B-sag: Puljeansøgninger, januar 2023
Indstilling
Indstilling om,
- At Indre By Lokaludvalg giver Beboerforeningen for Dantes Plads og Nærliggende Omgivelser tilsagn om 4.000 kr. til genoptryk af 5.000 Go Cards, der skal skabe opmærksomhed på planen om en p-kælder på Dantes Plads.
- At Indre By Lokaludvalg giver Copenhagen Photo Festival (CPF) tilsagn om 10.000 kr. til tryk af 100 kunstfotos på tekstil til ophængning i Kongens Have i forbindelse med afvikling af festivalen 1. -11. juni 2023. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 20.000 kr., fordi det ønsker at sprede sine penge ud på forskellige aktiviteter.
- At Indre By Lokaludvalg giver Dramatikerkollektivet Dyvekes Fremtid tilsagn om 6.000 kr. til opsætningen af forestillingen “Hæv alle dine penge!” i Husets lokale Xenon den 24.-27. maj 2023.
- At Indre By Lokaludvalg giver Foreningen Artlantic afslag på en ansøgning om 45.000 kr. til afviklingen af en Bob Marley-fejring i Pumpehuset den 4. februar 2023. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vurderer, at entreen på 150 kr. gør, at arrangementet ikke er offentligt tilgængeligt.
- At Indre By Lokaludvalg giver Københavns Armbryderklub tilsagn om 10.000 kr. af lokaludvalgets 2023-pulje til afviklingen af DM i Armbrydning i Kulturhuset Indre By den 25. februar 2023. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 34.595 kr., fordi det ønsker at sprede sine penge ud på forskellige aktiviteter.
Problemstilling
Indre By Lokaludvalg har modtaget fem puljeansøgninger.
Løsning
1. Bevar Dantes Plads – Go-cards
Bevar Dantes Plads har ansøgt om 4.000 kr. af lokaludvalgets 2023-pulje til tryk af 2 x 2.500 go-cards (dansk og engelsk udgave) snarest. Der er tale om et genoptryk af Beboerforeningen for Dantes Plads og Nærliggende Omgivelsers postkort fra 2022. Anledningen er, at skulpturen midt på Dantes Plads er forlænget til 31.03.23.
Formålet med at genoptrykke kortene er at skabe opmærksomhed på, at en p-kælder på Dantes Plads vil være på tværs af kommunens ønsker og planer om at gøre Middelalderbyen bilfri. Det ultimative succeskriterium for ansøger er, at anlæggelse af p-kælderen bliver stoppet.
Ansøger oplyser, at go-cards’ne skal uddeles gratis til alle interesserede på Dantes Plads ved skulpturen. Der informeres om kortene på foreningens Facebookside, i lokalaviser og på kommunens hjemmeside om aktiviteter i byen.
Det ansøgte beløb skal bruges til at dække udgifter forbundet med tryk af go-cards. Det samlede trykbudget lyder på 5.000 kr.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter projektet.
Puljegruppens anbefaling
Beskedent beløb. Godt, at de bevarer gejsten. Vi siger ja til de 4.000.
Indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver Beboerforeningen for Dantes Plads og Nærliggende Omgivelser tilsagn om 4.000 kr. til genoptryk af 5.000 Go Cards, der skal skabe opmærksomhed på planen om en p-kælder på Dantes Plads.
2. Copenhagen Photo Festival (CPF) i Kongens Have
Copenhagen Photo Festival (CPF) har ansøgt om 20.000 kr. af lokaludvalgets 2023-pulje til tryk af 100 kunstfotos på tekstil til ophængning i Kongens Have i forbindelse med afvikling af festivalen 1. -11. juni 2023.
Der er tale om en gratis kunstfotoudstilling. Ansøger oplyser, at de for indeværende er i dialog med Slots- og Kulturarvsstyrelsen om tilladelse til at hænge udstillingen op i Kongens Have. Samtidig er ansøger også i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om alternativer til pladser i Indre By, hvor udstillingen kan blive hængt op, i fald det ikke lader sig gøre i kongens Have. Ansøger håber at få lov til at lade udstillingen af fotografierne hænge i Kongens Have hele juni måned.
Temaet for kunstudstillingen er ”Rewilding” og CPFs udstilling i Kongens Have vil være en del af festivalens program i forbindelse med Copenhagen in Common og København som arkitekturhovedstad.
Formålet med udstillingen af kunstneren Hilla Kurkis blomsterportrætter og ledsagende tekster fra træer i Kongens Have er at udfordre fotoudstillingens gængse format og invitere forbipasserende til at stoppe op og opleve kunstværkerne.
Udstillingen annonceres på CPFs hjemmeside, i nyhedsbrev, med pressemeddelelse og på sociale medier.
