Mødedato: 12.10.2023, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

B-sag: Julemarkeder

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal bemyndige lokaludvalgets forpersonskab til at stå for lokaludvalgets dialog med Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen m.fl. om julemarkeders placering og indhold.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger Bent Lohmann til at skrive til Kultur- og Fritidsudvalget og Kultur- og Fritidsforvaltningen, at lokaludvalget gerne indgår i en dialog om julemarkeder.

  2. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger Bent Lohmann, Jens Erik Frandsen og Anton Skovle til at stå for lokaludvalgets dialog med Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen m.fl. om julemarkeders placering og indhold.

Problemstilling

Indre By Bydelsplan om julemarkeder

Lokaludvalget har flere gange kommenteret og stillet forslag om julemarkederne i Indre By, jf. følgende passus i Indre By Bydelsplan:

"Julemarkeder findes der flere af i Indre By. Det er lokaludvalgets oplevelse, at markederne er af blandet kvalitet – nogle er ligefrem til gene for beboere og afviklingen af trafikken i Indre By. På den baggrund opfordrer Indre By Lokaludvalg de relevante kommunale forvaltninger til at revurdere strategien for julemarkeder i Indre By. Vi bistår gerne med input til en revurderet strategi, fx i form af forslag til egnede placeringer for julemarkeder. Vi foreslår, at Tivolis julemarked gøres gratis, og i øvrigt sætter standarden for julemarkeder i Indre By. Tivoli kan i denne sammenhæng evt. bistå med input til organisatorer af øvrige julemarkeder i bydelen. Lokaludvalget mener, at julemarkeder skal afspejle lokale, nordiske juletraditioner frem for at kopiere de mellemeuropæiske varianter. 

Lokaludvalget arbejder for (...) at markeder, herunder julemarkeder, bidrager positivt til byrum og gadeliv i Indre By."

 

Gammelholm Beboerforening om julemarkeder

Den 8. august 2023 skrev Gammelholm Beboerforening til lokaludvalget: "Vi er bekymrede over udviklingen og kvaliteten på julemarkederne i Indre By. Det drejer om Kgs. Nytorv og Højbro Plads og tidligere Gammeltorv.

Vi har ikke noget imod julemarkeder. Det er en hyggelig tradition med Tivolis marked som vores “målestok”. Vi har dog noget imod ensretningen af markederne væk fra dansk design og hen mod tyske bjælkehytter og “tinge-ling”, som ikke er forankret i byens kultur.

For at få belyst driften af markederne og byens fordel ved de nuværende julemarkeder, har vi derfor nogle spørgsmål:

  1. Hvor mange besøgende er der på byens julemarkeder?
  2. Hvor mange lokale bruger julemarkederne?
  3. Er der lejeindtægt på julemarkederne i København til kommunen?
  4. Er der skatteindtægt til København fra julemarkedets medarbejdere?
  5. Er der krav til de finansielle transaktioner i de enkelte boder, så salget registreres?
  6. Hvordan håndteres moms på de varer som importeres over grænsen til salg i boderne?
  7. Hvordan er markedet fagligt organiseret? Hvem har ansvar for medarbejdernes arbejdsvilkår og lønninger?

Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen svare. Se svaret i bilaget.

Kultur- og Fritidsforvaltningen om julemarkeder

I lokaludvalgets borgermøde den 25. september 2023 om kultur- og fritidspolitik oplyste Kultur- og Fritidsforvaltningen, at forvaltningen i øjeblikket drøfter, hvordan man kan sprede julemarkeder ud til andre bydele.

Løsning

I borgermødet den 25. september 2023 om kultur- og fritidspolitik tilkendegav Bent Lohmann, at lokaludvalget gerne vil indgå i dialogen om julemarkeders placering og indhold.

På den baggrund foreslås det, at lokaludvalget bemyndiger ham til at skrive til Kultur- og Fritidsudvalget og Kultur- og Fritidsforvaltningen, at lokaludvalget gerne indgår i en dialog om julemarkeder, idet han gør opmærksom på ovennævnte passus i Indre By Bydelsplan.

Desuden foreslås det, at lokaludvalget bemyndiger Bent Lohmann, Jens Erik Frandsen og Anton Skovle til at stå for lokaludvalgets dialog med Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen m.fl. om julemarkeders placering og indhold.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor.

Beslutning

  1. Lokaludvalget bemyndigede Bent Lohmann til at skrive til Kultur- og Fritidsudvalget og Kultur- og Fritidsforvaltningen, at lokaludvalget gerne indgår i en dialog om julemarkeder.

  2. Lokaludvalget bemyndigede Bent Lohmann, Jens Erik Frandsen og Anton Skovle til at stå for lokaludvalgets dialog med Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen m.fl. om julemarkeders placering og indhold.
Til top