Årsplan 2014 for det lokale miljøarbejde
Indstilling og beslutning
- at Indre By Lokaludvalg godkender Miljøpunkt Indre By-Christianshavns forslag til årsplan 2014 for det lokale miljøarbejde.
Problemstilling
Løsning
"Sharing Copenhagen"
Aktiviteterne i den foreslåede årsplan for det lokale miljøarbejde i 2014 knytter an til "Sharing Copenhagen"-programmet, som Københavns Kommune sætter i værk i 2014 i anledning af, at København er Europæisk Miljøhovedstad i 2014.
Med "Sharing Copenhagen" vil København i 2014 dele løsninger og erfaringer på miljøområdet gennem arrangementer for københavnerne, konferencer, masterclasses, og guidede ture. Året er delt ind i fem temaer:
FREMTIDENS GODE BYLIV (Januar - April)
Byudvikling, Smarte City, Nye teknologier, og livet i fremtidens byer.
RESSOURCE-EFFEKTIVITET OG BÆREDYGTIGT FORBRUG (Maj – Juli)
Affald, Energiforbrug, fjernvarme, mad, mode, og drikkevand.
DEN BLÅ OG GRØNNE BY (August)
Blå og grønne byløsninger, bystrande og havnebade, parker, biodiversitet, byhaver og urban gardening.
GRØN MOBILITET (September)
Cykler, kollektiv transport, alternative drivmidler og tilgængelighed.
KLIMA OG GRØN OMSTILLING (Oktober - November)
Klimatilpasning, Bæredygtig renovering af bygninger, og CO2-reduktion
Årsplan 2014 for det lokale miljøarbejde
Miljøpunktet vil i 2014 være særligt optaget af årets 3 hovedspor:
1. Byforgrønnelse (særligt grønne byrum)
2. Affald som ressource (herunder særligt affaldsortering i gårde og genanvendelse af produkter)
3. Grøn mobilitet (herunder luftforurening i Indre By og på Christianshavn og fremme af cykling).
Derudover vil Miljøpunktet arbejde med helhedstænkning i kommunikationen.
Bemærkninger fra Indre By Lokaludvalg, som er indarbejdet i planen
Indre By Lokaludvalg drøftede planen i sit møde den 14. november 2013 og havde følgende
bemærkninger:
- Ved cykelsti-udmundinger gælder 10 m-reglen, hvorfor der her er plads til noget grønt.
- Tag lokaludvalgets kritikpunkter vedr. den seneste årsberetning med i den videre proces for
- årsplan 2014.
- Umiddelbart udgøre løn en stor post på budgettet.
- Miljøpunktets rolle må være at være igangsætter og tilsynsførende, mens driftsopgaver klares af aktive mennesker i lokalsamfundet. Sådan kunne man gøre med pasning af plantekasser.
- Delegeres der nok ud til frivillige?
- Anskueliggør, hvordan affald genanvendes, så den nye affaldsindsamlingsordning giver mening for borgerne.
- At vise, hvordan man kan lave noget ud af sit eget affald, er godt, men har ikke effekt.
- Vurderingen af ladcykelprojektet skal komme nu.
- Der mangler en måsætning med hensyn til ladcykelordningen. Hvilken værdi har det, at Miljøpunktet udlåner ladcykler?
- Det er ikke et mål i sig selv at udlåne ladcykler.
- Det er opløftende at se ladcyklerne rundt om i bydelen. De er reklamesøjler for lokaludvalget.
- Affald bør prioriteres højst i årsplanen. Affaldsindsamling er vanskeligt i Indre By og har størst interesse.
- Man bør kunne fremvise rollemodeller blandt erhvervsdrivende med hensyn til brug af ladcykler. De gode eksempler skal fremhæves.
Miljøpunktet oplyser, at bemærkningerne er indarbejdet i årsplanen.
Bemærkninger fra Christianshavns Lokaludvalg, som er indarbejdet i planen
- Vi foreslår, at emnet Skybrud tilføjes under punktet Sharing Copenhagen 2014, dog kun som emne, som Miljøpunkt skal holde sig orienteret om.
- Når der nævnes boligforeninger, skal det dække både ejer-, lejer- og andelsboligforeninger. Vi foreslår, at Lokaludvalgets sekretariat sender foreningslisten med email/navn til Miljøpunkt, så Miljøpunkt får mere direkte adgang til foreningerne.
- Under punktet Ressourcer og Affald foreslår vi, at Miljøpunkt tager kontakt til kommunens Affaldskontor, for at kunne være medarrangør ved Hold byen Ren-arrangementer sammen med lokale aktivister.
- I stedet for at sætte bacsacks / plantesække og plantekassser op mener vi, at det i hvert tilfælde først bør overvejes, om man i stedet skulle søge om at tage fliserne væk og plante direkte i jorden.
Miljøpunktet oplyser, at bemærkningerne er indarbejdet i årsplanen.