Det ansøgte beløb skal bruges til tryk af materialer. Det samlede udgiftsbudget er på 41.000 kr., hvoraf 4.000 kr. gives i kunstnerhonorar. Ansøger vil søge andre om 21.000 kr. i støtte.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter projektet.
Puljegruppens anbefaling
Det fremgår klart af Lokaludvalgets vilkår for ansøgninger, at vi ikke støtter årligt tilbagevendende begivenheder, hvilket dette er. Men da projektet lige så godt kan rubriceres, som en udstilling i det offentlige rum, hvilket vi har støttet tidligere, anbefaler vi at støtte med et mindre beløb på 10.000.
Indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver Copenhagen Photo Festival (CPF) tilsagn om 10.000 kr. til tryk af 100 kunstfotos på tekstil til ophængning i Kongens Have i forbindelse med afvikling af festivalen 1. -11. juni 2023. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 20.000 kr., fordi det ønsker at sprede sine penge ud på forskellige aktiviteter.
3. Dramatikerkollektivet Dyvekes Fremtid – forestilling om økonomi i Husets lokale Xenon
Dramatikerkollektivet Dyvekes Fremtid har ansøgt om 6.000 kr. af lokaludvalgets 2023-pulje til dækning af flere budgetposter relateret til opsætningen af forestillingen “Hæv alle dine penge!” i Husets lokale Xenon. Forestillingen tager udgangspunkt i en undersøgelse af menneskets forhold til økonomi og penge.
Der er tale om en iscenesættelse af nyskreven dansk dramatik. Formålet med forestillingen er at skabe dialog om økonomiens almenmenneskelige betydning. Forestillingen spiller afhængigt af billetsalg fire-fem gange i dagene 24. – 27. maj 2023, og der bliver også afholdt en artist talk samt muligvis en ”after talk” om forestillingens tematikker.
Der tages entré til forestillingen; billetprisen er 50-95 kr.
Forestillingen promoveres via Husets og Teaterhusets platforme og på sociale medier.
Det samlede udgiftsbudget i forbindelse med opsætning af forestillingen lyder på 22.200 kr. Ansøger forventer at have indtægter på 16.000 kr. fra billetsalg.
Sekretariatets bemærkninger
Der tages entré til forestillingen. Det fremgår af lokaludvalgets retningslinjer for støtte, at lokaludvalget som udgangspunkt ikke støtter projekter og arrangementer med en entré, der efter lokaludvalgets vurdering
- ikke matcher beløbet, der ansøges om
- ikke matcher projektet eller arrangementets indhold
- gør, at projektet eller arrangementet ikke er offentligt tilgængeligt
Med de bemærkninger ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter forestillingen med en underskudsgaranti.
Puljegruppens anbefaling
Fint projekt, men er ikke rettet specielt mod Indre Bys borgere, og meget entré. Men vi var i nytårshumør, og anbefaler et mindre beløb 6.000.
Indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver Dramatikerkollektivet Dyvekes Fremtid tilsagn om 6.000 kr. til opsætningen af forestillingen “Hæv alle dine penge!” i Husets lokale Xenon den 24.-27. maj 2023.
4. Artlantic - Bob Marley – Earthstrong Celebration
Foreningen Artlantic har ansøgt om 45.000 kr. af lokaludvalgets 2023-pulje til dækning af udgifter forbundet med afviklingen af en Bob Marley-fejring i Pumpehuset den 4. februar 2023.
På dagen vil der være workshops, digtoplæsning, seminar og livemusik. Der tages entre til arrangementet på 150 kr. Arrangør forventer 300-400 deltagere. Formålet med arrangementet er at fejre Bob Marley og hans budskaber til menneskeheden i samvær med hinanden.
Arrangementet promoveres online, bl.a. på Pumpehusets hjemmeside, på sociale medier og med printmaterialer (plakater og flyers). Der planlægges også en presseindsats.
Det samlede udgiftsbudget er på 110.990 kr. Det ansøgte beløb skal bruges til delvist at dække udgiftsposterne lokaleleje (23.540 kr.), annoncering/PR (5.000 kr.), tryk/materialer (7.500 kr.) og musikertariffer (21.950 kr.). Ansøger forventer at have indtægter på 45.000 kr. fra billetsalg.
Sekretariatets bemærkninger
Der tages entré til aktiviteten. Det fremgår af lokaludvalgets retningslinjer for støtte, at lokaludvalget som udgangspunkt ikke støtter projekter og arrangementer med en entré, der efter lokaludvalgets vurdering
- ikke matcher beløbet, der ansøges om
- ikke matcher projektet eller arrangementets indhold
- gør, at projektet eller arrangementet ikke er offentligt tilgængeligt
Med de bemærkninger ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten med en underskudsgaranti.
