B-sag: Gammel Strand
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg godkender brevet til Teknik- og Miljøudvalget, der ses i løsningsafsnittet, om forholdene på Gammel Strand.
Problemstilling
Medlemsforslag fra Mads Aarup
Mads Aarup har bedt om, at lokaludvalget kommenterer notatet af 8. december 2022 fra Teknik- og Miljøforvaltningen om Gammel Strands fremtid. Se notatet i bilaget.
Mads Aarup foreslår, at lokaludvalget forfølger den mulighed, som indgår i følgende svar fra forvaltningen:
”Biltrafik er nødvendig som adgang til ejendommene, men hvis der er et politisk ønske om det, kan denne trafik dæmpes ved skærpet regulering, og evt. ved at gøre pladsen til blind vej med ind- og udkørsel fra Højbro Plads. En sådan ændring vil skulle undersøges nærmere i forhold til redning og sikkerhed, samt forhandles med politiet, inden der kan igangsættes ændringer.”
Mads Aarup mener, at det vil skære bilerne af for enden af Gammel Strand, så de ikke kan fortsætte ad Nybrogade, hvormed der skabes en slags trafikø. Det vil være mere i overensstemmelse med lokalplanen for Gammel Strand end den nuværende situation.
Mads Aarup mener desuden, at det sandsynligvis vil gøre det muligt at beskytte de to træer på Gammel Strand jf. dette spørgsmål fra lokaludvalget og forvaltningens svar:
Spørgsmål: ”I følge en beboer på pladsen er et træ på pladsen blevet væltet to gange af lastbiler inden for de seneste 10 år. Kan de to træer på pladsen beskyttes med en ring af bænke rundt om træerne?
Svar: ”I 2021 undersøgte forvaltningen muligheden for at opsætte rundbænke rundt om træerne, men det var ikke muligt af hensyn til den trafikale fremkommelighed.”
Anvendelsen af Gammel Strand
I fortsættelse af ovenstående forslag foreslår Bent Lohmann, at lokaludvalget spørger Teknik- og Miljøudvalget om, hvorvidt lokalplanen ”Gammel Strand Metroforplads” overholdes, når der til stadighed er opsat containere og byggeskure på pladsen og når muligheden for at bevæge sig til fods på langs af pladsen er vanskeliggjort af bl.a. udeserveringer, som synes at brede sig stadig mere ud på pladsen.
Løsning
Det foreslås, at lokaludvalget bemyndiger Bent Lohmann til at skrive til Teknik- og Miljøudvalget som foreslået ovenfor.
Økonomi
Det foreslås, at lokaludvalget bemyndiger Bent Lohmann til at skrive til Teknik- og Miljøudvalget som foreslået ovenfor.
Videre proces
Beslutning
- Lokaludvalget bemyndigede Bent Lohmann til at skrive til Teknik- og Miljøudvalget om forholdene på Gammel Strand, herunder
- forslag om, at trafik dæmpes ved skærpet regulering, og evt. ved at gøre pladsen til blind vej med ind- og udkørsel fra Højbro Plads
- forslag om, at de to træer på Gammel Strand beskyttes, eventuelt med bænke rundt om træerne
- om lokalplanen ”Gammel Strand Metroforplads” overholdes, når der til stadighed er opsat containere og byggeskure på pladsen
- om lokalplanen ”Gammel Strand Metroforplads” overholdes, når muligheden for at bevæge sig til fods på langs af pladsen er vanskeliggjort af bl.a. udeserveringer.
- Lokaludvalget bemyndigede Bent Lohmann til at spørge Teknik- og Miljøforvaltningen
- om hvilke aktiviteter på Gammel Strand og tilstødende områder, der er givet tilladelse til, søgt om tilladelse til eller forventes at blive søgt om tilladelse til. Spørgsmålet angår arrangementer, koncerter, events, udstillinger, loppemarkeder o.l., Svaret skal indeholde en kort redegørelse for status på ansøgningerne.
- om ansøgninger om udeserveringer, fx. på Gammel Strand, imødekommes, selv om tjenerne vil skulle krydse en kørebane på deres vej mellem restaurationen og udeserveringen.