Mødedato: 12.03.2015, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Debatmøde på Gefion Gymnasium om byens udvikling

Indre By Lokaludvalg skal beslutte at holde et debatmøde på Gefion Gymnasium om byens udvikling.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Indre By Lokaludvalg samarbejder med Gefion Gymnasium om at afholde et debatmøde for elevrådet d. 15. april 2015
  2. at Indre By Lokaludvalg afsætter 5.000 kr. fra puljen ’borgerdialogaktiviteter’ til forplejning og indkøb af materialer til mødet.
  3. at Indre By Lokaludvalg udpeger minimum to lokaludvalgets medlemmer til at deltage i planlægningen og gennemførelsen af mødet i samarbejde med sekretariatet.

Problemstilling

Indre By Lokaludvalg holdt i januar 2013 et debatmøde på Gefion Gymnasium, hvor gymnasiets elevråd diskuterede nattelivets udvikling. Læs om mødet her: http://www.indrebylokaludvalg.kk.dk/nyheder/unge-saetter-ord-paa-festkulturen 

Mødet blev efterfølgende rost af paneldeltagerne, politikere fra Borgerrepræsentationen, embedsmænd og politiet, og Gefion Gymnasium var også glade for samarbejdet med lokaludvalget.

Gefion Gymnasium, der ligger i Øster Voldgade, har cirka 1.000 elever. Elevrådet består af 70-100 elever.

Løsning

Formanden foreslår, at Indre By Lokaludvalg indgår et samarbejde med Gefion Gymnasium om at holde et nyt debatmøde for elevrådsrepræsentanterne i foråret.

Sekretariatet har kontaktet gymnasiets ledelse om mulighed for sådan et samarbejde, og de har meldt positivt tilbage.

Mødet kunne omhandle byens udvikling, gerne med fokus på konkrete undertemaer, som er særligt interessante for de unge. Mødet kunne arrangeres som et ”omvendt borgermøde”, hvor et panel af politikere fra Borgerrepræsentationen lytter og stiller de unge spørgsmål.

Debatten kunne blandt andet give lokaludvalget input, som kan være relevante i forbindelse med høringen af Kommuneplanforslaget. Derudover kan det give lokaludvalget og kommunens politikere mulighed for at komme i dialog med en målgruppe, som sjældent deltager i borgerdialog-arrangementer.

Formanden foreslår at holde debatmødet d. 15. april kl. 13.30-15.00, som er et tidspunkt der passer elevrådet.

Økonomi

Der afsættes 5.000 kr. fra puljen ’borgerdialogaktiviteter’ til forplejning og indkøb af materialer til mødet.

Videre proces

Tovholderne planlægger og gennemfører mødet i samarbejde med sekretariatet og Gefion Gymnasium.

Beslutning

  1. Lokaludvalget besluttede at samarbejde med Gefion Gymnasium om at afholde et debatmøde for elevrådet d. 15. april 2015
  2. Lokaludvalget afsatte 5.000 kr. fra puljen ’borgerdialogaktiviteter’ til forplejning og indkøb af materialer til mødet.
  3. Lokaludvalget udpegede Gunna Starck, Helle Bonnesen og Bent Lohmann til at deltage i planlægningen og gennemførelsen af mødet i samarbejde med sekretariatet.
Til top