Mødedato: 12.10.2017, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Borgerpanelundersøgelse om parkering

Se alle bilag
Lokaludvalget skal drøfte, om det vil stille Indre By Borgerpanel til rådighed for Teknik- og Miljøforvaltningen til en borgerpanelundersøgelse om parkering på de vilkår, forvaltningen har meldt ud. Endvidere skal lokaludvalget udpege tovholdere til at følge borgerpanelundersøgelsen.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg beslutter, om det skal stille Indre By Borgerpanel til rådighed for Teknik- og Miljøforvaltningen til en borgerpanelundersøgelse om parkering på de vilkår, forvaltningen har meldt ud. I givet fald:
  2. at Indre By Lokaludvalg udpeger tovholdere, som følger Teknik- og Miljøforvaltningens brug af Indre By Borgerpanel til en borgerpanelundersøgelse om parkering.

Problemstilling

Skriftlig votering
Ved skriftlig votering i perioden den 29. september-3. oktober 2017 besluttede lokaludvalget at stille Indre By Borgerpanel til rådighed for Teknik- og Miljøforvaltningen til en  borgerpanelundersøgelse om parkering, hvis lokaludvalget bliver inddraget i tilrettelæggelsen af undersøgelsen. Lokaludvalget oplyste over for forvaltningen, at det i sit møde den 12. oktober 2017 vil udpege lokaludvalgsmedlemmer til at drøfte den videre proces med forvaltningen og COWI.

Baggrunden for beslutningen var, at Teknik- og Miljøforvaltningen skal gennemføre en større bruger / holdningsanalyse, der skal hjælpe med at kortlægge borgernes og brugernes oplevelse af parkering og cykelparkering i København. COWI bistår kommunen med at løse opgaven og vil i løbet af efteråret gennemføre en større spørgeundersøgelse blandt borgere og besøgende i København.

Formålet med undersøgelsen er at kortlægge borgernes holdninger, behov og forventninger til kommunen i forhold til parkeringskapacitet, service og produkter på parkeringsområdet og til dels også på cykelparkeringsområdet.

Svar fra forvaltningen den 4. oktober 2017

Som svar på formandens brev om at stille Indre By Borgerpanel til rådighed for Teknik- og Miljøforvaltningen, har forvaltningen den 4. oktober 2017 skrevet tilbage:

"Tak for tilbagemelding og den positive indstilling overfor undersøgelsen.
Jeg har netop snakket med COWI, og de kan godt igangsætte undersøgelsen efter den 12. oktober. Desværre er mulighederne for, at få medbestemmelse i forhold spørgsmål meget ringe.

Vi laver en bredt funderet undersøgelse og af hensyn til sammenlignelighed og struktur på tværs, så har vi meget begrænset mulighed for at tilpasse lokalt eller inddrage nye bydelsspecifikke kategorier. Det er dog vigtigt at have for øje, at lokaludvalget er dataejere og i får alle svarene fra borgerpanelet. I har derfor også lokalt en højt kvalificeret undersøgelse, som i bruge og lave egne analyser ud fra.  

Jeg håber stadig at i vil være med, men giv gerne besked seneste den 12. oktober så vi ved om COWI skal inddrage jer."  

Løsning

I forbindelse med den skriftlige votering kommenterede flere lokaludvalgsmedlemmer sagen.

Gunna Starck:
Imod. Jeg vil gerne begrunde det:

  • borgerpanelet kan ikke bruges til kvantitative undersøgelser, da det ikke er repræsentativt
  • jeg finder ikke, at vi kan tillade os at videregive borgerpanelet til kommunen, da de har sagt ja til at være borgerpanel i forhold til Lokaludvalget (og ikke kommunen)
  • det kan for de mere tænksomme opleves som spam, og de tænksomme skulle vi ikke gerne miste
  • vi ved alt om den skingre tone parkering afstedkommer, så det må kommunen selv rode
  • forvaltningen ved tilsyneladende godt, at ideen ikke er god.

Kjeld A. Larsen:
Der ligger for mig to større problemer i forbindelse med denne henvendelse. For det første er det helt ude i hampen, at vi får sat pistolen for tindingen via så kort en frist til at beslutte os - vi kan ikke nå at foretage en debat af problemstillingen, hvilket ud fra et demokratisk princip er helt uholdbart.
For det andet forekommer det mig, at de præsenterede spørgsmål ser ud til at henvende sig enten til bilbrugere eller til cyklister, hvorved undersøgelsen ikke får sat fokus på det overordnede problem: Den begrænsede ressource i form af areal - man får fornemmelsen af, at der er frit valg på alle hylder til at fylde byen op med transportmidler.
Så derfor går jeg ind for formandens besvarelse: Vi kan lade vort borgerpanel indgå, men vi skal have mulighed for bidrage til udformningen af  spørgsmålene til borgerne.

