Høringssvar om et forslag om at placere skulpturen "Vor Frue" ved Fiolstræde
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen, der ses i løsningsafsnittet, om et forslag om at placere skulpturen ”Vor Frue” bag domkirken ud mod Fiolstræde.
Problemstilling
Med mail den 13. december 2022 har Teknik- og Miljøforvaltningen bedt om et høringssvar om et forslag om at placere skulpturen ”Vor Frue” bag domkirken ud mod Fiolstræde tæt ved Dyrkøb. Se forslaget i bilaget. Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt om at få lokaludvalgets høringssvar hurtigst muligt.
Rådet for Visuel Kunst har udtalt følgende om forslaget:
”Rådet finder, at det er et velvalgt motiv, da der mangler flere skulpturer i det offentlige af navngivne kvinder. Rådet finder dog, at ideen med værket ikke kommer til sin ret i det valgte skulpturelle udtryk. I den forbindelse oplever Rådet et fravær af skulpturel refleksion, når man direkte oversætter et fotografi til en skulptur. Endelig finder Rådet, at det er problematisk med skulpturens manglende ben, og at skulpturens dimensioner er for voldsomme til den påtænkte placering.”
Løsning
Sekretariatet bad lokaludvalgets medlemmer og suppleanter om bemærkninger til sagen, som kan indgå i et høringssvar. I bilaget ses bemærkninger fra Gunna Starck og Anton Skovle.
Forslag til høringssvar
”Lokaludvalget mener, at en hyldest til Moderskabet er berettiget, men at en sådan hyldest hverken kommer til sin ret med ”Vor Frue” eller med den foreslåede placering.
Lokaludvalget er enig med Rådet for Visuel Kunst i, at skulpturens manglende ben og dens dimensioner ikke passer til det pågældende sted.
Dertil kommer, at skulpturens navn synes fortænkt, taget den foreslåede placering ved Vor Frue Kirke i betragtning. Det er som om, at forslagsstilleren ikke kan bestemme sig for, om skulpturen skal hylde Moderskabet eller om skulpturen skal være en religiøs hyldest af Jomfru Maria.
Endelig hæfter lokaludvalget sig ved, at forslaget kommer fra kunstneren selv.
Lokaludvalget foreslår, at Teknik- og Miljøforvaltningen og Rådet for Visuel Kunst overvejer, hvor en skulptur, der hylder Moderskabet, kan placeres, og at man beder kunstnere komme med forslag til en sådan skulptur.
Lokaludvalget mener, at der skal opstilles flere skulpturer af hæderværdige kvinder; skulpturer, som ikke er nonfigurative, men naturtro. Ved universitetet er der opstillet buster af hæderværdige mænd. Denne række af buster kan fortsættes rundt om universitetskarreen med buster af kvinder, der har gjort sig bemærket inden for videnskaben. Der bør også være plads til en buste af den seneste danske nobelprismodtager Morten Meldal.
Endelig foreslår lokaludvalget, at man beder kunstnere komme med forslag til en skulptur til området på Frue Plads ved Fiolstræde, hvor der i øjeblikket er en cafébygning. Det kunne være en skulptur, som kommenterer forholdet mellem det religiøse og videnskaben.
I bilaget ses resultatet af lokaludvalgets borgerdialog på Facebook om forslaget om at placere skulpturen ”Vor Frue” bag domkirken ud mod Fiolstræde.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
Indre By Lokaludvalg”
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøforvaltningen.
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede forslaget om at placere skulpturen ”Vor Frue” bag domkirken ud mod Fiolstræde. Der var følgende bemærkninger fra lokaludvalgets medlemmer i drøftelsen:
- Man kan lige så godt placere skulpturen ”Vor Frue” et andet sted. Den har intet med domkirken at gøre. Jeg er imod forslaget.
- Jeg støtter, at skulpturen ”Vor Frue” placeres det foreslåede sted ved Fiolstræde.
- Skulpturen ”Vor Frue” har en reference til Thorvaldsens dåbsengel i domkirken, nemlig blomsterkransen om hovedet.
- Ved indgangen til domkirken i Lund står en skulptur af den gravide Jomfru Maria. Det vil være uheldigt at placere skulpturen ”Vor Frue” ved bagsiden af domkirken. Den skal stå foran domkirken ved indgangen.
- Det er dumt at placere Skulpturen ”Vor Frue” ved Dyrkøb. Det er et tarveligt hjørne. Den bør i stedet placeres, hvor der i dag er en cafébygning. Her vil den spille sammen med busterne foran universitet og langs domkirken. Den vil også spille sammen med Inge Lehmann-skulpturen.
- Skulpturen "Vor Frue" skal ikke ses som en person. Den skal ses som et fænomen, der fremhæver det reproduktive, hvilket er godt,
- En skulptur skal passe til stedet, hvor den ønskes placeret. Den skal fortælle en historie, der knytter an til stedet.
- Da der var kritik af, at skulpturen " Vor Frue" ikke har ben, udtalte kunstneren, at man så kan sætte ben på. Det gør, at man ikke kan diskutere skulpturen som et kunstværk. Det viser, at det mest handler om, at kunstneren vil have en skulptur, hun har lavet, placeret ved Fiolstræde. Dermed mister skulpturen værdi.
- Der er behov for en debat om skulpturer i Indre By og herunder om, hvorvidt skulpturerne, som Københavns Kommune måtte have på lager, kan opstilles i Indre By, fx. i Vester Voldgade, der har brede fortove.
- En plan for, hvor vi ønsker skulpturer opstillet, kan indgå i Indre By Bydelsplan.
- Lokaludvalget kan invitere Karsten Ohrt til at fortælle om kunst i byrummet, så lokaludvalget kan blive klogere på, hvad der er på spil.
- Man bør afvente den forestående ændring af Dyrkøb jf. Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen, før man træffer beslutning om at placere skulpturen "Vor Frue" ved Fiolstræde som foreslået af kunstneren.
- Lokaludvalget skal ikke udtrykke en holdning til forslaget. Det afgørende må være, hvad naboerne til stedet, hvor skulpturen " Vor Frue" foreslås placeret, mener.
- Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at han bemyndiges til at sende et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen, hvori han redegør for debatten i lokaludvalget jf. ovenstående bemærkninger og hvori han konkluderer, at et flertal i lokaludvalget var for høringssvaret, der er foreslået i løsningsafsnittet.
Protokolbemærkning fra Michael Gatten: "Jeg bakker om, at skulpturen "Vor Frue" placeres det foreslåede sted ved Fiolstræde."