store turistbusser simpelthen blokeres i de små stræder og gader, måske i form af ”kun her er det tilladt at køre for turistbusser”-ruter?

5. I øvrigt er trængsel glimrende, hvis det kan få nogle til at lade bilen stå.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Yderligere bemærkninger
Efter den 29. november 2013 har borgere afleveret følgende bemærkninger til sagen:

6. I krydset Østerfarimagsgade/Sølvgade er der store problemer med trængsel og fremkommelighed, biler, busser og mange, mange lastbiler truer dagligt beboernes sikkerhed. På 1 år er to personer blevet dræbt i krydset og forleden røg en kvindelig cykellist ind under hjulet på en lastbil og overlevede kun med held og hvornår bliver den næste person så dræbt. Jeg har boet i ejendommen lige ud til krydset siden barn og må konstaterer at der kun kommer flere og flere biler og lastbiler som kører gennem dette kryds, det har nok heller ikke gjort det bedre at Klaus Bondum lukkede Nørrebrogade af for biler...

Det er også tydeligt at se at det er børnefamiler som hovedsageligt kører ind til København idet at hver gang der er skoleferie, ja så mindskes over halvdelen af trafikken og kun i disse feriere har vi beboer mulighed for at gå ud af vores hoveddør uden at blive mødt med en stank af farlig luftforurening og støj, hundredevis af personer dør hvert år af luftforurening og det er jo igen hemmelighed at luftforureningen også her er langt over det tilladte.

Det er forfærdeligt at dette vanvid er så varm en kartoffen og jeg håber inderligt at de politikerne i Københavns Kommune som ønsker at gøre noget ved dette kæmpe problem, vil stå imod og kæmpe for borgerens sundhed og sikkerhed.

Jeg ved ikke andre løsninger end at man bliver nød til at begrænse tilgangen af biler og lastbiler i indre København. Københavns Kommunen må og skal finde en løsning.

7. Der er heftig trafik i myldretiden fra Frederiksholms kanal til Vester Voldgade og den anden vej. Vejen er ensporet, men bliver senere tosporet. Buschaufførerne kan ikke se, at vejen bliver tosporet, da markeringen kommer for sent og de benytter i stedet cykelstien og fortovet. Det giver et ordentlig bump, når busserne lander på vejen og beboerne i ejendommen er generet af det, foruden at det er til fare for cyklister og fodgængere, da hverken cykelstien eller fortovet er brede. Markering til den dobbeltsporede linje skal starte tidligere, så buschaufførerne ikke benytter cykelstien.

8. Lyskryset Holdbergsgade/Holmens Kanal stopper helt til i myldertiden og trafikken går ofte helt i stå i alle retninger.

9. Bredgade: På stykket fra Kgs Nytorv til Skt Annæ Plads, hvor hele den højre bane er en meget lidt brugt svingbane til Skt Annæ Plads (sikkert en rest fra dengang der var Oslofærger der). Og venstrebanen er næsten altid spærret af parkerede biler selvom der er standsningsforbud i myldretiden.

Samme gælder for St. Kongensgade især på stykket fra Dr. Tværgade til Kgs Nytorv, her er der også altid parkerede biler i venstrebanen og tit giver det kø helt fra Esplanaden.

I andre lande bliver ulovligt parkerede biler fjernet af politiet, kan man det i DK så trafikken kan afvikles?

Borgerdialog
Formanden foreslår, at han får en bemyndigelse til at sende forvaltningen et høringssvar, baseret på ovenstående bemærkninger fra borgerne og på bemrækningerne, der måtte komme i lokaludvalgsmødet. I høringssvaret vil han desuden tilbyde forvaltningen et samarbejde om borgerdialog i januar 2014 om sagen. Dette forudsætter dog, at lokaludvalget udpeger to tovholdere til borgerdialogen.





Økonomi

Hvis der skal være yderligere borgerdialog om sagen, vil udgiften blive afholdt af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Videre proces

I samarbejde med sekretariatet skriver formanden et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen jf. ovenfor.

Beslutning

  1. Lokaludvalget bemyndigede formanden til at sende Teknik- og Miljøforvaltningen et høringssvar om fremkommelighedsproblemer i kryds og på vejstrækninger, baseret på bemærkningerne, der fremgår af løsningsafsnittet, samt på følgende bemærkninger, der fremkom i lokaludvalgsmødet:
    - Man bør skabe hjemmel til at fjerne ulovligt parkerede biler, der hindrer fremkommelighed.
    - Der er køkørsel på Fredensbro foran Sølvgade, hvor vejen indsnævres til 1 spor. Vejen bør indsnævres længere ude, et sted hvor der ikke er beboelse.
    - Krydset Sølvgade/Nørre Farimagsgade/Øster Farimagsgade/Webersgade fungerer ikke godt. Ophobningen af biler belaster beboelseskvarteret omkring.
    - Opgravningerne rundt i bydelen er ikke koordineret, hvilket genererer trængsel. Opgravningerne bør planlægges, så fremkommeligheden sikres.
    - Lukning af gaden gennem Rigsdagsgården for trafik har ført til trængsel i Vindebrogade.
    - Lyskrydsene er generelt ikke koordineret. Fodgængere og cyklister står flere steder og venter på at komme over tomme gader, men får grønt til at passere, netop som trafikken kommer til krydset.
    - Roadpricing er en løsning på fremkommelighed.
    - Kaos er i orden.
  2. Lokaludvalget besluttede at tilbyde forvaltningen et samarbejde om borgerdialog i januar 2014 om fremkommelighedsproblemer 
  3. Lokaludvalget udpegede Kjeld A. Larsen og Lis Langsø som tovholdere på borgerdialog om fremkommelighedsproblemer.
Til top