Økonomi
Københavns Kommune støtter igen i 2014 det lokale miljøarbejde med 645.000 kr.
Christianshavns Lokaludvalg har godkendt årsplan 2014 for det lokale miljøarbejde med ovennævnte bemærkninger og med et forbehold for, at lokaludvalget endnu ikke har besluttet sit budget for 2014 og dermed heller ikke har besluttet sin støtte til det lokale miljøarbejde i 2014. Det beslutter Christianshavns Lokaludvalg i sit møde den 18. december 2013.
Videre proces
Beslutning
- Side 6: Gårdlaug inddrages som samarbejdspartner vedrørende fokusområdet "Grønne plantekasser i byrum med miljøbudskaber".
- Side 6: Alle offentlige og private skoler i Indre By og på Christianshavn inddrages som samarbejdspartnere vedrørende fokusområdet "Blomsterløg ved Søerne og plantedage.
- Der skal ikke sættes plantekasser tættere end 10 m fra kryds, da krydset skal være overskueligt. I stedet kan man arbejde for at få opsat cykelstativer kombineret med noget grønt indenfor 10 m fra kryds, som ikke tager udsynet.
- Der skal være fokus på adfærdsregulering.
Lis Langsø havde følgende ændringsforslag:
- Frem for træer i plantekasser bør man plante træer i jorden.
Kjeld A. Larsen havde følgende ændringsforslag:
- På side 11 skal det nævnes, at Miljøpunktet ønsker at koble sig på det privat-etableret Citylogistik-projekt i Indre By.
- På side 11 skal det nævnes, at Miljøpunktet vil kontakte små erhvervsvirksomheder med henblik på at få dem til at benytte ladcykler, når de færdes i Indre By.
Ole Benny Nielsen havde følgende ændringsforslag:
- Formuleringerne i årsplanen er for brede, så der er behov for en fokusering og konkretisering.
- Det skal fremgå, at årsplanen er en plan for det lokale miljøarbejde.
- Det skal fremgå, at Miljøpunktet vil udvikle det lokale demokrati i bydelene.
- Affald som ressource skal udgå af planen. Affaldssortering skal prioriteres.
- Luftforurening og luftmålinger skal udgå af planen, da Miljøpunktets ressourcer ikke står mål med ambitionen. Ressourcerne bør bruges på noget andet.
- Med hensyn til kommunikationen så skal den tilrettelægges efter, at 50% af befolkningen bruger de sociale medier.
- Side 3: Det skal skrives ind i planen, hvad formålet er med koordineringsmøderne og hvor tit de holdes.
- Side 4: Det skal skrives ind i planen, hvilke gavle man ønsker at forgrønne.
- Side 4: Det skal udgå af planen, at Miljøpunktet orienterer om Københavns Kommunes skybrudstiltag.
- Side 5: Det skal fremgå, at udvikling af de grønne byrum sker i samarbejde med frivillige, som Miljøpunktet rådgiver.
- Side 6, punkt C: Det skal tydeliggøres, hvilke projekter der er tale om.
- Side 6, samarbejdsparterne: Det skal konkretiseres, hvem man samarbejder med.
- Side 8. Fokus skal være på affaldssortering, ikke genanvendelse.
- Side 9. Udstilling af eksempler på, hvordan man affaldsssorterer, skal udgå af planen. I stedet skal planen vise, at Miljøpunktet handler med hensyn til affaldssortering.
- Side 10. Loppemarkeder skal ikke nødvendigvis indgå i årsplanen.
- Side 12. Det skal tydeliggøres, at man ønsker at fremme cyklen som et dagligt redskab.
- Side 12. Det skal tydeliggøres, hvad man vil bruge partikelmålingerne til.
- Side 13. Vedvarende energi bør ikke indgå i årsplanen, da det ikke er en del af det lokale miljøarbejde, som kommunen og lokaludvalget støtter.
Ole Bang havde følgende ændringsforslag:
- Side 5: Det skal fremgå, at udvikling af de grønne byrum sker i samarbejde med frivillige, som Miljøpunktet rådgiver.
- Side 8. Fokus skal være på affaldssortering, ikke genanvendelse.
- Ladcykel-ordningen bør evalueres ordentligt.
Peter Raben havde følgende ændringsforslag:
- Miljøpunktet skal kommunikere det lokale miljøarbejde til den del af Indre By, der hører under postområdet 2100 København Ø.
Lokaludvalget godkendte et forslag fra Bent Lohmann om, at formandskaberne for Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg i samarbejde med Miljøpunktets bestyrelse og med udgangspunkt i ovennævnte ændringsforslag gennemarbejder udkastet til årsplan med henblik på at få planen fokusereret og konkretiseret, samt med henblik på at tydeliggøre de frivilliges rolle. Planen skal være konkret uden at være detaljeret og med mulighed for fleksibilitet med hensyn til, hvordan årsplanen gennemføres.