Drøftelse af kommunens Budget 2016
Indstilling og beslutning
- at Indre By Lokaludvalg drøfter kommunens Budget 2016 og hvordan lokaludvalget følger op på de forhold i budgettet, der vedrører Indre By
- at Indre By Lokaludvalg på baggrund af kommunens Budget 2016 drøfter, hvad lokaludvalget skal byde ind med af ønsker til kommunens Budget 2017 og til sagen om overførsel af uforbrugte midler fra Budget 2015 til Budget 2016.
Problemstilling
Formanden foreslår en drøftelse af kommunens Budget 2016 og hvad lokaludvalget skal byde ind med af ønsker til kommunens Budget 2017 og til sagen om overførsel af uforbrugte midler fra Budget 2015 til Budget 2016, som forventes forelagt Borgerrepræsentationen inden sommerferien 2016.
Lokaludvalgets høringssvar om Budget 2016
"Indre By Lokaludvalg har med den korte høringsperiode ikke haft mulighed for at sætte sig ordentlig ind i budgetforslaget, men har følgende bemærkninger:
- Vi opfordrer til, at man stopper praksissen med afgiftsfrihed til mobilt gadesalg, da ordningen kan virke konkurrenceforvridende for faste butikker. Derudover mener lokaludvalget, at de mobile stader kan skabe behov for ekstra renhold, hvilket det er rimeligt, at de mobile gadesælgere får økonomisk ansvar for.
- Vi mener, at ordningen med kommunal overtagelse af renholdelsesansvar fra grundejere skal evalueres. Ordningen kan give god mening nogle steder, såfremt grundejerne ikke formår at løfte opgaven, men andre steder skal grundejerne måske have mulighed for at tilbagetage opgaven.
- Vi opfordrer til, at man evaluerer afgiftsfriheden for udeserveringer, da der er ulemper ved ordningen, som bør føre til en justering.
- Vi undrer os meget over høringsperioden. Hverken borgere eller lokaludvalg har mulighed for at forholde sig til det.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand"
Kommunens Budget 2016 for så vidt angår Indre By
Herunder er der oplistet beslutninger fra Budget 2016, der kan vedrøre Indre By (i ikke prioriteret rækkefølge). Sidetallene henviser til siderne i aftalen om Budget 2016, som kun findes digitalt. Se linket under "Bilag".
Specifikt
Fremtidens Fritidstilbud (s.11)
For at understøtte, at skoler og fritidstilbud kan få glæde af hinandens faciliteter investeres i fritidsområdets fysiske rammer og faciliteter og i en række tilfælde flytte fritidshjemmene tættere på skolerne.
Idéoplæg med prisfastsættelse af udgifterne til fysisk indretning af fremtidens fritidstilbud udarbejdes bl.a. på:
- Den Classenske Legatskole
- Øster Farimagsgades Skole
- Sølvgades Skole
Foranalyse af cykelforbindelser (s. 17+18)
Investering på cykelområdet for at understøtte fremkommelighed og koble byens forskellige bydele bedre sammen. Der afsættes bl.a. 1,6 mio. kr. i anlæg til analyse af følgeanlæg og projektering til ny cykel- og gangbro ved Vester Voldgade.
Øge offentlig tilgængelig parkeringskapacitet i Indre by (s. 28.)
Parkeringshus i Indre By. Parkeringshuset skal være betalingsfrit lørdag og søndag. Hvis modellen kan tilvejebringe et betragteligt antal pladser, nedlægges 300 parkeringspladser (forholdsmæssigt ift. tilvejebragt kapacitet) i terræn i nærområdet, og disse arealer anvendes til etablering af cykelparkering og grønne byrum.
Udvidelse af rød zone (s. 30)
Udvidelse af rød zone med Nansensgadekvarteret (nuværende Grøn Zone) for at undgå randzoneproblemer i området. Reducering af indpendling i bil, og der skabes flere pladser (80 stk.) til københavnerne med en beboerlicens bosiddende i rød zone. Udvidelsen af rød zone vil træde i kraft 1. januar 2017.
Øget takst i dagtimerne i rød zone og øgede aften- og nattakster i alle zoner
For at skabe bedre forhold for beboerne i betalingsområdet hæves prisen i rød zone fra 31 kr. til 35 kr. i dagtimerne, samt hæve taksterne for parkering i blå, grøn og rød zone om aftenen og natten med 2 kr. pr. time.
Smartere trafikløsninger (s. 32)
Forbedring af fremkommeligheden, trafiksikkerheden og nedbringe CO2 -udledningen fra transportsektoren gennem fortsatte investeringer i intelligent trafikstyring.
