Mødedato: 12.08.2021, kl. 18:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

Drøftelse af årsplan for det lokale miljøarbejde i 2022

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal drøfte årsplan for det lokale miljøarbejde i 2022.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter indholdet i årsplan for det lokale miljøarbejde i 2022.

Problemstilling

I mødet den 6. maj 2021 besluttede Indre By Lokaludvalg at bede Miljøpunkt Indre By & Christianshavn om i et kommende lokaludvalgsmøde at orientere om, hvordan det arbejder med årsplanen for det lokale miljøarbejde, herunder om

  • kommunikationen med borgerne på Miljøpunkt Indre By & Christianshavns hjemmeside og i de sociale medier
  • høringssvar og input til lokaludvalgets høringssvar
  • vægtningen i regnskabet mellem udgift til løn og udgift til materialer
  • lydmålinger.

I mødet den 10. juni 2021 godkendte Indre By Lokaludvalg, at driftsstøtteaftalen om det lokale miljøarbejde med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn forlænges til den 31. december 2022. Det samme gjorde Christianshavns Lokaludvalg i sit møde den 24. juni 2021.

Indre By Lokaludvalg bemyndigede den 10. juni 2021 formandskabet til at tale med Christianshavns Lokaludvalgs formandskab om fordelingen mellem de to lokaludvalg af støtten til det lokale miljøarbejde.

Indre By Lokaludvalg besluttede den 10. juni 2021, at det ultimo august 2021 spørger medlemmerne af Indre By Borgerpanel om, hvad de synes, at det lokale miljøarbejde i 2022 skal omfatte. Formandskabet samt lokaludvalgets repræsentant i Miljøpunkt Indre By & Christianshavns bestyrelse, Susan Brinck, planlægger og gennemfører borgerpanelundersøgelsen sammen med sekretariatet.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget tager en mundtlig orientering fra Miljøpunkt indre By & Christianshavn om, hvordan det arbejder med årsplanen for det lokale miljøarbejde, til efterretning.

Formanden foreslår endvidere, at lokaludvalget drøfter, hvad årsplanen for det lokale miljøarbejde i 2022 skal indeholde. Drøftelsen skal inspirere til spørgeskemaet om det lokale miljøarbejde, som sendes til Indre By Borgerpanel ultimo august 2021.

Økonomi

Lokaludvalget har med forlængelsen af driftsstøtteaftalen med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn om det lokale miljøarbejde forpligtet sig til at at afsætte en ramme på 680.000 kr. til det lokale miljøarbejde i 2022. Dette under forudsætning af, at lokaludvalget råder over en pulje i 2022 og idet lokaludvalgets formandskab taler med Christianshavns Lokaludvalgs formandskab om fordelingen mellem de to lokaludvalg af støtten til det lokale miljøarbejde. 

Videre proces

I mødet den 9. september 2021 skal lokaludvalget tage resultaterne af borgerpanelundersøgelsen om det lokale miljøarbejde til efterretning samt tage stilling til et udkast til årsplan for det lokale miljøarbejde i 2022.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede indholdet i årsplan for det lokale miljøarbejde i 2022. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
    • Der skal ses på forureningssituationen.
    • Det lokale miljøarbejde i 2022 skal foregå indenfor rammerne af planen for det lokale miljøarbejde i 2021.
    • Der bør ses på problematikken vedr. emballage, dvs. pap og plast, som der de seneste år er kommet meget af.
    • Lokaludvalget bør få en status på affaldssorteringen i Indre By.
    • Der bør i 2022 fokuseres på lokale trafikforhold, affaldssortering og emballage.
Til top