B-sag: Henvendelser til lokaludvalget, april 2018
Indre By Lokaludvalg skal tage formandens håndtering af henvendelser til lokaludvalget til efterretning.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg tager håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden sidste lokaludvalgsmøde til efterretning.
Problemstilling
Siden mødet den 15. marts 2018 har lokaludvalget modtaget en række henvendelser. Henvendelserne og svarene vil være fremlagt til gennemsyn for lokaludvalgets medlemmer i lokaludvalgsmødet den 12. april 2018.
Løsning
1. Biblioteksposer
Den 19. marts 2018 skrev Forlaget Astelius: "Forlaget Astellus har indgået en aftale med bibliotekerne i indre by om at levere poser i genbrugsplast til dem. Poserne kommer til at ligge til gratis afbenyttelse på alle udlånsskrankerne, så biblioteksbrugerne har noget at bære bøger hjem i.
I den forbindelse har vi fået mulighed for at tilbyde nogle få lokale firmaer og foreninger at få navn og logo trykt på poserne – til en i øvrigt ganske rimelig pris.
Vi vil meget gerne have nogle lokale tiltag med, og jeg vil derfor høre, om jeg må have lov til at sende jer et uforpligtende tilbud på dette?"
Sekretariatet vil svare, at lokaludvalget takker for tilbuddet, men at det ikke har interesse.
2. Vesterport banegrav
En borger skrev den 24. marts 2018: Min mand og jeg var for godt et år siden til borgermøde i Scala (der menes Palads, sekretariatet) for at høre om planerne for Scala og banegraven ved Vesterport. Vi blev temmelig rystede over at se det udkast, som blev vist med meget høje bygninger, som skulle lukke det dejlige åbne areal. Alle fremmødte var modstandere af det foreslåede projekt. Arealet kunne blive en fantastisk oase set sammen med overgangen til Jarmers Plads og over til Ørstedsparken.
Da vi gik fra mødet skrev vi os på en e-mail liste, så vi kunne blive løbende informeret om planer for projektet. Vi har ikke hørt en lyd siden, og der skrives heller ikke mere om Scala og banegraven i medierne, så nu er jeg bekymret for om man meget stille får godkendt nye projekter i kommunen.
Jeg er forstår godt, at man gerne ser nye lejligheder med nye skatteydere i København, men det er da lidt af en misforståelse at bygge højhuse i brokvartererne lige uden for indre by, hvor det ikke er tilladt. Det vil også være et trist eftermæle for kommunens politikere.
Alt dette blot for at høre, om I ved noget?"
Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen svare borgeren. Borgeren fik svar den 6. april 2018. Lokaludvalget fik samme dag svaret med mail.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Lokaludvalget bliver orienteret om det, der måtte ske i sagerne.
Beslutning
Lokaludvalget tog håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden sidste lokaludvalgsmøde til efterretning.