Der afsættes:
- 21,4 mio. kr. i anlæg til data og værktøjer til trafikledelse og bedre trafikinformation
- 0,3 mio. kr. i drift fra 2016 og frem til vedligehold og drift
- 9,4 mio. kr. i anlæg til parkeringssensorer i Indre By og Østerbro
- 0,3 mio. kr. i drift i 2017 og 0,6 mio. kr. fra 2018 og frem til vedligehold og drift.
Cykelpakke (s. 33)
Investering i tiltag, der forbedrer cykelfremkommeligheden samt cykelparkeringsmuligheder.
Der afsættes (bl.a.):
- 0,1 mio. kr. i drift til cykelstier i 2016-2017 og 0,2 mio. kr. i drift fra 2018 og frem
- 2,0 mio. kr. i anlæg til cykelparkering ved større busstop
- 0,1 mio. kr. i servicemåltal fra 2016 og frem som følge af provenutab fra parkering
- 0,1 mio. kr. i afledt drift i 2016, og 0,2 mio. kr. fra 2017 og frem til cykelparkering ved større busstop
- 30,3 mio. kr. i anlæg til Tagensvejskorridoren
- 0,1 mio. kr. i afledt drift fra 2019 til Tagensvejkorridoren.
I forbindelse med Tagensvejskorridoren udarbejdes en helhedsorienteret løsning, der tager hensyn til bil-, bus- og cykelfremkommelighed, således at korridorens samlede funktion styrkes.
Bedre fremkommelighed i Bredgade (s. 34)
Der afsættes 0,8 mio. kr. i anlæg til forbedring af rejsetiden i Bredgade, der er en del af den meget trafikerede Ring 2. Ved at nedlægge signalløsningen for højresving ved Sankt Annæ Plads, mindskes rejsetid samtidig med, at den eksisterende vejudformning og parkeringsmuligheder bevares.
Ny plads i Grønnegadekvarteret (s. 34)
Der afsættes 2,5 mio. kr. i anlæg af en ny plads i Grønnegadekvarteret ved Ny Østergade og Hovedvagtsgade. Pladsen vil styrke sammenhæng, lokal identitet og tryghed ved skærpet fokus på trafikal overgang.
Overdækning af banegraven ved Hovedbanegården (s. 34)
Københavns Kommune er i dialog med DSB, Bane Danmark og private aktører om muligheden for at overdække banegraven ved Vesterport. Parterne er enige om, at Økonomiforvaltningen i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen skal gå i dialog med DSB og Bane Danmark for at undersøge mulighederne for at overdække banegraven ved Hovedbanegården.
Projekteringer til bedre byrum (s. 34)
Der afsættes 1,8 mio. kr. i anlæg i 2016 til forprojektering af bedre byrum på Nørrebrogade, Strøget, Amagertorv og en kreativ zone på Vesterbro.
Et sikkert og trygt København (s. 39)
Der afsættes:
- 0,7 mio. kr. i drift i 2016-2019 til at videreføre Københavns Tryghedsundersøgelse
- 2,0 mio. kr. i drift i 2016 til at videreføre akutpuljen, hvoraf 0,5 mio. kr. overføres fra 2015 til 2016
- 0,5 mio. kr. i anlæg i 2016 til at videreføre akutpuljen, som overføres fra 2015 til 2016.
Akutpuljerne skal sikre mulighed for at sætte hurtigt ind med ekstraordinære indsatser, hvis der opstår særligt akutte situationer med uro i byen. Anlægspuljen kan i særlige tilfælde – efter ønske fra borgerne eller kommunens institutioner og med godkendelse af politiet – også anvendes til tv-overvågning, hvor det vurderes relevant for at øge trygheden og nedbringe kriminaliteten.
IT løsninger til byens turister (s. 40)
Med overtagelsen af Københavns Turistinformation har Københavns Kommune fået nye muligheder for at skabe vækst i turismeerhvervene og profilere og formidle byens kulturliv, historie samt events. Der afsættes midler til IT løsninger, der er målrettet turister og som kan fungere både på mobiltelefoner og digitale infostandere i byen. Der afsættes 2,7 mio. kr. i anlæg til etablering af digital platform og 0,9 mio. kr. i drift fra 2017 og frem til digital platform.
Det skal undersøges, om den digitale platform kan forankres i Greater Copenhagen samarbejdet.
Udvidelse af mulighederne for at bade i havnen (s. 44)
Der afsættes 0,6 mio. kr. i drift i 2016-2019 til forlængelse af sæsonen i de tre eksisterende havnebade, 1,4 mio. kr. i anlæg til nye badezoner og 0,5 mio. kr. i drift fra 2017 og frem til nye badezoner.
