Ønsker til Overførselssagen 2022/2023
Indre By Lokaludvalg skal beslutte ønsker til Overførselssagen 2022/2023.
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg bemyndiger Bent Lohmann til at sende ønskerne til Overførselssagen 2022/2023, der fremgår af løsningsafsnittet, til Borgerrepræsentationen, nemlig
- Bevarende lokalplaner
- Opdatering af de offentlige legepladser
Problemstilling
Hvert forår er der en sag på Borgerrepræsentationens dagsorden om overførsel af kommunens mindreforbrug i ét budgetår til det kommende budgetår. Borgerrepræsentationen kan enten tildele midlerne til den oprindelige aktivitet eller bevillige dem til nye aktiviteter. Der kan overføres både driftsudgifter og anlægsudgifter.
Løsning
Det foreslås, at lokaludvalget bemyndiger Bent Lohmann til at foreslå Borgerrepræsentationen, at følgende ønsker kommer med i Overførselssagen:
1. Bevarende lokalplaner
Fra side 42 i den gældende kommuneplan:
”Byen rummer med sin mangeårige historie værdifulde kulturmiljøer og bevaringsværdige bygninger, som vidner om fortidens københavnerliv og den udvikling, der er fundet sted. Historiske og kulturelle spor er med til at give identitet og kant til nutidens og fremtidens by. Derfor har vi udpeget værdifulde kulturmiljøer og bevaringsværdige bygninger, så de kan blive aktiveret i omdannelsen og udviklingen af byen. Enten i bevaret form eller transformeret til ny anvendelse, der bygger videre på de historiske lag. I løbet af kommuneplanperioden udarbejdes der en opdatering af værdifulde kulturmiljøer i kommuneplanen.
Desuden sættes der gang i arbejdet med at byen bliver dækket af lokalplaner, startende med middelalderbyen og Christianshavn.”
Formålet med bevarende lokalplaner er at beskytte de bevaringsværdige områder i byen mod et pres fra entreprenører, som måtte have ønske om at udvikle byen. Det kan gøres med en simpel, kortfattet bevarende lokalplan for de bevaringsværdige områder, hvor ”bevisbyrden” er vendt, så enhver, der vil rive ned eller ødelægge facader, på forhånd ved, at det kan man i udgangspunktet ikke få lov til.
En bevarende lokalplan vil således hjælpe politikerne og Teknik- og Miljøforvaltningen med at bevare en kulturarv.
Ønsket om bevarende lokalplaner angår i første omgang Middelalderbyen. Lokaludvalget har for nylig foreslået Teknik- og Miljøudvalget, at arbejdet med bevarende lokalplaner i Middelalderbyen bør indledes med udarbejdelsen af en bevarende lokalplan for Snarens Kvarter, så dette område blive lige så godt beskyttet som Provstevej-kvarteret.
Teknik- og Miljøforvaltningen har for nylig kommenteret forslaget om overordnede kortfattede bevarende lokalplaner med ringe detaljeringsgrad: ” (…) hvis lokalplanen laves så enkelt som muligt uden mulighed for nedrivninger eller ændringer, vil det efterfølgende afstedkomme et stort antal ansøgninger om dispensationer med heraf følgende større ressourcetræk.” Til det kan man anføre:
- Hvorfor skrive om lokalplaner for Middelalderbyen i den gældende kommuneplan, hvis man ikke mener det ?
- Det bør ikke være forvaltningens ressourcer eller økonomi, som skal afgøre, om et bevaringsværdigt kvarter skal forblive bevaringsværdigt.
- Hele ideen med en overordnede kortfattede bevarende lokalplaner med ringe detaljeringsgrad er at signalere overfor omverdenen, at der i udgangspunktet ikke kan dispenseres fra lokalplanen. Dermed vil ressourcetrækket næppe blive så stort, som forvaltningen frygter. Jf. det vedlagte notat kan forvaltningen spørge andre kommuner om deres erfaringer med bevarende lokalplaner.
Det er således vurderingen, at økonomien i ønsket om bevarende lokalplaner er forholdsvis lille, bl.a. fordi det handler om ompriortering af ressourcerne i forvaltningen.
2. Opdatering af de offentlige legepladser
Kommunen fremmer borgernes udeliv med faciliteter som havnebade, rekreative cykelruter og udeserveringstilladelser. Kommunen bør også understøtte de yngste borgeres behov for udeliv bl.a. med moderne offentlige legepladser, som kan benyttes af børnefamilier fra om morgenen til kl. 20. Legeredskaberne på alle de offentlige legepladser skal være tiltalende og spændende, og legepladserne skal til stadighed fremstå vedligeholdte og renholdte, ligesom belysningen skal være i orden.
Umiddelbart set er legepladserne i Fælledparken eksempler til efterfølgelse. Derimod fremstår fx legepladserne i Ørstedsparken, i Østre Anlæg og på Gammelvagt forsømte, utidssvarende og uden den nødvendige belysning.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Brevet sendes til Borgerrepræsentationen og de relevante forvaltninger.
I mødet den 9. februar 2023 skal lokaludvalget beslutte ønsker til kommunens budget for 2024. Ønskelisten til budgettet for 2024 opdateres i maj eller juni 2023, når resultatet af forhandlingerne om overførselssagen er kendt.
Ønskelisten til budgettet for 2024 kan tage udgangspunkt i lokaludvalgets ønskeliste til overførselssagen 2021/2022 og lokaludvalgets ønskeliste til kommunens budget for 2023, som begge ses i bilaget.
Beslutning
- Lokaludvalget bemyndigede Bent Lohmann til at sende ønskerne til Overførselssagen 2022/2023, der fremgår af løsningsafsnittet, til Borgerrepræsentationen, nemlig
- Bevarende lokalplaner
- Opdatering af de offentlige legepladser.