Opsamling på borgerdialogen om lokalplansagen "Ny Østergade"
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg skal drøfte borgerdialogen om lokalplansagen "Ny Østergade", som lokaludvalget var vært for den 12. september 2017.
Problemstilling
Lokaludvalget var vært for et debatvognsarrangement den 12. september 2017 i Ny Østergade om lokalplansagen "Ny Østergade". Teknik- og Miljøforvaltningen samt bygherren var til stede og deltog i dialogen. Borgerne havde mulighed for at udfylde et spørgeskema om sagen under arrangementet samt på lokaludvalgets hjemmeside. Resultaterne af borgerdialogen ses i bilaget.
Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 19. september 2017, at Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder forslag til lokalplan ”Ny Østergade” på baggrund af følgende intentioner og anbefalinger:
Forvaltningen anbefaler at igangsætte planarbejdet, idet der i det videre arbejde bl.a. skal videreudvikles på følgende forhold:
- Overgangene til nabobebyggelser skal justeres, så nabobebyggelserne respekteres bl.a. via en tilpasning af form og højder.
- Facaderne skal endeligt bearbejdes, så de opnår en kvalitet med hensyn til udformning, materiale og farver, der modsvarer og respekterer de omkringliggende bygninger.
- Volumenet skal bearbejdes, så der opnås tilfredsstillende dagslysforhold i både gårdene og de tilstødende opholdsarealer, og så boligerne generelt opnår en tidssvarende kvalitet.
- Taghavens konstruktion, udformning og indretning skal bearbejdes, så en taghave med træer og buske kan realiseres.
- Der skal fastlægges bevaringsværdier for de bevaringsværdige bygninger i karreen.
Følgende fremgår af indstillingen fra forvaltningen til Teknik- og Miljøudvalget:
"Bygherres intention er at bygge et tidssvarende byggeri i fem etager i sammenhæng med den eksisterende bebyggelse. Mod St. Regnegade trækkes bebyggelsen tilbage, så den respekterer de mindre bebyggelser mod øst. Højden på bebyggelsen er ca. 19 meter mod Ny Østergade og mod St. Regnegade ca. 16 meter. Bebyggelsesprocenten udgør ca. 450. Bebyggelsesprocenten for de eksisterende bygninger i Ny Østergade er ca. 420. Friarealprocenten udgør på nuværende tidspunkt 18 for boligerne, da den fælles taghave indgår i beregningen."
(...)
"Ønsket med bebyggelsen er at genskabe karrestrukturen med butikker i stuen og etablere en taghave med træer og buske. Området har allerede et velfungerende byliv, men støjniveauet kan undertiden være til gene for beboerne. Bygherre har ikke intentioner om at placere flere funktioner i området, der bidrager negativt til støjniveauet. Det er tanken, at der skal etableres detailbutikker og måske en mindre cafe." (...) "Det er intentionen at etablere en taghave med træer og buske, som kan ses fra gaden og bidrage til et mere grønt miljø i området."
(...)
"Forvaltningen anbefaler at følge normal praksis og ikke stille krav om almene boliger, idet et krav om 25 % almene boliger vil svare til ca. 750 m2, hvilket forvaltningen vurderer ikke er tilstrækkeligt til at sikre en rentabel almen boligafdeling."
(...)
"Det er i denne sag vurderet, at parkeringskravet kan reduceres til 1:250 for boligerne, bl.a. på grund af stationsnærhed til Kgs, Nytorv metro, der i forbindelse med Metro Cityringen får en adgangstrappe indenfor 300 meter i anden halvdel af 2018, samt projektets boligtyper, der med deres størrelse og indretning forventes at ramme en målgruppe, hvor beboernes bilejerskab følger kommunens opgørelse over antal bilejere i området, svarende til ca. en bil pr. fjerde beboer over 18 år. For detailhandel stilles krav om 1:100 parkeringspladser. I alt svarer det til ca. 20 parkeringspladser."
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfte borgerdialogen om lokalplansagen "Ny Østergade", som lokaludvalget var vært for den 12. september 2017. Drøftelsen kan tage udgangspunkt i:
- at der blandt borgerne, der har besvaret spørgeskrmaet er stort set lige mange, som synes, det er en god idé at opføre et byggeri på grunden, hvor der i dag er parkeringsplads, som borgere, der ikke synes, det er en god idé.
- at et flertal ikke synes, at et byggeri i fem etager er en passende højde. Kommentarerne tyder på, at borgerne, der har besvaret spørgeskemaet, ønsker et lavere byggeri.
- at et flertal ikke synes, det er en god idé at indrette en fælles tag-etage på det flade tag.
- at et stort flertal er enig med lokaludvalget i, at den fælles tag-etage ikke bør anvendes kommercielt.
- at et flertal mener, at byggeriet skal være tro med kvarterets nuværende byggestil.
- at et stort flertal er enig med lokaludvalget i, at stueetagen skal anvendes til butikker, der henvender sig til lokale og gæster i bydelen.
- at et stort flertal er enig med lokaludvalget i, at ejendommen ikke må blive brugt som bar, spillested, diskotek eller lignende.
- at stort set lige mange borgere, der har besvaret spørgeskemaet, er enig hhv. uenig i
at lokaludvalgets ønske om, at minimum 25 % af boligerne i byggeriet bliver almene boliger. Og omtrent lige så mange ved ikke om de er enig/uenig.
-
at et flertal uenig i, at der ikke skal etableres parkeringspladser i forbindelse med byggerier, som ligger tæt på offentlig trafik.
-
at et stort flertal er enig med lokaludvalget i, at som udgangspunkt bør nye byggerier i deres udtryk læne sig op ad den eksisterende arkitektur, der er i Indre By.
-
at spørgeskemaet er besvaret af 21 borgere.
Økonomi
Lokaludvalget har afsat en ramme på 12.000 kr. til borgerdialog om lokalplansagen "Ny Østergade."
Videre proces
Afhænger af lokaludvalgets drøftelse.
Forvaltningen oplyser: "Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt startredegørelsen, sættes planarbejdet i gang, og Teknik- og Miljøforvaltningen vil foretage en screening af de miljømæssige konsekvenser med henblik på at vurdere, om der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer (MPP). Forvaltningen forventer at forelægge forslag til lokalplan i december 2017 for Teknik- og Miljøudvalget, hvorefter det sendes i offentlig høring i otte uger."
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede resultaterne af lokaludvalgets borgerdialog om lokalplansagen ”Ny Østergade”. Der var følgende bemærkninger:
- Man skal ikke reducere kravet til parkeringspladser. Byggeriet skal levere parkeringspladser til Indre By, som kommunen kan leje eller købe, for på den måde at skabe mulighed for at nedlægge parkeringspladser i Indre Bys gaderum.
- Man skal ikke reducere antallet af parkeringspladser. Dels skal håndværkere kunne parkere i Indre By og dels skal den offentlige transport være bedre, før mulighederne for persontransport med biler kan indskrænkes.
2. På forslag fra Bent Lohmann besluttede lokaludvalget at sende resultaterne af lokaludvalgets borgerdialog om lokalplansagen ”Ny Østergade” til Teknik- og Miljøforvaltningen sammen med ovennævnte bemærkninger.