Mødedato: 12.09.2013, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Udeserveringspolitikken

Indre By Lokaludvalg skal beslutte en henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget om at udeserveringer har overtaget byrummet.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Indre By Lokaludvalg godkender henvendelsen til Teknik- og Miljøudvalget om udeserveringspolitikken, som fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Det er formandskabets indtryk, at udeserveringerne i Indre By har taget overhånd.

Teknik- og Miljøudvalget skal i september behandle et medlemsforslag om at pålægge Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde forslag til politisk behandling om, at udeservering ved caféer og restauranter, efter ansøgning, kan tillades til kl. 02.00.


Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget sender følgende til Teknik- og Miljøudvalget:

"Indre by Lokaludvalg har hen over sommeren kunnet se, at udeserveringerne i vores bydel efterhånden har overtaget gaderummet. Udeserveringerne vanskeligør passage på fortovene og i gågaderne og gør det især vanskeligt for handicappede og folk med barnevogne at færdes i Indre By.Dette problem skal ses i lyset af, at store dele af bydelen er afspærret som følge af de mange anlægs- og byggearbejder i gaderummet. Derudover skaber det store antal udeserveringer øget behov for renholdelse fra kommunens side.

Indre By lokaludvalg mener derfor, at politikken på og administrationen af udeserveringsområdet skal strammes op. Ansøgninger om udeserveringer bør vurderes ud fra, hvordan de tilfører bymiljøet noget positivt samt ud fra i hvilken grad den ønskede udeservering harmonerer med kommunens tilgængelighedsstrategi, fodgængerstrategi, renholdelsesstrategi, politikken om sikre skoleveje og kommunens strategi for Middelalderbyen.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet henvendelsen, sender sekretariatet den til medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget.

Beslutning

Godkendt, idet et forslag fra Peter Raben om at den første sætning i sidste afsnit formuleres: "Indre By Lokaludvalg mener derfor, at politikken på samt administrationen af uderserveringsområdet skal strammes op, ligesom 
håndhævelsen af reglerne på området skal styrkes." blev tiltrådt.
Til top