B-sag: Bevarende lokalplaner
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg godkender brevet til Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget, der fremgår af løsningsafsnittet om bevarende lokalplaner mv.
Problemstilling
Følgende fremgår af Kommuneplan 2019:
"Variation i bybilledet, der skaber oplevelser og kant
København er en interessant by at gå på opdagelse i. En by med kant opstår i byens kontraster, hvor der er plads til at overraske og skabe nyt og samtidig sikre sammenhængen
mellem byens områder. En velbevaret storby med forskelligartede bydele, kvarterer og steder med hver deres særegne liv og identitet. Sammensætningen af moderne byggeri, højhuse, historiske bygninger og kulturhistoriske spor giver en variation i bybilledet, som vi skal give plads til i
udviklingen af eksisterende og nye bydele.
Byen rummer med sin mangeårige historie værdifulde kulturmiljøer og bevaringsværdige bygninger, som vidner om fortidens københavnerliv og den udvikling, der er fundet sted. Historiske og kulturelle spor er med til at give identitet og kant til nutidens og fremtidens by. Derfor har vi udpeget værdifulde kulturmiljøer og bevaringsværdige bygninger, så de kan blive aktiveret i omdannelsen og udviklingen af byen. Enten i bevaret form eller transformeret til ny anvendelse, der bygger videre på de historiske lag. I løbet af kommuneplanperioden udarbejdes der en opdatering af værdifulde kulturmiljøer i kommuneplanen.
Desuden sættes der gang i arbejdet med at byen bliver dækket af lokalplaner, startende med middelalderbyen og Christianshavn.
Som kontrast skal nye bebyggelser og højhuse af høj arkitektonisk kvalitet være med til at give variation i byen og skabe attraktive, tætte byområder. Fordi højhusene bryder med Københavns overordnede linjer, kræver det en særlig opmærksomhed at placere dem, så de understøtter
stedets kvaliteter og det lokale liv. Derfor skal de historiske bydele i Indre By og Frederiksstaden friholdes for nye højhuse, så byens karakteristiske profil med 3-6 etagers bebyggelser, kun afbrudt af tårne, spir og kupler, bevares.
Byens rum skal også være med til at skabe forskellige oplevelser i bybilledet og invitere til alsidig brug for både voksne og børn. Høj kvalitet i indretning og multifunktionel anvendelse skal prioriteres i udbygningen af de offentlige byrum. Det er med til at understøtte møder på tværs af forskellige befolkningsgrupper og danne rammen om leg og liv i byen. Derudover skal København fremstå som en ren, pæn og tryg by med velholdte parker og grønne byrum."
I mødet den 6. maj 2021 havde lokaludvalget en dialog med medlem af Borgerrepræsentationen for Det Radikale Venstre, Mette Annelie Rasmussen.
Mette Annelie Rasmussen opfordrede lokaludvalget til at stille konkrete forslag til, hvor der skal udarbejdes bevarende lokalplaner.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver følgende til Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget:
"Indre By Lokaludvalg har forstået på Kommuneplan 2019 (side 42),
- at der i løbet af kommuneplanperioden udarbejdes en opdatering af værdifulde kulturmiljøer i kommuneplanen
- at der sættes gang i arbejdet med at byen bliver dækket af lokalplaner, startende med Middelalderbyen og Christianshavn.
Vi beder om en status på de to opgaver.
På baggrund af konteksten læser vi passussen om igangsættelse af arbejdet med at dække byen med lokalplaner, startende med Middelalderbyen og Christianshavn, sådan, at der for Middelalderbyens vedkommende vil være tale om bevarende lokalplaner.
Medmindre Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen er i gang eller inden længe vil gå i gang med at udarbejde bevarende lokalplaner for Middelalderbyen på traditionel vis, foreslår vi, at der for hvert af de gamle bykvarterer i Middelalderbyen udarbejdes en bevarende lokalplan på overordnet niveau.
Vi forestiller os ikke et stort, detaljeret arbejde, men derimod enkle lokalplaner med overordnede retningslinjer om bevaring, der forhindrer nedrivning af huse, som på harmonisk vis indgår i den større sammenhæng - uanset om de isoleret set ikke kan betragtes som bevaringsværdige.
Endvidere bør lokalplanerne stille krav om, at nybyggeri indordner sig efter kvarterets egenart.
Udarbejdelsen af de nye lokalplaner bør ikke være nogen stor belastning af forvaltningen. Alle planer skal nemlig følge samme skabelon, og forskellen fra kvarter til kvarter vil hovedsageligt bestå i at udpege de (heldigvis få) bygninger, som ikke skal beskyttes.
Indre By Lokaludvalg deltager gerne i et møde med forvaltningen om rammerne for udarbejdelse af lokalplaner for Middelalderbyen.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har besluttet brevet, sender formanden det til Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget.
Beslutning
- Lokaludvalget godkendte brevet til Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget om bevarende lokalplaner mv., der fremgår af løsningsafsnittet.