Ole Bang:
Med understregning den i formandens forslag til svar anførte forudsætning tilslutter jeg mig.

Helle Bonnesen:
For - men med note: Vi skal være med på sidelinien ikke være med i udformningen.

Louise Hansen:
Jeg stemmer ”for”. Jeg vil dog foreslå, at man tilknytter en sætning til Bents svar til Kommunen, hvor Lokaludvalget ligeledes holdes opdateret på resultatet af undersøgelsen, på samme måde som det bliver inddraget i tilrettelæggelsen af undersøgelsen.

 

Formanden foreslår, at lokaludvalget beslutter, om det skal stille Indre By Borgerpanel til rådighed for Teknik- og Miljøforvaltningen til en borgerpanelundersøgelse om parkering på de vilkår, forvaltningen har meldt ud. Hvis lokaludvalget beslutter at stille borgerpanelet til rådighed for forvaltningen, foreslår formanden, at lokaludvalget udpeger tovholdere, som følger Teknik- og Miljøforvaltningens brug af Indre By Borgerpanel til borgerpanelundersøgelsen om parkering. Tovholderne vil endvidere skulle konkludere på resultaterne af undersøgelsen for så vidt angår Indre By. Det vil ske i samarbejde med sekretariatet.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Tovholderne følger borgerpanelundersøgelsen og konkluderer på resultaterne af undersøgelsen for så vidt angår Indre By. Dette i samarbejde med sekretariatet. Resultaterne drøftes i lokaludvalget, så snart de foreligger.

Sekretariatet bistår forvaltningen vedr. de tekniske forhold omkring borgerpanelundersøgelsen og deltager også i de møder, der måtte blive aftalt mellem tovholderne, forvaltningen og COWI.

Forvaltningen oplyser, at undersøgelsen skal være gennemført og afregnet inden årsskiftet.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede, om det skal stille Indre By Borgerpanel til rådighed for Teknik- og Miljøforvaltningen til en borgerpanelundersøgelse om parkering på de vilkår, forvaltningen har meldt ud. Der var følgende bemærkninger: 
    • Cykelparkering er ikke vægtet tilstrækkeligt i oplægget til undersøgelsen.
    • Bilparkering er vægtet for højt i oplægget til undersøgelsen set i lyset af, at 2/3 af husstandene i Københavns Kommune ikke har bil.
    • Mange bilejere er også cyklister. Hvorfor bliver de afskåret fra at besvare spørgsmål rettet mod cyklister?
    • Oplægget til undersøgelse kommer ikke ind på, at der er begrænset plads i byrummet.
    • Man bør opgøre antallet af parkeringspladser på private arealer, fx i gårdene i Indre By.
    • Plads til fodgængere bør indgå i undersøgelsen. Alle er fodgængere.
    • Det forhold, at gæster til borgerne i kommunen, skal kunne parkere deres bil, bør indgå i undersøgelsen.

     

  2. Der blev stemt om et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget bemyndiger tovholderne til at vurdere de svar, som forvaltningen har på ovennævnte spørgsmål og bemærkninger, og på den baggrund beslutte, hvorvidt Indre By Borgerpanel skal stilles til rådighed for Teknik- og Miljøforvaltningens borgerpanelundersøgelse om parkering.

    4 lokaludvalgsmedlemmer stemte for, at lokaludvalget skal stille Indre By Borgerpanel til rådighed for Teknik- og Miljøforvaltningen til en borgerpanelundersøgelse om parkering på de vilkår, forvaltningen har meldt ud.

    2 lokaludvalgsmedlemmer stemte for, at lokaludvalget ikke stiller Indre By Borgerpanel til rådighed for Teknik- og Miljøforvaltningen til en borgerpanelundersøgelse om parkering.

    8 lokaludvalgsmedlemmer stemte for, at lokaludvalget bemyndiger tovholderne til at vurdere de svar, som forvaltningen har på ovennævnte spørgsmål og bemærkninger, og på den baggrund beslutte, hvorvidt Indre By Borgerpanel skal stilles til rådighed for Teknik- og Miljøforvaltningens borgerpanelundersøgelse om parkering.

    2 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.

    Dermed havde lokaludvalget besluttet at bemyndige tovholderne til at vurdere de svar, som forvaltningen har på ovennævnte spørgsmål og bemærkninger, og på den baggrund beslutte, hvorvidt Indre By Borgerpanel skal stilles til rådighed for Teknik- og Miljøforvaltningens borgerpanelundersøgelse om parkering.
  3. Lokaludvalget udpegede Bent Lohmann og Henrik Anton Svendsen  til at vurdere de svar, som forvaltningen har på ovennævnte spørgsmål og bemærkninger, og på den baggrund beslutte, hvorvidt Indre By Borgerpanel skal stilles til rådighed for Teknik- og Miljøforvaltningens borgerpanelundersøgelse om parkering.
    .
Til top