For at imødekomme efterspørgslen på bademuligheder i havnen forlænges sæsonen med 14 dage i hhv. foråret og efteråret i de eksisterende havnebade samt at etablere flere badezoner i byens havn.
Digital historie og kunst (s. 47)
Der afsættes 1 mio. kr. i anlæg i 2016 til digital infrastruktur, der gør det muligt at give borgere og turister adgang til Københavns Kommunes digitaliserede billedsamlinger døgnet rundt på alle dage i året.
Overførselssag 2015/2016 (s. 54)
Renovering af bygninger henvises til forhandlingerne om overførselssagen 2015-2016, herunder renovering af Huset-KBH.
Generelt
Genopretning og vedligehold af veje og broer (s.17)
Kommunens veje, bygninger mv. nedslides hvert år. Der afsættes midler til nødvendigt vedligehold og genopretning af veje og broer. Bl.a.:
- 25,0 mio. kr. i anlæg til genopretning af vejbrønde
- 46,8 mio. kr. i samlet anlæg til genopretning af cykelstier og fortove.
Grundkøbspulje (s. 18)
Den markante befolkningsvækst i København øger på den ene side kapacitetsbehovet på velfærds- og kulturområdet og skaber på den anden side øget konkurrence om ledige byggegrunde. Kommunen skal i højere grad være i stand til at erhverve m2 til de nødvendige kommunale funktioner i rette tid og til en rimelig pris. Der afsættes: 100,0 mio. kr. i anlæg til en pulje til køb af grunde, byggeret og ejendomme.
Flere træer (s. 26)
Der afsættes 2,2 mio. kr. i anlæg til en træplantningspulje, som udmøntes ligeligt til byskov og partnerskab om træer. En eventuel nedlæggelse af parkeringspladser i forbindelse med træplantningen skal modsvares af etablering af erstatningsparkeringspladser i det umiddelbare nærområde.
Parkering (s. 27+28)
En række initiativer, skal give bedre parkeringsforhold for københavnerne. Initiativerne omfatter investeringer i flere parkeringspladser og ny regulering, blandt andet en udvidelse af betalingszonen og miljødifferentieret beboerlicens. Samlet set kan aftalen tilvejebringe op mod 3-4.000 parkeringspladser til københavnerne.
Åbning af parkeringspladser på offentlige institutioner
Der afsættes 0,7 mio. kr. i anlæg til åbning af p-pladser på offentlige institutioner. Åbning af mindst 300 pladser indenfor rød, grøn og blå zone og mindst 100 pladser udenfor disse zoner.
Beboerlicenser differentieret efter miljøbelastning (s. 29)
Der afsættes 0,5 mio. kr. i anlæg til etablering af en digital løsning, der kan differentiere prisen på beboerlicenser efter bilernes miljøbelastning fra 1. januar 2017 for at fremme renere luft og reducere mængden af CO2.
Øget fleksibilitet inden for beboerlicenszoner (s. 30)
Der afsættes 0,7 mio. kr. i anlæg til at reducere antallet af beboerlicenszoner fra de nuværende 17 beboerlicenszoner til i alt 11. Beboerlicensordningen bliver mere fleksibel, så københavnerne kan parkere i et større lokalområde end i dag.
Ny betalingszone giver bedre forhold for beboerne (s. 30)
Etablering af gul parkeringszone med betalingsparkering på ydre Østerbro, ydre Nørrebro og dele af Valby vil tilvejebringe ca. 700 pladser. Udvidelsen vil skabe bedre parkeringsforhold for beboerne, da den vil mindske indpendlingen i bil og dermed også fremme grøn mobilitet og fremkommelighed. Beboere i den nye betalingszone vil blive omfattet af den miljødifferentierede beboerlicens. Taksten for bilister uden beboerlicenser er i 2017 9 kr. i timen mellem kl. 8.00 og 23.00 og 2 kr. i timen mellem kl. 23.00 og 08.00.
Der afsættes 19,0 mio. kr. i anlæg til etablering af ny betalingszone (gul zone) og 9,9 mio. kr. i drift fra 2018 og frem til drift og vedligeholdelse af de overtagede private fællesveje.
Bedre forhold for erhvervsparkering (s. 31)
Bedre skiltning, indføring af tidsbegrænsede restriktioner på steder, hvor af- og pålæsning ellers er vanskelig, bedre parkeringsmuligheder for varelevering og håndværkere ved strøggader m.v. og ved anlægsprojekter samt vurdering af erhvervsrettede mobilprodukter (apps og lign.) i forbindelse med digitalisering af betalingsområdet.
