Mødedato: 12.06.2014, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6
Borgerdialog på Kulturnatten
Indre By Lokaludvalg skal beslutte et tema for borgerdialog på Kulturnatten den 10. oktober 2014 samt udpege tovholdere for arrangementet.
Indstilling og beslutning
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg beslutter et tema for borgerdialog på Kulturnatten den 10. oktober 2014.
- at Indre By Lokaludvalg udpege mindst to tovholdere for arrangementet.
Problemstilling
Lokaludvalget har tidligere haft succes med borgerdialog på Kulturnatten, bl.a. om ønsker for Indre By som led i udarbejdelsen af bydelsplan 2011 og om bunkers ved Dronning Louises Bro, da det var på tale at nedlægge dem, samt om lokalplansagen for Scala-byggeriet.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget beslutter et aktuelt tema for borgerdialog på Kulturnatten den 10. oktober 2014. Formanden tænker umiddelbart, at det kunne være et af følgende brede temaer:
- et eller to emner med relation til forslaget til kommuneplanstrategi 2014, der formentlig er i offentlig høring på det tidspunkt.
- ønsker til det lokale miljøarbejde som optakt til udarbejdelsen af årsplan 2015. Dette i samarbejde med Miljøpunktet.
- ønsker i forhold til, hvad lokaludvalget skal bruge sine midler på i 2015. Dette som optakt til en drøftelse i lokaludvalget om hvilke aktiviteter (puljeansøgninger), man vil støtte i 2015.
- ønsker i forhold til et af temaerrne, som ikke fyklder så meget i lokaludvalgets virke: Ældre, sociale forhold, sundhed, lokale erhvervsforhold, turisme, integration, børn, unge eller kultur. Dette som afsæt for lokaludvalget til at opdyrke et sådant tema.
Økonomi
Lokaludvalget har afsat 15.000 kr. til borgerdialog på Kulturnatten.
Videre proces
I samarbejde med sekretariatet planlægger og gennemfører de udpegede tovholdere et arrangement på Kulturnatten den 10. oktober 2014.
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede temaer for borgerdialog på Kulturnatten den 10. oktober 2014. Der var følgende forslag:
- Det lokale miljøarbejde
- Cykling i Indre By
- Udvikling af Søerne - På forslag fra Bent Lohmann besluttede lokaludvalget at udsætte valg af tema for et arrangement på Kulturnatten til lokaludvalgsmødet den 21. august 2014.
- På forslag fra Bent Lohmann besluttede lokaludvalget at udsætte valg af tovholdere for et arrangement på Kulturnatten til lokaludvalgsmødet den 21. august 2014.