Kvarterplan for Grønnegade-kvarteret
Indre By Lokaludvalg skal godkende rammerne for en kvarterplan for Grønnegade-kvarteret.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg godkender rammerne for en kvarterplan for Grønnegade-kvarteret, der fremgår af løsningsafsnittet.
- at Indre By Lokaludvalg udpeger tovholdere, som sammen med formandskabet og sekretariatet er ansvarlig for kvarterplanens tilblivelse.
- at Indre By Lokaludvalg bemyndiger ham til at orientere Borgerrepræsentationen om, at lokaludvalget sætter arbejdet med en kvarterplan for Grønnegade-kvarteret i gang.
Problemstilling
I mødet den 25. juni 2020 præsenterede en gruppe borgere lokaludvalget for deres projekt ”Natur og liv i Ny Adelgade”. I mødet den 13. august 2020 besluttede lokaludvalget at holde et borgermøde om projektet, som skulle følges op af en borgerpanelundersøgelse. Borgermødet har endnu ikke kunnet holdes pga. corona-situationen.
Projektet ”Natur og liv i Ny Adelgade” skal ifølge forslagsstillerne ses som et pilotprojekt for gaderne i Grønnegade-kvarteret.
Grønnegade Kvarters Beboerforening har gentagne gange gjort offentligheden opmærksom på problemer i kvarteret, der relaterer sig til nattelivet.
Løsning
Indre By betragtes generelt hverken som et udviklingsområde eller et udsat område, hvorfor bydelen ikke i samme grad som fx Ørestad eller Tingbjerg har politisk bevågenhed. Lokaludvalget kan med udvikling af kvarterplaner for udvalgte kvarterer i Indre By få rettet politisk fokus på behovet for, at der til stadighed skal formuleres og implementeres udviklingstiltag i Indre By og andre eksisterende tæt by-områder i Københavns Kommune for at vedligeholde og styrke det fysiske og sociale miljø samt hindre forfald.
Den hidtidige debat om projektet ”Natur og liv i Ny Adelgade” viser, at der ikke er enighed i gaden om, at projektet skal fremmes. Debatten viser også, at der kan være et behov for at se overordnet på tilstanden i Grønnegade-kvarteret; om der er behov for forandringer, der kan styrke dels det fysiske miljø og dels det sociale miljø blandt beboerne og de lokale erhvervsdrivende i kvarteret.
Rammer for kvarterplan
Grønnegade-kvarteret afgrænses af Kongens Nytorv – Østergade – Kristen Bernikows Gade – Christian IX’s Gade og Gothersgade.
Lokaludvalget skal søge at fremme de forslag til tiltag, der fremgår af kvarterplanen, og kvarterplanen skal udgøre lokaludvalgets beslutningsgrundlag vedr. fremtidige forandringer i kvarteret, som andre måtte foreslå.
Kvarterplanen skal indeholde en række principper for forbedringer i kvarteret. Den skal indeholde løsningsforslag til forandringer i byrummet og derigennem løsningsforslag til forandringer i anvendelsen af byrummet. Derudover skal den angive veje til, hvordan naboskabet i kvarteret kan styrkes.
Hovedformålet med kvarterplanen er således at forskønne Grønnegade-kvarteret, så det bliver et bedre sted at bo og færdes.
Konkret skal kvarterplanen indeholde bud på, hvad kvarteret skal kunne (og ikke kunne) for kvarterets beboere, for de lokale erhvervsdrivende og for kvarterets gæster, og beskrive hvordan man rent praktisk når derhen.
Det er vigtigt, at de lokale beboere og de lokale erhvervsdrivende tager ejerskab til kvarterplanen. Derfor skal udviklingen af kvarterplanen ske i et tæt samarbejde med de lokale beboere og de lokale erhvervsdrivende. Lokaludvalget kan her tage hele paletten af borgerdialogværktøjer i brug. Inden arbejdet sættes i gang, skal der udarbejdes en drejebog med tidsplan for tilblivelsen af kvarterplanen.
Følgende kan indgå i en indholdsfortegnelse for kvarterplanen:
- Introduktion
- Fakta om kvarteret
- Udfordringer og potentialer i kvarteret
- Vision
- Forudsætninger for kvarterplanen (herunder sammenhæng med projektet ”Mindre biltrafik i Middelalderbyen”)
- Principper for kvarterplanen
- Det fysiske miljø
- Det sociale miljø
- Konkrete bud på et fremtidsbillede for de forskellige gader i kvarteret
- Realisering af kvarterplanen
Det er vigtigt at få slået fast, at kvarterplanen godt kan indeholde forslag om, at der ikke skal ændres på de fysiske forhold, hvis det er det, der er stemning for i kvarteret eller i en gade.
Økonomi
Lokaludvalget vil i sit budget for 2021-puljen skulle afsætte en ramme til arbejdet med kvarterplan for Grønnegade-kvarteret.
Videre proces
Udarbejdelsen af en drejebog med tidsplan starter i januar 2021. Målet er, at kvarterplanen kan vedtages af lokaludvalget senest i november 2021.
Kvarterplanen vil kunne indgå i Indre By Bydelsplan. Tanken er, at arbejdet med bydelsplanen indledes i forsommeren 2022, efter at det nye lokaludvalg er tiltrådt i april 2022.
Beslutning
- På forslag fra Max Hochermann bemærker lokaludvalget, at beskrivelsen i afsnittet "Problemstiling" af forslagsstillerne og af projektet for Ny Adelgade ikke er fyldestgørende.
- Lokaludvalget godkendte rammerne for en kvarterplan for Grønnegade-kvarteret, der fremgår af løsningsafsnittet.
- Lokaludvalget udpegede Bent Lohmann, Jens Erik Frandsen, Anton Skovle og Hannibal C. Holt til sammen med sekretariatet at være ansvarlig for kvarterplanens tilblivelse.
- Lokaludvalget bemyndigede Bent Lohmann til at orientere Borgerrepræsentationen om, at lokaludvalget sætter arbejdet med en kvarterplan for Grønnegade-kvarteret i gang.