Opstribning af parkeringspladser (s. 34)
Der afsættes 5,0 mio. kr. i anlæg til opstribning af eksisterende parkeringspladser for at mindske spildplads, hvor bilerne i dag er parkeret uhensigtsmæssigt.
Flere toiletter i byen (s. 34)
Der afsættes 2,2 mio. kr. i samlet anlæg til flere gode toiletfaciliteter fordi flere opholder sig mere i byrummet og 0,2 mio. kr. i drift i 2017, 0,5 mio. kr. i 2018-2019 og 0,3 mio. kr. fra 2020 og frem.
Indsats mod ensomhed (s. 36)
Der afsættes 2,5 mio. kr. i drift i 2016-2019 til fortsat at støtte ældreklubberne i deres opsøgende arbejde overfor udsatte ældre ensomme, herunder at skabe fælles aktiviteter med de lokale plejecentre.
Udbygningsplan for plejeboliger (s. 36)
Økonomiforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen udarbejder forslag til Udbygningsplan for plejeboliger til brug for budgetforhandlingerne for 2017. Forslaget skal imødekomme den ændrede demografiske udvikling for perioden 2017-2022 ift. kapacitet og budget samt udvide planen til 2029.
Eventpulje (s. 47)
Der afsættes 2 mio. kr. i drift i 2016 til en eventpulje. Hvis København fortsat skal kunne tiltrække stadig flere internationale events, er det nødvendigt at afsætte ekstra midler til at styrke det strategiske arbejde på området. I Budget 2015 blev der afsat 52,5 mio. kr. i 2015-2018.
Klubhuspulje (s. 47+48)
Der afsættes 0,5 mio. kr. anlæg i 2016 til Klubhuspuljen. Klubhuspuljen har til formål at støtte nybyggeri og renovering af klubhuse og foreningslokaler.
Genopretning af vandkvalitet i søer og åer (s. 48)
Der afsættes 6,0 mio. kr. i anlæg til sedimentfjernelse, bl.a. i Utterslev Mose og 0,1 mio. kr. i drift i 2017-2019. Københavns søer og åer har været udsat for overløb fra kloaksystemet gennem mange år, og der er derfor ophobet tykke sediment-/slamlag mange steder.
Løsning
Endvidere foreslår formanden en drøftelse af, hvad lokaludvalget skal byde ind med af ønsker til kommunens Budget 2017 og til sagen om overførsel af uforbrugte midler fra Budget 2015 til Budget 2016. Overførselssagen forventes forelagt Borgerrepræsentationen inden sommerferien 2016
Økonomi
Videre proces
Formanden vil bl.a. på baggrund af lokaludvalgets bemærkninger komme med et forslag til ønskeliste til kommunens Budget 2017 og til overførselssagen, som lokaludvalget skal tage stilling til i lokaludvalgsmødet den 10. december 2015.
Link til aftalen om Kommunens Budget 2016:
http://www.kk.dk/sites/default/files/Budget%2016%20aftaletekst.pdf (Ikke på papir til lokaludvalget)
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede kommunens Budget 2016
- På forslag fra Bent Lohmann besluttede lokaludvalget at foreslå de relevante forvaltninger samarbejde om borgerdialog vedrørende følgende temaer i aftalen om kommunens Budget 2016:
- Foranalyse af cykelforbindelser samt cykelpakke, idet lokaludvalget allerede har et samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen om borgerdialog vedrørende cykelprojekter
- Øget offentlig tilgængelig parkeringskapacitet i Indre By, idet lokaludvalget allerede har et samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen om parkeringskapacitet.
- Projekteringer til bedre byrum
- Et sikkert og trygt København
- IT løsninger til byens turister
- Udvidelse af mulighederne for at bade i havnen
- Flere træer
- Bedre forhold for erhvervsparkering
- Eventpulje
- På forslag fra Gunna Starck besluttede lokaludvalget at sætte Stokhusbroen og kulturhus i Nyboder-kvarteret på ønskelisten til Budget 2017 samt til overførselssagen.
- På forslag fra Kirsten Sloth besluttede lokaludvalget at sætte tiltag mod ensomhed blandt ældre borgere på ønskelisten til Budget 2017 samt til overførselssagen.
- På forslag fra Jens Erik Frandsen besluttede lokaludvalget at sætte projektering af dele af Fæstningsringen på ønskelisten til Budget 2017 samt til overførselssagen.
- På forslag fra Henrik Anton Svendsen besluttede lokaludvalget, at lokaludvalgets medlemmer kan sende ønsker til Budget 2017 samt til overførselssagen til sekretariatet, så de kan indgå i en indstilling, som lokaludvalget tager stilling til i mødet den 10. december 2015.