B-sag: Knallerter med forbrændingsmotor samt Quad/ATV’er
Tidligere beslutninger
Sagen var på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 15. august 2024, men blev ikke behandlet.
Indstillingen er efter lokaludvalgets møde den 15. august 2024 blevet ændret, så forslaget til udtalelse også omfatter Quad/ATV’er.
Indstilling
Indstilling om,
- At Indre By Lokaludvalg sender udtalelsen om knallerter med forbrændingsmotor samt Quad/ATV'er, der ses i afsnittet ”Problemstilling”, til Teknik- og Miljøudvalget.
Problemstilling
Medlemsforslag fra Mads Aarup med input fra Hans-Henrik T. Ohlsen om en udtalelse fra lokaludvalget:
”Med henvisning til det vedlagte notat fra Teknik- og Miljøforvaltningen:
Lokaludvalget bakker op om, at kommunen snarest forbyder fossildrevne knallerter og Quad/ATV'er, hvis Miljøministeriets lovforslag vedtages i 2025.
Hvis det i mellemtiden bliver nødvendigt at udarbejde et forslag til forbud mod knallerter og Quad/ATV'er på udvalgte strækninger, så vil Lokaludvalget gerne bidrage med input og med det samme understrege vigtigheden af, at forbuddene håndhæves. Havnerutens fire cykelbroer har alle knallertforbud, men benyttes i stor stil af knallerter og endda lejlighedsvis også af motorcykler, da der aldrig er politikontrol.
Lokaludvalget bakker op om Teknik- og Miljøforvaltningens dialog med udbringningsvirksomhederne, der opererer i København i forhold til frivilligt at få deres bude til ikke at benytte fossildrevne køretøjer.”
Bemærkning fra sekretariatet: En Quad/ATV er en robust firehjulet motorcykel, som er egnet til at køre i alt terræn.
Løsning
Det foreslås, at lokaludvalget sender ovennævnte udtalelse til Teknik- og Miljøudvalget.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Se ovenfor.
Beslutning
Lokaludvalget besluttede at sende udtalelsen, der ses i afsnittet ”Problemstilling”, til Teknik- og Miljøudvalget.