Mødedato: 12.08.2021, kl. 18:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

B-sag: Forholdene i Ny Adelgade

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal bemyndige formanden til at bede Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Københavns Politi kommentere på forholdene i Ny Adelgade.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger ham til at bede Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Københavns Politi kommentere på forholdene i Ny Adelgade, jf. afsnittet "Problemstilling" og bilaget.

Problemstilling

Beboere i Ny Adelgade har skrevet til formanden, at Palæ Bar og Deco Bar flere gange ugentligt inddrager og blokerer parkeringspladser i Ny Adelgade til ulovlig udeservering, åbenbart uden at det får nogle konsekvenser. Udeservering, som også medfører forhøjede støjgener. Nabobaren, Kongens Bar, har et par gange ageret medløber.

Beboerne ønsker ikke, at gaden skal omdannes til en ny partyzone. 

En beboer har skrevet til Københavns Politi:

"I dag d. 1/8-2021, kl. ca. 20.00 ringede jeg og anmeldte en ulovlighed udendørs servering ud for Palæ Bar i Ny Adelgade nr. 5.

Jeg kunne oplyse, at borde og stole blokerede parkeringspladser samt at de netop havde afsluttet en koncert, hvor døren havde stået åbent under hele koncerten. Desuden skete der servering til kunder på modsatte fortov og begge fortove var ikke passerbare for fodgængere.

Jeg oplyste under opkaldet ydermere, at jeg netop havde set en patruljevogn køre langsomt forbi og kortvarigt parkerede i Grønnegade, uden at nogen steg ud. Jeg vidste også, at en anden beboer i Ny Adelgade samme dag havde anmeldt værtshuset for ulovlig udendørs servering samt for støjende musik for åben dør.

Jeg fik besked om, at en patruljevogn ville blive sendt, hvis der var en ledig.

Ca. 20.25 kom jeg i tanke om, at jeg nok hellere måtte ringe ind og præcisere, at den ulovlige udendørs servering handlede om offentlig gadeareal, hvor to parkeringspladser var blokeret af værtshuset, idet værtshuset har tilladelse til udeservering langs facaden. Her er jo pokkers til forskel.

Ved opkaldet ville jeg blot have dette præciseret og talte med “omstillingsdamen”?. Hun bad mig vente og vendte tilbage med følgende besked (efter at have talt med afdelingen):

Patruljevognen havde været til stede, men kunne passere gaden og fandt ikke støjniveauet for højt.

Min anke er, og som jeg sagde til omstillingsdamen, hvorledes det er muligt for politiet at negligere en åbenlys overtrædelse af loven? De kunne jo med egne øjne se, at der var opsat borde og stole på gaden?

Jeg ønsker hermed en forklaring fra politiet af, om det er normalt at se igennem fingrene med en åbenlys ulovlighed, hvor værtshuset IKKE har tilladelse til udendørs servering på gadeplan (inddragelse af parkeringspladser) og hvor værtshuset ulovlig har afspærret offentlige parkeringspladser.

Sagen har stor bevågenhed for byens beboerforeninger, for hvem skal vi så henvende os til, hvis loven kan brydes gang på gang uden, det får konsekvenser for lovovertræderen?

Jeg tillader mig lige at tilføje, at der - foruden Palæ Bar - er sket anmeldelse til politi og kommune (Byliv) ca. 10 gange ang. også Bar Decos ulovlige inddragelse af offentlig vej (jf. vedhæftede).

Palæ Bar og Bar Deco er begge ejet af Peter Fredholt. Der er dog intet kommet ud af anmeldelserne, hvorfor Peter Fredholt konsekvensløst fortsætter sine ulovligheder uge efter uge; til stor gene for gadens 80 beboere grundet larm, affald og toiletbesøg i vores porte og gårde." 

I brevet til politiet gør beboeren opmærksom på, at Palæ Bar og Bar Deco har fået afvist deres ansøgning om udvidet udeservering (jf. administrationsgrundlaget) og Københavns Politi har ved tilsyn, sammen med Københavns Kommune i maj, meddelt Peter Fredholt, at han ikke må afspærre gaden med trafikkegler/cylindere.

 

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget bemyndiger ham til at bede Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Københavns Politi kommentere på forholdene i Ny Adelgade, jf. afsnittet "Problemstilling" og bilaget. Formanden vil bl.a. bede udvalgene og politiet svare på, om de er enige i, at der i Ny Adelgade er behov for en konsekvent håndhævelse af gældende trafikregler og for regler for udeservering samt for håndhævelse af vilkår i barernes bevillinger. 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt indstillingen, skriver formanden til Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Københavns Politi om forholdene i Ny Adelgade.

Beslutning

  1. Lokaludvalget bemyndigede formanden til at bede Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Københavns Politi kommentere på forholdene i Ny Adelgade, jf. afsnittet "Problemstilling" og bilaget.
Til top