Mødedato: 12.05.2016, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Status på "Tivoli Huset"

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal tage resultatet af den indledende borgerdialog om Tivoli Huset til efterretning.

Indstilling

Formanden indstiller,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager resultatet af lokaludvalgets og Tivoli A/S' borgerdialog om Tivoli Huset til efterretning.

Problemstilling

Indre By Lokaludvalg holdt d. 20. april 2016 et borgermøde i samarbejde med Tivoli A/S om projektet "Tivoli Huset".

"Tivoli Huset" er en tilbygning til Koncertsalen, som skal rumme musik- og balletskole samt hovedparten af Tivolis administration. Projektet indebærer en delvis overdækning af forlystelsen Odinexpressen, som skal mindske støjgener for Tivolis naboer. 

Tivoli Huset  med bygningen ved siden af er ca. 6000 m2 og beliggende i Tietgensgade. Højden overholder kommuneplanens grænse med en maksimalhøjde på 24 meter. Bygningen er tegnet af Pei, Cobb, Freed & Partners Architects.

Lokaludvalgsmedlemmer Henrik Anton Svendsen, Bent Lohmann og Anton Ørnbo Skovle har været tovholdere på borgerdialogen, hvor de blandt andet har fremført følgende pointer om projektet:

  • Det kunne være godt at mindske byggehøjden, f.eks. ved at flytte Tivolis administration over på jackpot-bygningen.
  • Tivoli Husets anvendelse strider imod servitutten for Tivoli, men det er positivt, at man får en musik- og balletskole i det miljø, hvor de professionelle kommer.
  • Den direkte adgang til koncertsalen fra Tietgensgade er savnet.
  • En helhedsplan for den fremtidige udvikling af Tivoli efterspørges. Det kunne være godt at holde et nyt separat møde om det.
  • Der skal indarbejdes mere grønt og flere gadetræer i projektet.

Referatet fra borgermødet er vedlagt som bilag.

Startredegørelsen for Tivoli Huset skal behandles af Teknik- og Miljøudvalget d. 30. maj 2016. Herefter vil der blive udarbejdet et lokalplanforslag, som kommer i offentlig høring.

Løsning

Formanden indstiller, at lokaludvalget tager resultaterne af borgerdialogen og de fremførte pointer med henblik på den videre lokalplanproces til efterretning.

Økonomi

Intet

Videre proces

Tivoli Huset forventes at komme i offentlig høring efter sommerferien.

Beslutning

Lokaludvalget tog resultatet af lokaludvalgets og Tivoli A/S' borgerdialog om Tivoli Huset til efterretning.

Til top