Puljegruppens anbefaling
Sikkert et udmærket projekt. Men er en gængs koncert i Pumpehuset med honorarer og entré, og det er ikke noget, vi vil støtte.
Indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver Foreningen Artlantic afslag på en ansøgning om 45.000 kr. til afviklingen af en Bob Marley-fejring i Pumpehuset den 4. februar 2023. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vurderer, at entreen på 150 kr. gør, at arrangementet ikke er offentligt tilgængeligt.
5. Københavns Armbryderklub – DM i armbrydning
Københavns Armbryderklub har søgt om penge af lokaludvalgets 2023-pulje til dækning af udgifter forbundet med afviklingen af DM i Armbrydning i Kulturhuset Indre By lørdag den 25. februar 2023. Sekretariatet har telefonisk fået oplyst, at der søges om 34.595 kr., dvs. at beløbet, der fremgår af ansøgningens side 1 ikke er korrekt.
Turneringen afholdes i Indre By, da Københavns Armbryderklub, der er hjemmehørende i Nørrebrohallen, ønsker at bringe sporten ud til andre bydele. Således blev der afholdt nordiske mesterskaber i armbrydning i Valby i efteråret 2022. På dagen vil der til en start være dommeruddannelse og instruktion i armbrydning, hvorefter turneringen finder sted frem til kl. 20. Derefter er der ”aftenhygge” frem til kl. 23.
Det er gratis at overvære turneringen, mens atleterne skal betale mellem 50 – 450 kr. for at dyste. Arrangøren forventer, at 170 atleter vil deltage.
Formålet med arrangementet er at rejse interesse for armbrydning som sport og fremvise Danmarks ni armbryderklubber for interesserede.
DM i armbrydning promoveres på sociale medier, og der er planlagt en presseindsats.
Det samlede udgiftsbudget udgør 61.095 kr. Det ansøgte beløb skal bruges til alle budgetposter i forbindelse med afvikling af turneringen. Ansøger forventer at have indtægter på 26.500 kr. fra deltagergebyrer.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten med en underskudsgaranti.
Puljegruppens anbefaling
Lyder ret sjovt. God idé at komme rundt i de forskellige bydele, hvis armbrydning skal rykke fra de udryddelsestruede brune værtshuse og over i foreningslivet, så vi siger ja til mindre beløb på 10.000.
Indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver Københavns Armbryderklub tilsagn om 10.000 kr. af lokaludvalgets 2023-pulje til afviklingen af DM i Armbrydning i Kulturhuset Indre By den 25. februar 2023. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 34.595 kr., fordi det ønsker at sprede sine penge ud på forskellige aktiviteter.
Økonomi
Lokaludvalget har afsat en ramme på 335.400 kr. af 2023-puljen til puljeansøgninger. Hidtil er der disponeret for 70.000 kr. af puljen. Beslutter lokaludvalget at følge indstillingerne, vil der være disponeret for yderligere 30.000 kr. af rammen.
Videre proces
Sekretariatet orienterer ansøgerne om lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling.
Beslutning
Om sag nr. 2: Ansøgeren havde inden lokaludvalgets møde oplyst, at udstillingen ikke kan vises i Kongens Have, hvorfor man nu arbejder på at få den sat op på Gammel Strand.
- Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give Beboerforeningen for Dantes Plads og Nærliggende Omgivelser tilsagn om 4.000 kr. til genoptryk af 5.000 Go Cards.
- Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give Copenhagen Photo Festival (CPF) tilsagn om 10.000 kr. til tryk af 100 kunstfotos på tekstil til ophængning på Gammel Strand i forbindelse med afvikling af festivalen 1. -11. juni 2023. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 20.000 kr., fordi det ønsker at sprede sine penge ud på forskellige aktiviteter.
- Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give Dramatikerkollektivet Dyvekes Fremtid tilsagn om 6.000 kr. til opsætningen af forestillingen “Hæv alle dine penge!” i Husets lokale Xenon den 24.-27. maj 2023.
- Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give Foreningen Artlantic afslag på en ansøgning om 45.000 kr. til afviklingen af en Bob Marley-fejring i Pumpehuset den 4. februar 2023. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vurderer, at entreen på 150 kr. gør, at arrangementet ikke er offentligt tilgængeligt.
- Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give Københavns Armbryderklub tilsagn om 10.000 kr. af lokaludvalgets 2023-pulje til afviklingen af DM i Armbrydning i Kulturhuset Indre By den 25. februar 2023. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 34.595 kr., fordi det ønsker at sprede sine penge ud på forskellige aktiviteter.